I blandingsbøtten bliver selv pangfarver brune

'Everything Everywhere All at Once', instr: Daniel Kawn og Daniel Scheinert, 2022.

Frihedsbrevet, 6. juli 2022.

Det lyder sikkert alt for søgt at sammenligne den pangfarvede, skingrende vanvittige og sensationelt succesfulde amerikanske science-fiction-actionkomedie 'Everything Everywhere All at Once' med et leverpostejsfarvet tysk hverdagsdrama og en forsigtig fransk børnefilm. Men giv mig lige chancen.

I tyske 'Toni Erdmann' (2016) skred en fortvivlet far til handling og iførte sig paryk og store falske tænder i et desperat forsøg på at nærme sig sin utilnærmelige datter. Og i franske 'Petit Maman' fra sidste år mødte en 8-årig pige sin egen mor som jævnaldrende og blev på mystisk vis hendes betroede legekammerat. I nutiden og fortiden. På samme tid. 

Begge film – mesterlige som de i øvrigt er – brugte relationerne mellem børn og forældre som byggesten, men bøjede konstruktionerne af i hver sin strittende retning. Noget nær det samme kan siges om 'Everything Everywhere All at Once', genrebastarden, der med konfetti i håret kommer buldrende ind på streamingbanen som et certificeret verdenshit. Enslydende lovprisninger, stakkevis af topkarakterer og en global biografindtjening på over 100 millioner dollars kan ikke tage fejl. 

Eller hvad?

I filmen får vaskeri-ejeren Evelyn vendt sin verden på vrangen af den slags chokmeldinger, som kickstartede Neos rustjetur ned gennem kaninhullet i 'The Matrix'. Universets orden er truet, og kun Evelyn kan bringe balance i det kosmiske regnskab, hvis ellers hun tager et bluetooth-headset på og gør, hvad der bliver sagt. Efter fem minutters skepsis går forlystelsen i gang, og ind ryger vi og Evelyn i det store multivers, hvor virkeligheden er en formbar bolledej, man banker og trækker i. Først for sjov, og så – som filmen skrider frem – for alvor. 

Imellem staffagen skal vi nemlig forstå, at det akrobatiske plot i 'Everything Everywhere All at Once' bunder i noget så jordnært som et dysfunktionelt mor/datter-forhold. Evelyns lesbiske datter Joy har fået nok af sin mors hang til traditionelt regelrytteri og rankrygget orden i regnskabsbøgerne, så hun er ganske enkelt gået amok. I den her films krøllede terminologi vil det helt konkret sige, at hun har bagt en stor, sort, altopslugende bagel, der bringer definitiv død og ødelæggelse på sin vej, og som hun agter at bruge som dommedagsvåben under dække af sit intergalaktiske superskurke-alias Jobu Tupaki. 

Medmindre mor Evelyn altså redder dagen. 

Hvis du føler dig hægtet af, er du ikke den eneste. Jeg er her også. Og Berlingskes Thomas Brunstrøm. Alle andre i den danske anmelderstand lader til at have haft en fest med 'Everything Everywhere All at Once', og kan man lide den, er der også meget at elske. Toilethumor med eksistentiel klangbund og dynamiske action-optrin kommer væltende i så gavmilde mængder, at selv 'Rick and Morty'-skaberen Dan Harmon og multikunstneren Bo Burnham må have meldt om fyldt pose og sæk ved premieren. 

Der kan umuligt have været plads til så meget som én post-it mere i det propfyldte manuskript. 

Med mængderne følger også en mæthed og træthed efter filmens første time, men det virker instruktør- og manuskriptduoen Daniel Kwan og Daniel Scheinerts ligeglade med. På det tidspunkt har de først lige smøget ærmerne op. Som et par kåde smådrenge uden fidus til Flügger svupper de låget af seks-syv forskellige malerbøtter og rører det hele sammen. En stor, langstrakt finale med multiversets motorvej som kamparena skal males i en helt ny farve, blandet på instinkt og rørt på vildskab, næstekærlighed og fuckfingermentalitet. Flere bøtter hentes ind, og Daniel-drengene hælder og hælder, rører og rører, mens de angiveligt kun fem mennesker, der har lavet computergenererede effekter til 'Everything Everywhere All at Once', ivrigt rører med.

Pludselig står den der så, den påståede nøglescene mellem en mor og en datter, og insisterer på sin egen vigtighed – kastet ind midt i det, der vist nok skulle have været en vedkommende historie, men som for længst er spundet ud af kontrol. 

Egentlig er det vel fair nok, at den følelsesmæssige forankring ryger i svinget hos en selverklæret kaos-film som den her. Den hedder jo for fanden 'Everything Everywhere All at Once', og dens kreativitet kogte over. “Lev med det,” kan man næsten høre filmens fans plædere. “Hvor kedelig er du lige?”

Ikke alle film kan – som den tre timer lange 'Toni Erdmann' – slippe afsted med plottets kolossale campingsving og den firskårne grå discounthabit, hvis komplette mangel på visuel flair sjovt nok klæder dén film ulasteligt. Ligesom enhver færd udi mor/datter-relationelle abstraktioner ikke kan nedbryde voksenlogikkens barrierer med så meget indlevelse og så tæmmet vildskab som den forsigtige franske 'Petit Maman'. 

Film er trods alt forskellige.

Nogle kan og vil noget andet. Og nogle af dem – de allersjældneste – formår at tænke det hele forfra og føje nye farver til den filmiske palet. Jeg ville elske at løsne mine korslagte arme og hylde 'Everything Everywhere All at Once' som præcis sådan en film. Men når jeg kigger ned i blandingsbøtten, er der bare brunt.

Epic

'Project X', instr: Nima Nourizadeh, 2012

Scope.dk, 2. november 2020

Vil du med til fest?

Det bliver helt sygt. Der er swimming pool og to dj’s. Der er damer, masser af damer. Der er flipcup og strobelys og røgmaskiner, uendelige mængder alkohol og en ecstasypille til hver. Der er hoppeborg. Det stikker helt af. Miles Teller kommer. Alle kommer! Vil du med?

‘Project X’ lokker som en kroget pegefinger, der passer perfekt på politiets signalement. Alligevel træder man nærmere. Historien om tre high school-gutters privatfest, der spinner totalt ud af kontrol, er forældrenes værste mareridt og teenagernes vådeste drøm. Men i sin skamløse tilbedelse af ungdommens nedre barre er den også en vild, uafviselig film, der tvinger seeren til at forholde sig til provokationen.

Mange bedre film har både før og siden beskrevet teenagerens desperate længsel efter accept og popularitet, sex og/eller selvrealisering. Men få film – og hvilke egentlig? – har sat så præcist overdimensionerede billeder på hormonernes dirrende højdepunkt som ‘Project X’. Når vennerne Thomas, Costa og JB står på taget af festen og ser hele nabolaget myldre som en menneskelig myretue, giver det et alvorligt sug i maven. ”Look what we created. It’s… epic,” siger en af drengene. Det føles som verdens største underdrivelse.

‘Project X’ er bovlam og tonedøv, fuld af billige tricks og bristefærdige illusioner, og så synes den at mangle den en eller anden følsom nøglescene, der kan ryste den kapitalisme-klamme hånd af værkets lår. Men måske ville den scene have været malplaceret. Måske er det netop fraværet af den scene, der får subjektiviteten i 'Project X' til at hamre så herligt derudaf og giver oplevelsen en så befriende kras smag.

Filmen beskriver det punkt i livsbanen, hvor det at ramme rigtigt er at fucke op, og det at ramme bunden er at nå stjernerne. Den beretter trofast fra den forkerte banehalvdel og formidler en smittende energi. Den energi kan virke destruktiv og ‘mean-spirited’, som mange anmeldere har påpeget, og det er den måske også, men den er derude i verden – i nabolagene, på natklubberne, på internettet – og ‘Project X’ fanger den på flaske. 

Så er det bare af med proppen og tag en sniffer. For du vil jo gerne, ikke?

Det forkerte synspunkt som det eneste rigtige

 'Spies og morgenbolledamerne' (tv-serie), instr: Sacha Sennov, 2022.

Frihedsbrevet, 31. august 2022.

Tag bare ladegreb, og vend sigtekornet herover. Mod mig, yes. Efter at have bevidnet over to timers dokumentation af misrøgtede kvinder er det vidnesbyrdet fra en glad og tilfreds gammel mand, der har fået mig til at crashe festen tæt på lukketid og skrive om serien, alle har set. 

Det ér bare umuligt at komme uden om Carl Bjerredahl, Simon Spies’ tidligere ven og ansatte, der med åben brystkasse træder forlæns ind i stålstormen og tager kugler for sin afdøde legekammerat. 

Bjerredahl er et kæmpe scoop i DR-dokumentaren 'Spies og morgenbolledamerne', og han er det lidt på samme måde, som et T-Rex-skelet ville være det i en udstilling om dinosaurerne. Flere har allerede beskrevet mandens nærmest museale kvaliteter som et decideret fortidslevn, men i bedste sendetid bliver han mere end det. Han bliver – frastødende frivilligt eller pinligt uforvarende, men under alle omstændigheder ekstremt værdifuldt – et talerør fra den forkerte side af banen. Du ved… Den svært tilgængelige side rig på undskyldninger og udenomssnak, afvisninger og henvisninger og ikke mindst tavshed. 

Kilder som Carl Bjerredahl er sjældnere og sjældnere i en tid, hvor shitstormen ikke er længere væk end en forkert affaldssortering eller et opildnet tweet. Her sidder en mand med glød i øjnene og siger alle de forkerte ting, fordi han fandme mener det. Hvor absurd det end virker, vil jeg gerne rose hans optræden. Ikke for at træde rigtigt, men for at træde forkert. For at prøve at tage os med derned i den blinde vinkel, bag hulens krumning, hvor lommelygten kommer til kort. For det er det, han gør. Også uden at vide det. 

