Årets bedste film var et underkendt mesterværk, der skar mig midtover

Årsopsamling, 2022.

Frihedsbrevet, 28. december 2022

To gamle mennesker sidder i en lejlighed. Og der bliver de siddende. Så kort og tørt vil en skeptiker kunne pitche den absolut bedste film, jeg så i 2022 – et værk af så drøj, ufortyndet styrke, at det har været vanskeligt at fordele vægten i det her nyhedsbrev og rent faktisk snakke “årets film” i flertal fremfor ental. 

På trinnet lige under – for sådan et var der trods alt – stod en lille, islandsk film på tæer for at fastholde et kvælertag, jeg stadig mærker som en ømhed i struben den dag i dag. Den film var i øvrigt ikke Hlynur Palmassons storroste og ligeledes islandske prisvinder, 'Vanskabte Land', men den kan du til gengæld også læse om i afsnittet med årets skuffelser og overraskelser samt de fremragende film, der havde mesterværket inden for rækkevidde. 

Og det er der, vi begynder. 

Godt og blandet fra ingenmandsland 

I et slags ingenmandsland, kan du sige. 

Omringet af film, der på den ene eller anden måde plæderer for opmærksomhed inden årets udgang – flere af dem med en god sag på hånden. 

Tag bare de mudrede, duknakkede soldater fra Netflix-filmen 'Intet nyt fra Vestfronten', der bedende rækker ud efter en bid mad eller en smøg. Jeg stikker dem en krøllet cigaret fra weekendens pakke og skærmer en hånd for lighterens flamme, og meget mere bliver det ikke til. Dertil er Edward Bergers film for lang i spyttet og for skødesløs i omgangen med effektive krigsfilmsklichéer, der kun får feltrationerne til at glide ned, fordi de smager af rene e‑numre. Så foretrækker jeg næsten råd og mug, hvilket 'Intet nyt fra Vestfronten' – når den er bedst – da også ind imellem smagte og lugtede af. 

Se også akrobaten derovre med trompetbukserne og hanekammen og et boldtræ balancerende på næsetippen. 'Everything Everywhere All at Once', står der på den fremstrakte hat, han vil have os til at kaste penge i – og som faste læsere af Fri