Andre steder – på den rigtige banehalvdel – savner man både renere og mere nuancerede ord for pengene, som når en af Simon Spies’ tidligere præmiepiger blankt bedyrer, at man som en del af rejsekongens morgenbolletrup ikke kunne modsætte sig kravet om seksuelle ydelser. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, lader en af kvinderne os forstå. Det er den slags citatbidder, der gør sig uforskammet godt i flow-fladens reklamespots og overfyldte Facebook-feeds, men det hinter også til den psykologiske stikvej, som dokumentaren med rette kunne have bevæget sig bare en anelse længere ned ad – én, der måske smager en smule af victim blaming, men som ikke desto mindre føjer vigtige nuancer til spørgsmålet om, hvorfor de morgenbolledamer, der blev hængende, blev hængende. Hvad de fik, og hvad de mistede, og hvordan de to parametre står i forhold til hinanden, når eftertiden bringer dem ud på ét. 

Lysten at komme dybere ned i de angiveligt endeløse køer af velvillige piger på Vester Farimagsgade, der havde brysterne vendt mod solguden og ledestjernen Simon Spies, er selvfølgelig udtryk for DR-dokumentarens helt basale kvaliteter. 'Spies og morgenbolledamerne' er intet mindre end fascinerende, og den giver lyst til flere detaljer og vinkler fra tiden, den foregår i. Og aner man ikke, om pladsen i Helsingør bør skifte navn eller ej, eller om nutidens Spies-koncern skylder en undskyldning på hvidt papir, gør det ikke noget. Selv uden at vide det, er man sandsynligvis blevet klogere, når 'Spies og morgenbolledamerne' er forbi.

Årets bedste film var et underkendt mesterværk, der skar mig midtover

Årsopsamling, 2022.

Frihedsbrevet, 28. december 2022

To gamle mennesker sidder i en lejlighed. Og der bliver de siddende. Så kort og tørt vil en skeptiker kunne pitche den absolut bedste film, jeg så i 2022 – et værk af så drøj, ufortyndet styrke, at det har været vanskeligt at fordele vægten i det her nyhedsbrev og rent faktisk snakke “årets film” i flertal fremfor ental. 

På trinnet lige under – for sådan et var der trods alt – stod en lille, islandsk film på tæer for at fastholde et kvælertag, jeg stadig mærker som en ømhed i struben den dag i dag. Den film var i øvrigt ikke Hlynur Palmassons storroste og ligeledes islandske prisvinder, 'Vanskabte Land', men den kan du til gengæld også læse om i afsnittet med årets skuffelser og overraskelser samt de fremragende film, der havde mesterværket inden for rækkevidde. 

Og det er der, vi begynder. 

Godt og blandet fra ingenmandsland 

I et slags ingenmandsland, kan du sige. 

Omringet af film, der på den ene eller anden måde plæderer for opmærksomhed inden årets udgang – flere af dem med en god sag på hånden. 

Tag bare de mudrede, duknakkede soldater fra Netflix-filmen 'Intet nyt fra Vestfronten', der bedende rækker ud efter en bid mad eller en smøg. Jeg stikker dem en krøllet cigaret fra weekendens pakke og skærmer en hånd for lighterens flamme, og meget mere bliver det ikke til. Dertil er Edward Bergers film for lang i spyttet og for skødesløs i omgangen med effektive krigsfilmsklichéer, der kun får feltrationerne til at glide ned, fordi de smager af rene e‑numre. Så foretrækker jeg næsten råd og mug, hvilket 'Intet nyt fra Vestfronten' – når den er bedst – da også ind imellem smagte og lugtede af. 

Se også akrobaten derovre med trompetbukserne og hanekammen og et boldtræ balancerende på næsetippen. 'Everything Everywhere All at Once', står der på den fremstrakte hat, han vil have os til at kaste penge i – og som faste læsere af Fri Kritik vil vide, er det ikke en titel, jeg tænder på. Heller ikke nu, hvor anmeldere og fagfolk verden over udråber Daniel Kwan og Daniel Scheinerts spredehaglsalve af en alt-mulig-film som et 2022-højdepunkt, og hvor Oscar-hypen seriøst tager til. “Anstrengende” var et ord, jeg vist aldrig fik brugt i min anmeldelse tilbage i august, så det gør jeg nu. For hold op, hvor var den film anstrengende. 

Færre pangfarver og mindre fart var der over feltet hos 'Hændelsen', franske Audrey Diwans sammenbidte abortdrama, der sidder fromt i et hjørne og lader folk komme til sig. Og hvad vil den have, spørger du? Ikke rigtig noget, bare 100 minutter af din tid, der givetvis vil medføre dyb sympati og iskoldt ubehag. Med til den oplevelse følger også en klar fornemmelse af at blive ført gennem værket med hård hånd, og få udpeger pointerne med så mundrette replikker, at troværdigheden får et par trykmærker. Filmen over Annie Ernaux’ roman vil efterlade de færreste upåvirkede, men hvor havde Per Juul Carlsen dog egentlig ret, da han i sin begejstrede anmeldelse roste 'Hændelsen' for at fremstå som “et katalog over de vigtige tematikker og problematikker omkring abort”. Meget rigtigere kan det desværre ikke siges. 

Så lader jeg mig hellere lokke af amerikaneren Ti West, der med en kroget finger står og peger ind mod laden ovre bag buskadset dér. Her gemmer han på blød porno, sjaskvåde mord og solbagt nostalgi fra de sprøde 70’ere, og det i en horror-cocktail, der får det til at kilde i hjernen for hver en tår, man tager. 'X' hedder filmen, der bør få navnet Ti West til at give seriøse udslag på enhver filmelskers radar fremover – og som uden tvivl ville have kæmpet med om det yderste mandat, hvis det her var en klassisk top 5‑liste. 

I sådan en situation skulle 'X' og Ti West blandt andet have gnedet skuldre med østrigeren Ulrich Seidl og hans 'Rimini'; en slags bratwurst-version af Darren Aronofskys 'The Wrestler' tilsat kulørte kolonihavelamper, dåsebeats fra DK4 og en afdanket schlager-sanger, der synger på sidste vers. Her finder man en af årets store præstationer i østrigske Michael Thomas og hans portræt af Richie Bravo; et rødmosset og på flere måder massivt menneske, der får hele filmen til at bruse af et højt blodtryk. 'Rimini' sætter sig fast et sted, hvor den mærkes, og havde instruktøren Ulrich Seidl haft lige så klare visioner for sin gradvist mere uinspirerede anden halvdel som til den gnistrende gode første, så havde han haft en ny europæisk filmklassiker på hånden. 

Samme potentiale fandt man i dansk-islandske Hlynur Palmassons tredje film, 'Vanskabte Land', der efter en fantastisk første time lignede en selvskrevet tilføjelse til den nordiske filmkanon. Fortællingen om en ung dansk præsts missionsrejse til Island stagnerer dog totalt i time to, hvor rejsens trængsler veksles til et ophold på en vindblæst herregård. Her skal et slag på synspunkter og religiøse overbevisninger slås, men i Palmassons diffuse omgang med de dramatiske relationer forbliver det uklart hvorfor og hvordan. Jeg savnede i hvert fald noget at holde fast i og mærkede mine fingre glide rundt i Elliott Crosset Hoves mere og mere skingre, til sidst irriterende præstation. Når stormen har lagt sig, er der noget forstilt og forceret, som 'Vanskabte Land' aldrig får rystet af sig, og den føles tættere på Palmassons skitseagtige debutfilm 'Vinterbrødre' (2017) end hans langt bedre, mere rodfæstede opfølger, 'En hvid, hvid dag' (2019). 

Vejen frem mod de to film, der virkelig stak af i 2022, er lang. Derfor springer vi henover tre fremragende film, jeg tidligere har rundet i Fri Kritik, og som helt klart hører til i toppen af det forgangne filmår. For nuværende altså intet nævnt, men heller intet glemt om Céline Sciammas 'Petit Maman', Joseph Konsinskis 'Top Gun: Maverick' og Joachim Triers 'Verdens værste menneske'. 

Og nu til de to, der trak fra. 

Av mit hjerte

“Magisk Oscarkandidat får hjertet til at buldre afsted,” skrev Politikens Nanna Frank Rasmussen i sin femstjernede anmeldelse af 'Beautiful Beings'. Og netop så fysisk og håndfast fortjener sproget at være, når man taler om den her film. 

Gennem store dele af Guðmundur Arnar Guðmundssons islandske ungdomsdrama hamrede mit hjerte afsted med en fart, som stod jeg plantet på flade fødder tilbage midt i mit livs første kys – eller omringet af udskolingens tæskehold på en mørk villavej i Valby. Det her er med andre ord en film, man fysisk mærker midt i kroppen, mens den samtidig sætter strøm til hele overetagens tilsandede lager af minder og tanker fra et tilbagelagt ungdomsliv. 

På et tidspunkt, i den mest tilspidsede scene, sortnede det faktisk kort for mine øjne, hvilket i sig selv kvalificerer 'Beautiful Beings' til titlen som den mest intense filmoplevelse, jeg nogensinde har udsat min krop for – helt oppe på siden af tænderskærende krigsfilm som 'Gå og se' (1985) og 'Son of Saul' (2015).

Som sådan er plakatens luftige Instagram-farver og titlens bløde kanter meget langt fra den brutale virkelighed, vi møder i 'Beautiful Beings'. Filmen tager armen godt rundt om fire drenge på en folkeskole i Reykjavik – Addi, Konni, Balli og Siggi – og holder dem tæt ind til hinanden, mens den stirrer ind i hver deres omtumlede liv præget af svigt, usikkerhed og kogende aggressioner. Man kan klandre, at dårligdommene næsten står i kø, og at filmen bevæger sig på kanten af den rene, oplistede elendighed. Og det er måske ikke så løgn endda. Det ændrer bare ikke på, at 'Beautiful Beings' er elektrisk og energisk og følsom som bare fanden, og at dens gehør for ungdommens sprog – verbalt såvel som fysisk – må efterlade en grim smag af misundelse i munden på særligt dansk film. 

Helt utroligt er det dog, hvor lidt kærlighed denne her film har fået i branchen og deraf den brede offentlighed. I forrige uge glippede dens Oscar-chancer ved den første grovsortering, og ikke ét internationalt branchemedie, der har oplistet årets 10, 20 eller 50 bedste film, har nævnt 'Beautiful Beings' med ét ord. Ikke engang førnævnte Politiken kunne finde plads til den på listen over årets 22 bedste film. Det er dybt absurd. Guðmundur Arnar Guðmundsson og hans helt utroligt gode skuespillere fortjener alverdens ros for at sætte fokus på så svære følelser, som det sker i 'Beautiful Beings'. Jeg så kun én bedre film i 2022.  

Skåret over på midten 

Da jeg gik på Journalisthøjskolen, var der en passage i en af mine medstuderendes reportage-artikler, jeg aldrig glemmer. I artiklen blev en ældre mand, Per, kort spurgt ind til tabet af sin hustru og ledsager gennem et langt liv. Til det tab svarede han:  

“Man bliver ikke til én. Man bliver til en halv.”  

Koblingen til den bedste film, jeg så i 2022, er til at tage og føle på. 

 

Det sørger den fransk-argentinske instruktør Gaspar Noé for, da han få minutter inde i 'Vortex' sætter noget i gang oppe i toppen af billedet. 

 

Ned fra loftet kører en sort streg, og det til synlig rædsel for den demente gamle kvinde, Elle. Hun ligger fastfrosset i sengen ved siden af sin mand og ser bjælken fortsætte fra top til bund. 

Med ét har en overvældende dobbeltfilm taget sin begyndelse, og den skal tages for pålydende: I billedets venstre side slentrer herren i huset, Lui, rundt i hjemmesko og taler i telefon. I den højre side følger vi Elle og hendes desorienterede færd rundt på må og få. Alt imens stregen i midten bare er der; som skillevæggen mellem de to kameraer, der simultant bevæger sig med rundt i ægteparrets rodede og labyrintiske lejlighed. 

Der er flere grunde til, at 'Vortex' trænger længere ned i kødet på sine to karakterer end det gængse alderdomsdrama, du finder i bedste sendetid – og at filmen, flot som den er, aldrig føles flashy i sin markante æstetik. En af dem hedder Gasper Noé, og nu skal jeg tage mig selv i nakken, for Noé er sådan et navn, der får en filmskribents fingre på gled. Vi er mange, der kan gå i selvsving over navnet Noé, ikke mindst fordi han så dragende har formået at sætte levende billeder på helvedes forgård gennem de sidste 25 år. 

I debutfilmen 'I Stand Alone' (1998) var det mennesketomme, gullige gader i en fransk forstad. I gennembruddet 'Irreversible' (2002) var det en bælgmørk, gyngende natklub og en alarm-rød undergrundstunnel i det centrale Paris. Og i Gaspar Noés forrige film, 'Climax' (2018), var det en nedlagt kostskole på Lars tyndskids Mark, hvor druggede dansere gik i opløsning til tonerne af techno og house. Ind imellem de film svæver noget, der ligner et hovedværk om livet, døden, himlen og jorden og alt det imellem, nemlig den metafysiske “ud af kroppen”-film 'Enter The Void' (2009) og dens fremstilling af Tokyo som en febervåd, neon-blinkende skærsild. 

I 'Vortex' går Gaspar Noé skridtet videre fra sine vanlige hurlumhejhuse. Han skaber en lejlighed, der bringer tilværelsens grundstof helt tæt på. Det nærmest drypper fra væggene af levet, lagret liv. Den lejlighed overgår det meste. Det samme gør de to mennesker, der vandrer rundt i den og kun sjældent suger en frisk mundfuld luft i lungerne. Sjældent har man set et menneske stirre så dybt og ufravigeligt ned i livets afgrund som franske Françoise Lebrun, mens den italienske horrorinstruktør Dario Argento er hevet ind fra højre til en meget sen skuespillerdebut til historiebøgerne. De to burde have vundet alverdens priser for det, de udretter her. 

'Vortex' er uendelig meget mere end et koldt, konceptuelt filmeksperiment. Den er et levende, vibrerende stykke filmkunst, der – ligesom Per fra min medstuderendes artikel – indrammer store følelser i en stringent matematisk logik. Jeg har lyst til at råbe fra byens tage, når de skelsættende film i ny og ny træder ud fra mængden. Det her er en af de film. Et mesterværk. 

Halløj på Rigshospitalet

Der er også noget andet, vi bliver nødt til at tale om, og det er Lars von Triers 'Riget Exodus'. Godt nok er der tale om en serie, men gennemgår man årets film, må man nødvendigvis medregne et længe ventet og nu højaktuelt værk fra Danmarks største filmnavn. Især når man – som jeg – har lagt billet ind flere måneder i forvejen. Her i Fri Kritik opfordrede jeg tidligere i år anmeldere og smagsdommere til at lade tungen blive i munden og finde spanskrøret frem, såfremt von Trier satte sin bare mås i klaskehøjde med 'Riget Exodus' – et værk, der set i lyset af hans nylige Parkinsons-diagnose må betragtes som Triers potentielt sidste. 

Selv skal jeg være den første til at medgive, at 66-årige Trier for længst har gjort sig fortjent til en plads i inderkredsen af kompromisløse filmkunstnere, der har tilladelse til at gøre nærmest alt, hvad de ønsker. Når Lars siger hop, så hopper vi – også ned på de tegnestifter, han har placeret under taburetten. Og den afklippede klitoris, den talende ræv, kridtstregerne på gulvet og de tvivlsomme computereffekter, alt det tager vi med, alt det tilgiver vi, fordi der bag staffagen og den dårlige smag gemmer sig noget så sjældent som rå, upolerede følelser. 

For at blive i terminologien om en filmverden, der hopper, når Lars siger hop, er problemet med 'Riget Exodus', at den føles som ét stort, over-kommanderet hoppeshow. Man bliver ganske enkelt træt i knæene efter en halv times tid på Rigshospitalet, hvor balancegangen mellem det halvt morsomme, det halvt skrækindjagende og den hele tiden uforsonligt sitrende karakter- og miljøtegning – altså godt og vel alt det, der gjorde de første to sæsoner til velfortjente klassikere – nu er erstattet af ren revy-stemning. Fred være med det, hvis det så bare var sjovt. Eller hvis det så i det mindste var tankevækkende eller provokerende i hele sin “fuck dig og dine forventninger”-mentalitet. Men det er det bare ikke. 'Riget Exodus' er hverken sjov eller tankevækkende, stødende eller provokerende. Det er bare rigtig, rigtig dårligt. 

Vil jeg så bare have mere af det gamle, kan du spørge? Nej, men jeg vil heller ikke have fem stive timer af det impotente sjusk, Triers venstre hånd har leveret her. Eksemplerne på fadæsen er utallige, og det her er bare et fra toppen af mit hoved: På et tidspunkt har overlæge Pontoppidan – spillet af en sagesløs Lars Mikkelsen – skrevet en juletale til sine medarbejdere. Af årsager, jeg aldrig fik fat i, har han forelsket sig i ordet L (L for Lars, måske?) og i den forbindelse besluttet, at alle ord i talen skal have L som begyndelsesbogstav. Som hvis jeg var gået fuld Stewart Stardust og var fortsat ud af en tangent, da jeg tidligere i nyhedsbrevet skrev “levet, lagret liv”. Sådan er Pontoppidans tale skrevet, kun med L’er – hvilket desværre bider ham i røven, da han på dagen, hvor talen skal fremføres, er blevet heftigt forkølet efter at have tilbragt natten i en kummefryser (don’t ask). Så da han står foran folkene i et spændt auditorium, falder det hele på gulvet, fordi en snottet næse får “L” til at lyde som “N”. Højstemte opfordringer som “Lad livet larme” bliver til “nad nivet narme”, og “Lev livet længe” bliver til “nev nivet nænge”. Og medarbejderne? De udvandrer og efterlader Lars Mikkelsen i tårer og forvitrelse i en scene så pinlig, at selv 'Centervagt'-instruktøren Rasmus Heide ville have svært ved at fake et grin. 

Tanken om anmeldere, der har følt sig presset til at grine, da serien fik verdenspremiere i Venedig, kan gøre mig helt vred. Det samme kan forestillingen om de danske tv-stuer, hvor nervøs kluk-latter og sammenvredne hænder modstår fristelsen til at gribe ud efter fjernbetjeningen og slukke for 'Riget Exodus', når den efter nytår indlemmes som public service-tilbud på DR. 

Spørger man mig, kan man med ro i sindet slukke og bruge tiden på noget bedre – for eksempel på at se eller gense Lars von Triers andre bidrag til den visionære filmkunst. De fleste af dem vil forhåbentlig og formentlig overdøve den her pivfalske svanesang. 

Vinduet står åbent – så ræk armen ind 

Vi slutter på en lidt mere oplivet note – med et citat fra en mand, som jeg er ked af at måtte liste ind ad bagdøren på denne her måde. For jeg kan skidegodt lide James Cameron og det, han står for, og derfor irriterer det mig, at jeg ikke fik set 'Avatar: The Way of Water' inden dagens deadline. Ingen pengecheck eller alvorssnak fra streamingverdens øverste hjørnekontor kan omstøde den 68-årige blockbusterkonges tro på, at blå væsener på en fjern planet er værd at bruge resten af livet på. Og i en filmverden præget af hurtige idéer og flakkende blikke tager jeg hatten af for det. 

Citatet her er fra 2011 og gik specifikt på Camerons højtbesugne håb for den såkaldte high frame rate – den højnede frame-hastighed, der bløder bevægelsen i de levende billeder og bringer dem tættere på virkeligheden. 

“3D,” sagde Cameron, “viser dig et vindue ind i virkeligheden. Den højere frame-hastighed tager glasset ud af vinduet”. 

Metaforen for det teknologiske fremskridt – et vindue, vi kan række hånden ind i – har et indbygget sug i sig. Man rives med af tanken og kan se den for sig; hvordan 3D og high frame rates og visuelle landvindinger banket op af pionere med olieindsmurte hænder vil bane filmverdenens vej mod nye, spændende horisonter og fremme graden af den eskapisme, vi alle sammen elsker så højt. 

I den forbindelse er det bare værd at huske, at vinduet står åbent. Det er lige dér foran os, uden glas i og med alverdens ting og sager inden for en armslængde. Og rækker du hånden langt nok ind, er der nærmest ingen grænser for, hvad du kan få fat i. 

Knap 300 mennesker var vi, der indløste billet til 'Vortex', da Grand Teatret som den eneste biograf i landet viste filmen – ikke for en periode, men for en enkelt aften. Lidt, men ikke mange flere seere blev det til for 'Beautiful Beings', der fik et kort liv i landets arthouse-biografer. 1500 mennesker så dén film på det store lærred, har distributøren fortalt mig. Skal man fuldende treenigheden, ser det ikke voldsomt meget bedre ud for årets i min optik tredjebedste film, 'Petit Maman', der trods hypen fra instruktørens forrige film, 'Portræt af en kvinde i flammer', kun tiltrak 3000 danskere. Og sender man en tanke til den hypnotiserende italienske kunstfilm 'Grotten', der i al beskedenhed var en af årets bedste, tør jeg slet ikke tænke på, hvor få mennesker der lagde vejen forbi. 

Hvis vi tror på, at film kan gøre en forskel – og det tror jeg; det bliver jeg nødt til – så bør vi sørge for at se de bedste af dem. Nye som gamle, store som små. Det fortjener både filmene og vi, som ser dem. 

Længere kan min møre julehjerne ikke tænke lige nu. Tak, fordi du læste eller lyttede med, og hav et rigtig godt nytår.

Bindegalt

'The Rehearsal' (tv-serie), instr: Nathan Fielder, 2022.

Frihedsbrevet, 17. august 2022.

Den akavede canadiske komiker Nathan Fielder er ikke rigtig klog. Eller også er han rigtig klog. 

Der er ligesom ingen mellemvej, når en fyr har sat sig så godt til rette i grænselandet mellem galskab og genialitet. 

Med sit eksamensbevis i inderhånden, playmobilhåret drejet på hovedet og en kartoffelstemme snøret godt fast i halsen gav han desperate virksomheder og entreprenører gode råd med på vejen i sit ustyrligt kreative og vanvittigt morsomme tv-show 'Nathan for You' – et alternativt realityprogram, hvor kun Nathan og hans filmhold var indforstået med joken, mens uforglemmelige personager enten gav idéerne en rørende ærlig chance eller forgæves famlede efter den passende grimasse. 

To afsnit inde i Nathan Fielders nye serie, 'The Rehearsal', spyttede jeg en stor mundfuld danskvand ud i min stue. Vil du vide hvorfor, må du frem til der, hvor Nathan og hans hold hyrer en selverklæret natteravn til at bemande den fjernstyrede babydukke, der gør det ud for husets skiftende børneskuespillere efter mørkets frembrud. 

Du aner sikkert ikke, hvad jeg snakker om. Og det er helt fint. 'The Rehearsal' skal indtages som en frisk mundfuld luft i et tv-landskab domineret og defineret af ellers klippefaste markedskræfter. På IMDB har en fyr kaldt den “Borat meets Charlie Kaufman”, og det er saftsuseme rammende. Tag Kaufmans hjernevridende, sjælesøgende mesterværk 'Synecdoche, New York' (2008), og hold den tæt ind mod Sacha Baron Cohens moustache- og mankini-bærende bollebevægelser. Presser du dem hårdt nok sammen, kan du høre noget klikke. 

Trods komiske fuldtræffere når humoren i 'The Rehearsal' aldrig samme højder som den mere stilsikre, stringente og rent ud sagt sjovere 'Nathan for You'. Den har heller ikke det utrolige blik for virkelighedens tilfældige poesi og absurditet som HBO-juvelen 'How To with John Wilson', der snart indleder sin tredje sæson med Nathan Fielder som medproducerende andenviolin. 

Til gengæld har Fielders nye, bindegale serie så frie arbejdsbetingelser, at man sjældent har set tv-formatet blive bøjet så langt bagover. Lag lægges på lag efter lag i showets leg med kopier og originaler, følelser og facader, og hvis 'Everything Everywhere All at Once' virkede som et forsøg på at nå det knirkende sweetspot inden narrativets bristepunkt, fremstår 'The Rehearsal' mere interesseret i filosofiske grundspørgsmål i popkulturens tidsalder. Hvor slutter komedien, og hvor starter tragedien, når begge dele næres af hinanden? Og hvor udspekulerede tv-koncepter bør tilsyneladende sagesløse hverdagsmennesker finde sig i at blive udsat for, når bagmanden er en visionær genrekonge? 

Nathan Fielder har ikke svarene, men han har masser af spørgsmål. Det samme har jeg. Det virker et eller andet sted helt bims, at sårbare og potentielt uligevægtige mennesker havner midt i Nathan Fielders tv-show, for at jeg kan sidde og spytte danskvand ud af munden og anbefale den her bizarre serie til folk fra nær og fjern. Hvad er det for deltagerkontrakter og moralske principper, HBO og det dedikerede team bag 'The Rehearsal' opererer med – hvis nogen? 

Tiden må dømme det her show. Jeg ved bare én ting: Jeg har aldrig set noget lignende.

Frygten for at hygge med systematiske seriemordere

'Speak No Evil', instr: Christian Tafdrup, 2022.

Frihedsbrevet, 22. juni 2022.

Efter et gunstigt biografliv er den markante treer fra dansk films nyudnævnte drillepind, Christian Tafdrup, netop landet som købefilm på de digitale filmhylder. Sidst, Tafdrup bragte sindene i kog, var med landeplagen 'En frygtelig kvinde', men skal man tro rygtet om hans streamingaktuelle gyserfilm, var det bare tilløbet til den ægte vare. 

Forårets modtagelse af hans 'Speak No Evil' leder tankerne hen på hoveder, der koger op og eksploderer med et blodigt brag i David Cronenbergs snaskede 80’er-gyser 'Scanners'. Her var det vel at mærke hoveder fra den hærdede danske anmelderstab, som ved mødet med danskerens grænseoverskridelser altså nåede kogepunktet. Mens Politiken-anmelder Joakim Grundahl søvnløst og grundvoldsrystet meldte om et paradigmeskifte i dansk film (“Der er et før og et efter Speak No Evil i dansk filmhistorie”), vurderede Jeppe Krogsgaard Christensen, at Tafdrup på baggrund af 'Speak No Evil' “meget vel kan vise sig at blive den nye Trier”. Og her var det altså ikke den norske følefyr Joachim, men derimod djævledyrkeren, dommedagsprædikanten og klitorisklipperen Lars, han mente. 

Sandheden om 'Speak No Evil' er en lidt anden og knap så saftig størrelse, der ikke på samme måder påberåber sig advarsler og udråbstegn. Her har vi en frisk, fræk og fængende omgang hyggeknusende familie-horror med is nok i maven til at gå planken ud og snilde nok til at gøre det med stil. Og det er da meget godt, ikke? Bestemt. 'Speak No Evil' er stærkt spillet, godt skrevet og generelt flot sat op og forløst – og på det håndværksmæssige plan kan man kun glæde sig til flere film fra Tafdrups helt igennem kyndige hænder. 

Men den gør mig aldrig rigtig bange. Sådan urfrygt-bange. 

'Speak No Evil' gør mig utilpas, indimellem sårbar og hele tiden begejstret for at befinde mig inde i en virtuos dansk gyserfilm, der har større ambitioner end et “bøh” bag badeforhænget. Men den gør mig ikke bange, for den er skabt og tænkt ud fra en idé. Et koncept. Det ved Politikens anmelder også godt. Det lidt mærkelige er, at han åbenbart ikke føler det. 

Fra første frame af Christian Tafdrups film står det lysende klart, at de konceptskårne kamæleon-hollændere og deres skumle planer – dem, der er hele plotmotoren i 'Speak No Evil' – er sat i verden for at sige noget om danskerne, deres krampagtige høflighed og klart markerede grænser. Det gør skurkeparret til effektive redskaber, men det forhindrer dem også i at blive ubehageligt troværdige mennesker, som man kunne frygte at rende ind i på en solferie med familien. Her kan en film som George Sluizers sjovt nok hollandske 'Spoorloos' fra 1988 noget ganske andet. Dén nærmest uopdrivelige kultklassiker, som selveste Stanley Kubrick i sin tid fremhævede som en personlig horror-favorit, lykkedes med at begrave sine konceptuelle horror-idéer under et kompakt lag af smil, venlighed og solbeskinnet borgerskab. Det er den slags mærkbare filmoplevelser, der efterfølgende kan få alt til at føles uhyggeligt – og som konkret kan få mig til at tænke to gange, før jeg holder i tomgang på en udenlandsk tankstation. 

 

Anderledes firkantet føles 'Speak No Evil' i takt med, at vi trin for trin løfter fødderne for at bevæge os tættere på afgrunden. Til sidst – som i til allersidst – da Tafdrup og filmen klipper snoren og indvier det, Politiken betegner som en ny dansk filmhistorie – bliver også det martrede danske par i centrum, Bjørn og Louise, gjort til koncepter. Det er i min verden den største synd i 'Speak No Evil', men man skal nok se filmen og dens sidste 15 minutter for præcist at forstå hvorfor. 

 

Christian Tafdrup har ganske smart udset sig rigelige mængder af råde- og albuerum på dansk gyserterritorium, hvor en skælmsk smilende Antichrist nærmest har hele gulvet for sig selv. Men der er en ret ny dansk gyser, som alligevel møver sig ind foran ham: Johannes Nyholms helt igennem irrationelle 'Koko-di Koko-da', hvor ingen ringere end Peter Belli banker et rådvildt kærestepar til døde på den samme dag om og om igen. 

Jeg nævnte den også i forrige uge, og nu gør jeg det så igen, for selvom jeg er færdig med 'Koko-di Koko-da', er den åbenbart ikke færdig med mig. Trods et skarpt konceptuelt tilsnit undgår Nyholms film at føles som et koncept, der glider. Den er en sten i den logiske sko, der trykker og gnaver. Som omridset af et mareridt – det mareridt, 'Speak No Evil' slet ikke er.

Skrællede kartofler og sjældne syn

 'Grotten' ('Il Buco'), instr: Michelangelo Frammartino, 2021

Frihedsbrevet, 11. maj 2022

Jeg har siddet der før. Nedsunket i det polstrede cafébiografsæde med en alvorlig mine og en americano i kopholderen. Veludhvilet og kampklar til ikke bare en film, men en kunstfilm. Og jeg har indimellem fået mig en rigtig lang næse. 

Ukrainske 'The Tribe' og ungarske 'Hesten fra Torino' står ud som to af den slags hardcore-kunstneriske filmprøvelser, der skabte enstemmig jubel i det danske anmelderkorps – og efterlod mig stendød indeni. Den ene som et grænsesøgende eksperiment befærdet af døvstumme skuespillere og komplet uforståelige motiver. Den anden som et askegråt, kraftløst kammerspil af 2,5 times varighed, hvor skrælning af kartofler og tørring af vasketøj står for de største udsving på spændingsbarometeret. 

“Biografen får karakter af kirkerum,” lød det i Jyllands-Postens seksstjernede anmeldelse af 'Hesten fra Torino'. Imens følte jeg mig klemt under et kistelåg, klar til at tage billetten. 

Ind fra højre kommer italienske 'Grotten' nu med en forsigtigt hævet hånd og slår en kile ned gennem dagbladenes anmeldere. Nogle keder sig, mens andre svimles og betages. Hvem, der har ret, skal det handle om om lidt, men først og fremmest er det skønt at mærke, at der under anmelderkasketterne ikke bare sidder film- og medievidenskabsuddannede, hårdhudede fag-robotter, men mennesker af kød og blod. Der kan blive trætte. Og som måske skal hente børn klokken 16. Og ikke f*cking altid orker at belønne kunstnerisk kompromisløshed med minimum fire pligtskyldige stjerner/hjerter. 

Nå, men tilbage til 'Grotten'. Italiensk kunstfilm uden dialog, dramatik og tempo. Kan det noget? 

I dén grad. 

Ført med sikker og ekstremt rolig hånd af instruktør Michelangelo Frammartino (sikke et navn) fortæller 'Grotten' om en relativt undseelig, men også dragende og fundamentalt fascinerende hændelse fra virkelighedens verden. "Hændelse" er måske endda for meget sagt: En gruppe forskere skal inspicere et hul, der viser sig at være en næsten 700 meter dyb grotte snoet ind mod jordens indre. Gruppen slår lejr nær grotten og besigtiger den med jævne mellemrum. Året er 1961 – og den eneste person, Frammartino under et nærbillede, er en gammel fårehyrde, der strejfer omkring i kulissen og med skepsis ser videnskaben kortlægge naturen. 

Fårehyrdens pludselige ildebefindende – der måske har noget med grotteudforskningen at gøre – er det tætteste, Grotten kommer på en konflikt. Ligesom Michelangelo Frammartinos forrige film, den ligeså lavmælte og smukke fårehyrdefilm 'Le Quattro Volte', pynter 'Grotten' sig hverken med lånte eller købte fjer. Den står bare og er. Man kan retmæssigt indvende, at den intet tøj har på. Men hvad gør dét, når intentionen faktisk er at være nøgen? 

Frammartinos film har stort set ingen nerve i klassisk forstand, og den ville nok ikke have holdt til at være en halv time længere. Til gengæld har den drømmenes konturer og stoflighedens kraft; afrevne sider af et italiensk sladderblad antændes med pandelamper og lodder grottens svimlende dyb, mens detaljerede kultegninger streg for streg illustrerer forskningens fremskridt. Se 'Grotten' for de taktile holdepunkter og den åndelige tåge, der hviler over hele affæren. Vær frisk og klar i hovedet. Vær tålmodig. Lad tankerne vandre, hvis de får lyst til det. Og se så skyerne dér. Se, hvordan de skiftevis indhyller og åbenbarer bjergkædens store bølgedal i nogle af de smukkeste landskabsbilleder, man kan opdrive på film. 

Brug 'Grotten' som et rum, du kan træde ind i. Medbring, hvad du vil, men forvent ikke at finde noget. Så vil du næppe gå tomhændet derfra. 

Fra strobelys til solskin

 'Song to Song', instr: Terrence Malick, 2017.

Scope.dk, 26. oktober 2017

Den på én gang fascinerende og til tider frustrerende, men også svært uimodståelige 'Song to Song' er Terrence Malick i sit mest kompromisløse og grænsesøgende gemyt, hvilket efterhånden siger en del. 

Auteuren borer sig rundt om tilværelsens store spørgsmål med en direkthed, som galt det liv eller død – og skulle det ske, at han skærer han igennem de poetiske, papirtynde vægge ind til noget, han før har beskæftiget sig med, oftest i de mere end blodbeslægtede 'To the Wonder' og 'Knight of Cups', så dvæler han gerne ved temaerne en ekstra gang. 

Generelt siges og gøres der hellere for meget end for lidt, når pointen med en følelse skal hamres hjem (”Please, come, save me from my broken heart,” lyder det længselsfuldt i en af filmens mere tåkrummende voice-over-passager), mens det store billede – altså selve pointen med al den eksistentielle lidelse – stadig er tåget ind i holistiske hemmeligheder. 

Heldigvis er Malick ikke kun ude på at udpensle stærke, forvirrede følelser og dvæle ved dem, som tilfældet var med 'Knight of Cups', men også pege dem i en retning og med sin fabuleren faktisk fortælle en historie, som viser en vej. Hvis man kan leve sig ind i, hvorfor hans smukke, velhavende og privilegerede karakterer har det så skidt, som de har det i 'Song to Song', så venter der en belønning på den anden side af den til tider lidt ensformige, men også nærmest lammende konsekvente billedstorm. 

Måske fordi 'Song to Song' i perioder byder på en intet mindre end krystalklar psykologisk indsigt, mest mærkbart i den sex- og stofdrevne turbulens inde i Michael Fassbenders hoved samt Rooney Maras smertelige afsavn efter et splintret forhold. Følelsen af at være alene i en verden, der gynger og sejler, formidles effektivt gennem Emmanuel Lubezkis søsyge kamera, der dog er faretruende tæt på at blive sin egen karikatur. Når han rastløs filmer ansigter og bevægelser hos personer, der faktisk virker stoflige og levende, forbliver hans fiskeøjelinse dog lige akkurat på den rigtige side af stregen. 

Men går den næste gang? Kan Terrence Malick fortsat slippe afsted med at skildre forvirrede mennesker, der kæler med lagner og kigger ud af vinduer, mens de kredser om hinandens varme kroppe? Jeg aner det ikke, og måske han også definitivt har brændt nallerne på kritikere og publikums med rette overtrådte tålmodighedstærskel. 

Med 'Song to Song' kan han dog skrive en meget smuk kærlighedsfilm på CV’et, hvis rene og klare slutning står i stærk kontrast til dens eksperimenterende helhed.

Lad narkofesten begynde

 'Copenhagen Cowboy' (tv-serie), instr: Nicolas Winding Refn, 2022.

Frihedsbrevet, 1. februar 2023.

Vil man kalde nogens bluff, må man selv lægge kortene på bordet. 

To et halvt afsnit inde i Netflix-serien 'Copenhagen Cowboy' greb jeg ned efter den telefon, der havde brændt i min lomme i mindst en time. Ikke for at tjekke klokken, men for at lade tankerne vandre. Jeg scrollede, gjorde jeg, og jeg husker ikke, hvad jeg kiggede på. 

Var det vigtigt? Stensikkert ikke. Det virkede bare vigtigere end at blive ved med at kigge og kigge på Nicolas Winding Refns stirrekonkurrence af en serie, der time efter time, scene efter scene bevægede sig længere væk fra noget, jeg kunne se mig selv stirre på. 

Indtil 'Copenhagen Cowboy' har det ellers konsekvent været fascinerende at gå på opdagelse i danskerens fremmede, fandenivoldske verdener og tage bad i hans bassiner af nervøs sved og strobelys. Jeg har elsket og beundret manden – som i øvrigt stak mig en autograf, før min stemme gik i overgang – og jeg vil gå i brechen for flere af Refns udskældte værker, inklusiv den megalomane, 13 timer lange Amazon-serie 'Too Old to Die Young' (2019) og hans jordslåede hovedværk af en menneskelig halalslagtning, 'Pusher 3' (2005). 

På gaden, i højfjeldene, bag tremmer og under vampyrmånens blege skær har Nicolas Winding Refn gennem tre årtier udrettet ting, som mange instruktører ville æde et øje for. Om ikke andet har han vist sig som miljøernes mester. 

I 'Copenhagen Cowboy' er vi landet på månen. Og den er lavet af blå ost. 

Her går en kvinde med mystiske evner, Miu, rundt og kigger. Hendes tøj er blåt, og hun er god til at slås. Faktisk er hun en “lykkeamulet”, lyder det fra folk omkring hende, der alle taler, som havde de en heroin-kanyle hængende ud af armen. Om hun er en cowboy, og om Nicolas Winding Refns serie overhovedet foregår i København, er svært at tyde. Endnu sværere er det at sige noget om, hvad Refn og hans to kvindelige medforfattere, Johanne Algren og Sara Isabella Jønsson Vedde, har sat sig for at udrette eller udtrykke med deres fodslæbende, mystiske serie. 

I hvert fald er de nøjedes med at skitsere en håndfuld temaer om mandlig dominans og kvindelig opstand og servere dem i et ekstremt langsomt tempo – klinisk renset for noget nær alt det, der kunne tænkes at få en sammensunket sofa-seer til at ranke ryggen. 

Man forstår med andre ord, hvorfor både danske og udenlandske anmeldere har muntret sig med at bruge 'Copenhagen Cowboy' som boksebold. 

Ensom, men markant står støtten fra Frihedsbrevets ansvarshavende chefredaktør, Mads Brügger. På Facebook har han kaldt serien “svimlende” og betegnet den som “et helt unikt kunstværk”. Om skamrosen skyldes, at Brügger selv har en rolle i serien, og dermed holder den frem i lyset for at mele sin egen kage, ved jeg af gode grunde ikke. Men muligheden eksisterer. 

Det samme gør en anden mulighed, nemlig at Frihedsbrevets egen grillmester er blevet lidt rigelig rundhåndet på sine ældre dage. Det ville også forklare, hvorfor chefredaktøren udråbte hele to danske film – der i denne anmelders optik fortjener fire stille rolige stjerner ud af seks mulige – som “mesterværker” på Twitter i det forgangne år. Den ære tilfaldt seriemorderfilmene 'Holy Spider' og 'The Good Nurse', og de får nu altså følgeskab af 'Copenhagen Cowboy' på Brüggers helt høje podie. 

Der er selvfølgelig også en tredje og måske mere sandsynlig mulighed. Rundt regnet går den på, at Mads Brügger har fulgt trop på seriens involverede investorer og filmfolk og er blevet forblændet af Nicolas Winding Refns vision. En vision, der – slet ikke uden effekt – lokker som en kroget pegefinger bøjet i neon, rettet mod glimmer og grimhed, macho-kritik og girlpower og ikke mindst total kunstnerisk kompromisløshed. 

Nu ligger den der så, visionen, glat og fri for kompromisets modhager, udfoldet som fem timers glidende, psykedelisk slow-tv på verdens største streamingtjeneste, Netflix. Skruer man ned for lyden og skalerer seriens billeder op på en kold klinkevæg, kan man næsten se 'Copenhagen Cowboy' agere visuelt bagtæppe til en narkofest i Kødbyen. 

Hvor den ellers kunne gøre gavn, aner jeg ikke.

En ydmyg form for storhedsvanvid

 'Downsizing', instr: Alexander Payne, 2017.

Scope.dk, 20. juli 2018.

Hvad har Alexander Payne tænkt på? Hvad har Paramount Pictures tænkt på? 

'Downsizing' er en film med kæmpe ambitioner. Præmissen er absurd, tankevækkende, genial, plat… Alle de ting på én gang. Den åbner døren på klem til et univers, der snildt kunne bære en film eller to eller tre, ja sgu gerne en hel tv-serie, fordi de visuelle tryllerier, der skal sælge illusionen, snyder seeren til at tro det utrolige. 

Så ja, det her er en film, hvor hovedrolle – en helt almindelig amerikansk average joe – pludselig er på størrelse med en cocktailpølse og skal navigere i en verden, hvor en container kan huse en landsby. En film, hvor selveste Matt Damon – kronraget og nøgen – transporteres på en grillspatel af en kolossal kittelklædt sygeplejerske, inden han tippes over på rullebordets tinbakke med en pegefinger. Det er det stof, internet-memes er gjort af, og til tider kan man næsten høre 'Team America'-bagmændene Trey Parker og Matt Stone gnægge i kulissen, som var det dem, der trak i Damons dukketråde. 

Men det er også en film, hvor Alexander Payne tør fortælle en historie. Dvæle ved følelser. Være banal. Være menneskelig. Egentlig er vi langt ude i et teknisk kompliceret science-fiction-tankespind, hvor Søren Pilmarks optræden som norsk videnskabsmand er et af mange overrumplende, underlige indfald (Neil Patrick Harris’ herlige one-scene-performance er et andet). I kernen af det hele er det her dog en film med samme naturlige, troværdige og til tider gribende tilgang til den menneskelige tilværelses tragikomiske kompleksitet som instruktørens tidligere film, særligt 'Sideways' og 'Nebraska'. Og det tog virkelig røven på mig. 

Payne og hans filmhold, hans distributører og hans investorer skal have den dybeste respekt for at gå linen ud, for at vise os noget, vi ikke har set før, og for at turde formidle en så storhedsvanvittig præmis på så ydmyg og menneskelig en måde. Og thailandske Hong Chau skal vide, at hun er guld, guld, guld værd i denne film. 

En slags 'Oslo 31. August' møder 'Meet Dave'. Eller en slags 'Sideways' møder 'South Park'. Faktisk er det småt med sammenligninger, der kan stå mål med det her modige og mærkelige mini-mesterværk. 'Downsizing' skal bare opleves.

Drømmefilm

'Once Upon a Time.... in Hollywood', instr: Quentin Tarantino, 2019.

Scope.dk, 23. august 2019.

I nat var jeg ude og køre rundt i Hollywood. Jeg sad på passagersædet, mens bilen blev kørt af Cliff Booth, en stoisk stuntmand med åben skjorte og kronisk vindblæst hår fra de mange køreture. 

Selv i søvnen ville jeg have mere, selvom jeg ellers havde fået meget. Vel egentlig rigeligt. Lad os bare slå fast, at hvis man ikke får det decideret fedt af at se Booth (Brad Pitt) køre rundt med nedrullede ruder og et kontant greb om rattet, mens han trommer fingrene mod sidespejlet, og 70'er-friske reklameskilte og oplyste butiksfacader farer forbi, er 'Once Upon a Time… in Hollywood' næppe en film, der vil give fuld valuta for pengene. 

Hvis ovenstående til gengæld lyder lokkende, giver Quentin Tarantinos nye film i både pose og sæk. Ikke siden 'Kill Bill' har han skabt så afrundede karakterer og så fuldendt et univers, som man her kan begive sig nysgerrigt rundt i, mens man tager det hele ind. Som en ven sagde det: Det føles som at spille Grand Theft Auto med manerene i orden – lige indtil raseriets fristelser til sidst bliver for stor. 

Leonardo DiCaprio og Brad Pitt – to af de sidste, tilbageværende filmstjerner, der sætter lighedstegn mellem kvalitet og bredformat – er hentet ind for at puste liv i de to hovedroller, og de gør det, som var de født til formålet. Når foråret nærmer sig Oscar-tid, ynder jeg dem begge en gylden statuette. 

Vigtigst af alt lader Tarantino de to karakterer Cliff Booth og Rick Dalton stå i forgrunden, mens visuelle detaljer, mesterlige dialoger og elegante sceneovergange flimrer i baggrunden som et levende bagtæppe. Det er en fryd at gennemleve, og det føles som en disposition i tråd med de store, filmiske mestre, som Tarantino gennem hele sin karriere både har hyldet og lånt fra. Her indtræder han på den store scene, hvor han godt nok har været adskillige gange før, men næppe med denne autoritet og nærmest ubesværede overlegenhed. 

For mange filmelskere vil 'Once Upon a Time… in Hollywood' være en oplevelse langt udover det sædvanlige. Det var den for mig. En drømmefilm.

Sorg og savl

 'Idioterne', instr: Lars von Trier, 1998.

Scope.dk, 4. februar 2018.

Det er ikke til at vide, hvor det starter og stopper: Udspringer Lars von Triers idé om at lave en film om moderne menneskers jagt på idioti af en reel lyst til at udforske sorgens væsen? Eller er sorgen blot en krølle på halen, en form presset ned over idiotiens lortebrune, legesyge kagedej? 

Flere andre af Triers film har fået mig til at føle den samme blanding af skepsis og beundring for den tydeligvis hamrende dygtige, men også enormt selvbevidste auteur. 'Forbrydelsens Element' var så tro mod forbillederne, at originaliteten virkede sekundær. 'Dogville' var så stilistisk streng, at genialiteten nærmest skar i øjnene, og 'Antichrist' var simpelthen så langt ude, at jeg frygtede at drukne. 

Uvisheden omkring 'Idioterne', og hvor seriøst den egentlig tager sig selv, giver filmen en helt vild energi. Jens Albinus er uforglemmelig som gruppens grænsesøgende leder, der kan vende enhver situation til sin provokerende fordel på et øjeblik. Han bringer en stor præstation, der er meget svær at tage øjnene fra, og hans uforudsigelighed er filmens mest effektive motor, lige indtil Trier i sin sidste halve time skifter gear. Rammefortællingen åbenbarer sig til allersidst (i en stærk, men også unødigt lang slutscene) og giver 'Idioterne' en dybt original resonans. Faktisk ender filmen med at bringe noget decideret nyt til et ellers tætpakket bord af sorgbearbejdende værker – ja, i bagklogskabens lys spiller form og indhold endda eminent sammen. 

Det er derfor mere mine egne forbehold for den så kompromisløse, skælmsk smilende filmskaber, der ender med at sætte foden ned ved fire stjerner. Men det er næsten idiotisk, for Lars von Trier er en gudsbenådet filmskaber, og når kaffen og kagen drypper fra Bodil Jørgensens hage til sidst, står tiden fuldstændig stille.

Filmåret 2021 – det bedste og det mindre gode

Årsopsamling, 2021

11. januar 2022

Lidt tanker og ord om filmåret 2021.

Først to faldne flagskibe og en rigtig ærgerlig film.

DUNE
Det kom oprigtigt bag på mig, da jeg for nyligt hørte Denis Villeneuve udtale, at der bag hans længe ventede ‘Dune’-filmatisering ligger en livslang drengedrøm om at sætte levende billeder på Frank Herberts kæmperoman. For snarere end en kreativ kraftudladning skabt af et frisat legebarn virker ‘Dune’ som et retvinklet IKEA-møbel tegnet og samlet af en pragmatisk voksen. Det her er en virkelig gratis påstand uden mulighed for efterprøvning, men skulle den canadiske stjerneinstruktør for alvor have highfivet sit 13-årige selv – og mig for den sags skyld – så skulle han have kastet brugsanvisningen over skulderen og satset noget mere i sit design, sine replikker og sin farvepalet, der er sandet til i ørkenbrun og industrigrå. Det her var en stor film, men en besynderligt lille oplevelse, både i biffen og på HBO.

NO TIME TO DIE
(Spoilers! Læs kun videre, hvis du har set den)
Der er angiveligt ingen tid til at dø, men tydeligvis masser af tid og plads til at dræbe i James Bond-franchisens 25. film, der tenderer det rent ud sagt grådige. Først skrider Spectre – verdens mest sejlivede og komplekse forbrydersyndikat – i svinget til sin egen fuldtallige cocktailfest uden dørmand. Så bliver CIA-legenden Felix Leiter og skurkeikonet Blofeld lige lagt i graven med et par fingerknips. Til sidst er det så Bond selv, der tager billetten i en finale så påklistret, at nogen seriøst skylder en forklaring. Undervejs i den overlange actionfilm savner man frækhed og mere action og et klarere motiv for, at skurken efter en vellykket hævnaktion sadler om og går efter verdensherredømmet via en virkelig underlig plan, der dumper ind fra højre. Af verdens mest forsinkede film at være føles ‘No Time to Die’, som om noget er gået alt, alt for stærkt.

OLD (den rigtig ærgerlige film)
Siden debuten ‘Den sjette sans’ har M. Night Shyamalan taget chancer. Det fortsætter han ufortrødent med at gøre, og derfor bliver jeg nok også at finde ved billetlugen, næste gang han laver en film. Desværre er den chance, han tager i ‘Old’, slet ikke nogen risiko værd. Som sædvanlig er konstruktionen et makabert røgslør, der ved nærsyn dækker over et slående simpelt påfund. Og her er påfundet bare rigtig skidt fundet på. Shyamalan har før kompenseret for et tvivlsomt twist – særligt i den suverænt slidstærke og stemningsfulde ‘Signs’ – men her kan intet redde den småpinlige mangel på timing og den helt kappede jordforbindelse i replikkerne, som specielt Gael García Bernal kæmper en svær kamp for at levere. Værre bliver det kun af en smuk og nærmest poetisk scene i filmens anden halvdel, der teaser den film, ‘Old’ aldrig blev.

Og så de bedste.

(Tæt på listen: ‘Promising Young Woman’, ’Never Rarely Sometimes Always’, ‘Don’t Look Up’, ‘Titane’)

(i tilfældig rækkefølge)

NOMADLAND
Chloe Zhao har gjort det af med det gavmilde lag tandsmør fra sin højtbelagte debut ‘The Rider (som jeg fandt virkelig svær at sluge) og fundet ned til brødet under sin søgende, sværmeriske stil. ‘Nomadland’ er hendes bidrag til amerikanske films store showroom af Oscar-vindere, der stikker en finger i jorden og hjertet, men det fede er, at den både virker stor og lille. Der er en personlig investering – en følelse og et udtryk af noget nærmest hjemmelavet – der modvirker de små antræk til turistbrochure og følefilm og i stedet gør oplevelsen nærværende og sanselig. Her mærker man virkelig vinden suse, campingdøren trække og maven rumle, når en sublim Frances McDormand driver omkring på må og få. Hun er det bankende hjerte i en film, der føles mere levende end de fleste.

PLEASURE
En kvinde står overskrævs i et badekar og barberer sig mellem benene, sårbart og ret usexet. Hun skynder sig, for der er noget, hun skal nå. Det er scene nummer to og den helt logiske åbning på ‘Pleasure’, svenske Ninja Thybergs illusionsløse film om den amerikanske pornoindustri. Det her er ikke bare en alvorssnak med et pornoficeret drenge/mandesind, men et kvælertag på de mekanismer og impulser, der fylder pornoproducenternes lommer dag efter dag, år efter år. Når Thyberg vender linsen mod svedige, forvredne mandeansigter og stirrende kameraer i håndholdte POV-shots, nærmer det sig ren skræmmepædagogik, men hold fast hvor det trænger igennem. I centrum står en frygtløs præstation fra debutanten Sofia Kappel, der lægger krop til særligt to af den slags scener, man aldrig glemmer igen. Som film er ‘Plesure’ skarpt og ind imellem lidt uskønt skåret, men som skildring af et frastødende og sært fascinerende miljø gør den noget vigtigt for verden. Her kan man virkelig snakke om en uafviselig film.

THE NEST
Der er ingen vold og ingen våben, ja faktisk slet ingen udtalt trussel i ‘The Nest’ (der har fået den danske titel ‘Life of Deception’ og kan findes på Viaplay eller Yousee under netop den titel). Alligevel står hele filmen og dirrer af højspænding. Jude Laws karisma kan igen-igen sælge sand i Sahara, og her går han i ét med rollen som åleglat forretningsmand, der lokker sin familie med til den engelske countryside for at bo i et stort tomt hus. Instruktøren Sean Durkins forrige film, den stilfærdigt rystende ‘Martha Marcy May Malena’, ligger 10 år tilbage, men Durkins greb om filmmediet er stadig friskt og spændstigt og trykker alle de rigtige steder. Med ‘The Nest’ har han skabt en af årets skarpest klippede og smukkest filmede film, en kølig ægteskabsgyser fuld af perfekt tempererede replikker og giftige enkeltscener, der får det til at stramme i maven.

THE POWER OF THE DOG
Der er et navn – Bronco Henry – der giver genlyd i tankerne længe efter, at ‘The Power of the Dog’ er slut. Det er svært at forklare hvorfor, men det gør det. Og så er der en karakter, Phil Burbank – spillet uforglemmeligt af en karriere-peakende Benedict Cumberbatch – der træder frem fra hestestallens skygger som et af de mest fascinerende og sammensatte mennesker i nyere tids filmhistorie. Resten af Jane Campions film vil gøre sig bedre som en oplevelse uden for skriftligt referat, fordi langt det meste sker rundt i kanterne og nede i sprækkerne af ‘The Power of the Dog’. Ikke én scene går til spilde i Campions erfarne hænder, men hendes tidssvarende drama føles hverken taktisk eller udspekuleret eller for opsat på at gennemtrumfe en agenda. Måske den bedste alternative western siden ‘There Will Be Blood’.

FLUGT
Vi har set billederne, hørt tallene, læst overskrifterne. Netop derfor er ‘Flugt’ så forbandet vigtig. Den handler om at lytte og føle. Den handler om empati. Blev det ved vigtigheden, var ‘Flugt’ forbeholdt folkeskoleklasser og tv-sendeflader, men også fremtidige filmskabere og dokumentarister bør tage ved lære af Jonas Poher Rasmussens visuelt slående og instinktivt medrivende film. Man forstår, hvorfor en betaget filmverden har lagt sig for fødderne af ‘Flugt’, og jeg håber alt det bedste for Amin og hans kæreste, hvorend de så er.

Andre 2021-film set i 2021: The Way Back, Zack Snyder’s Justice League, Wonder Woman 1984, Love and Monsters, Sound of Metal, Raya and the Last Dragon, Luca, Possessor, Cruella, A Quiet Place II, Schumacker, The Green Knight, Free Guy, The Suicide Squad, Malignant, Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, The Empty Man, Den blå orkidé, Red Notice, Gunda, De uskyldige, The Hand of God, Gritt.

Skal nævnes:

BO BURNHAM: INSIDE (på Netflix)
'FaceTime With My Mom'. 'White Woman's Instagram'. 'Welcome to the Internet'. 'All Eyes on Me'. Ringer de her titler en klokke, får de dig forhåbentlig til at smile en smule og mindes en aften foran fjerneren udover det sædvanlige. Siger de dig ingenting, skal du gå ind på Netflix og skrive ‘Inside’ og klikke på ham den lidt ynkelige mand i bar mave og underhylere, der slår tiden ihjel under corona-lockdown. Og så skal du saftsuseme opleve, hvordan en krøllet hjerne kan blive sat fri af at være spærret inde. For eftertiden vil Bo Burnhams film/comedyspecial/sketchshow stå som et af de mest originale vidnesbyrd fra coronaens tidslomme, men som en kreativ omgang sjov og ballade er ‘Inside’ også bare helt i særklasse.

Solbagt badeferie får det til at lyne og tordne i hjernen

 'Aftersun', instr: Charlotte Wells, 2022.

Frihedsbrevet, 1. februar 2023.

Det er mere end tvivlsomt, om der er nogen som helst grad af sandhed i anekdoten om, at selveste Ernest Hemingway engang vandt en novellekonkurrence ved at skrive en tekst på bare seks ord. Uanset ophavet er det svært at glemme de seks ord igen, når man først har læst dem. 

"For sale: baby shoes, never worn," lyder de bare 25 bogstaver, der på 2–3 sekunder åbner døren til en smertefuld verden på klem. 

Snakker vi film, kunne skotske Charlotte Wells spillefilmsdebut, 'Aftersun', meget vel gå hen og blive et moderne referencepunkt for, hvor subtilt man kan fortælle en universel historie. 

Vi får intet at vide, men dumpes direkte ned i turistbussen, hvor en bare 30-årig far og hans 11-årige datter har kurs mod en tiltrængt badeferie i det solbagte Tyrkiet. Han filmer, hun griner, og han filmer noget mere. Den ene dag tager den anden. Næsten intet sker. En følelse puffer til en anden, der puster til en tredje, som går i sig selv. Og pludselig er over halvdelen af den far/datter-fortælling, der i pressematerialet beskrives som “øm” og “hjerteknusende”, tilbagelagt uden et eneste dramatisk bump på vejen. 

I ni ud af ti tilfælde var det her filmiske korthus blafret til jorden ved den første tunge udånding. 

Der er bare det ved 'Aftersun', at den føles som dén tiende film, der står, hvor andre falder. 

Filmen er drevet af den skotske skuespiller Paul Mescal, der smadrede sig vej gennem lydmuren i miniserien 'Normale mennesker', og som nu igen er helt umulig at tage øjnene fra. Men den er forløst af 35-årige Charlotte Wells og hendes blik for at skabe en filmisk bolig med rum og plads til seerens egne følelser. Rundt omkring på væggene hvirvler skygger af Paul Mescals drengede og lidt bankede udtryk og giver fornemmelsen af et indre liv, der spilkoger. Jo tættere jeg kom, og jo nærmere jeg kiggede på de skygger, jo mere lignede de omridset af mig selv. 

Altså: Masser af skygger, antydninger og indestængte følelser – holdt sammen af en kyndig filmdebutants faste greb. Så hvordan kom det lige dertil, hvor jeg sad med tårer rendende ned ad begge kinder, da det hele var slut? 

Det spørgsmål vil rigtig mange danske anmeldere givetvis forsøge at besvare, når 'Aftersun' får biografpremiere i morgen, torsdag. Nok fordi deres kinder også var våde og salte ved afslutningen på det her hypede festivalhit, der er blevet båret på hænder og fødder på sin færd rundt i Europa, før det nu har nået Danmark. 

For en sjælden gangs skyld har jeg selv mest lyst til at lukke munden og holde det hemmeligt, hvad 'Aftersun' har hvisket mig i øret. Blandt andet fordi det – ligesom historien om de ubrugte barnesko – står stærkest frem som stikord frem for forklarende tekst. 

Som minimum kan det siges, at noget synes at falde på plads, idet Oscar-vinderen Barry Jenkins toner frem som medproducent i rulleteksterne. Det giver mening. Der er toner og skær af hans 'Moonlight' (2016), af Sofia Coppolas 'Lost in Translation' (2003) og af tyrkiske Nuri Bilge Ceylans 'Climates' (2006) i en film, der alligevel lyder og smager helt som sin egen. 

Og så har jeg ikke engang nævnt en slutning, der får det til at tordne og lyne i hjernen med så simple, slående midler, at enhver filmstuderende må rive sig i håret af begejstring såvel som misundelse. 

Næsten uden at gøre noget ender 'Aftersun' som et paradoksalt brag; som en elementær selvfølgelighed og et voldsomt stormvejr, der udlignes af hinanden. Lidt ligesom at høre – og nu siger jeg det bare – det faktum, at dine forældre engang har været unge. Og at de en dag skal dø. Det er dér, vi er i Charlotte Wells krystalklare debut. Så tag hende i hånden, og træd med ind i det flimrende mørke. Mod bunden og toppen; det fører det samme sted hen. Hvordan man end vender og drejer den, er det en kæmpestor oplevelse at være nået dertil.

Mislykket og uforglemmelig

 'Blonde', instr: Andrew Dominik, 2022.

Frihedsbrevet, 12. oktober 2022.

Man får lyst til at skære igennem af at se den nye film om Marilyn Monroe, 'Blonde', på Netflix. 

Simpelthen sige, at nu er det nok. 

Nok med al den spalteplads til et fundamentalt mislykket filmprojekt og dens selvforelskede instruktør, der har brugt årevis på at puste sig selv og sin films vigtighed op. 

I det modsatte ringhjørne kunne man sige: Nok med de sure miner, der klager over et kreativt frigjort, bredmasket kunstværk som 'Blonde'. En film, der i en verden af millimetermålt middelmådighed og algoritmisk vanetænkning faktisk går kontra på det hele og oprigtigt virker skabt, som var der ingen i morgen.

Jeg forstår til fulde Weekendavisens Lasse Winther Jensen, der revsede Andrew Dominiks tre timer lange, fakta-forvrængende portrætfilm for at lide under instruktørens “eklatante mangel på smagfuldhed og subtilitet”. 

Et andet sted inde i mig lurer dog lysten til at gøre som instruktørlegenden Martin Scorsese, der i 2017 forsvarede Darren Aronofskys åndsbeslægtede film 'mother!'. Det gjorde Scorsese ved at fremture, at den her taktile, gennemkomponerede, grænsesøgende type film fortjener objektiv anerkendelse, fordi de kun kan sættes i verden af “ægte, passionerede filmskabere”. 

Om man vil det eller ej, står man med et sværd i hånden efter at have set 'Blonde'. Og er der én, man umiddelbart har lyst til at hakke det ned i nakken på, er det instruktøren Andrew Dominik. 

Australieren kommer med to film i bagagen, westernfilmen 'The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford' (2007) og gangsterdramaet 'Killing Them Softly' (2012), og han har angiveligt brygget på 'Blonde' i mere end 10 år. Nu står han her så med en færdig film baseret på Joyce Carol Oates lidt faktuelle, lidt fiktive romanportræt fra 1999, og han kan ikke selv høre eller mærke, hvor ensidigt det virker, at hele Marilyn Monroes skæbne skulle bero på en fraværende far. 

Var blondinens undergang virkelig så simpel? 

Det spørgsmål melder sig flere gange undervejs i Blonde, og det i takt med, at Dominiks tonedøve replikker og hovedrolleindehaveren Ana De Armas’ ensidige skuespil insisterer på den totale tristesse. Som når Marilyn Monroe – eller Norma Jeane, som hun faktisk hedder – opsøger sin demente mor for at fortælle om det barn, der gror i hendes mave.

“How would you like to be a grandmother?” spørger filmstjernen med et oplivet smil. 

Og så kan du ellers tælle til tre og se smilet krakelere, så snart den konfuse, men demonstrativt surmulende mor i badekarret svarer: 

“What year is this? What year did we travel to?” 

Kvælertaget på stjernen i midten virker ganske enkelt trættende gennem den overdimensionerede spilletid, og i baghovedet lyder et ekko af Andrew Dominiks egne lovprisninger af “mesterværket”, som han ved flere lejligheder har kaldt 'Blonde'. Om Norma Jeane/Marilyn Monroe selv ville have delt det syn på filmen, virker helt legitimt at tvivle på, og en nærliggende tanke i mit hoved vender igen og igen tilbage til, om ikke en kvindelig lidelseshistorie fra de gyldne Hollywood-dage havde gjort sig bedst uden den biografiske forpligtelse lænket om foden. For både filmens og menneskets skyld. 

Alligevel må man anerkende Andrew Dominik for at have skabt et værk, der søger og tryktester grænser – og som helt tydeligt er skabt af folk med sans for filmmediets mest vidtgående muligheder. 

Når den er bedst – og det er den særligt i sin sidste time – fremtryller 'Blonde' klaustrofobiske og taktile kvaliteter, der både tåler sammenligning med Darren Aronofskys førnævnte 'mother!' og hans notorisk ubehagelige, smerteligt smukke misbrugsfilm 'Requiem for a Dream' (2000). Lidt på samme måde er vi her helt inde og svømme i hovedpersonens blodbaner i de abstrakte passager, hvor Norma for alvor snapper efter vejret og møver sig vej gennem horderne af grådige kroppe. I en overvældende sekvens er der premiere på Billy Wilder-klassikeren 'Some Like It Hot', og frådende mænd med alt for store munde står langs den røde løber og råber af filmstjernen i det, der ligner en feberdrøm, og som måske også er det. I hvert fald vågner salig Norma Jeane i et flysæde, omtumlet og panisk, blot for hurtigt at presse sig vej forbi sine medpassagerer – der så viser sig at være tilskuere i den premierebiograf, som nu pludselig omslutter og bifalder hende til rulleteksterne af 'Some Like It Hot'. 

Det er kvælende og isnende filmkunst, der vender vrangen ud på op og ned uden at spørge om lov. 

Spørger du mig direkte, om jeg vil anbefale andre at tilbringe tre timer i 'Blonde's kvælende selskab, så aner jeg ikke, hvad jeg skal svare. Men hvis du allerede har set den, vil jeg gerne snakke. Nok også længe. Om Andrew Dominik og hans mod og mangler, om autofiktionens faldgruber og de vilde vrangbilleder af en stjernes vej mod bunden. Om den nerve, der lyser ud fra hver en provokerende sprække i 'Blonde', og om en vellykket portrætfilm, der næsten var, men aldrig rigtig blev.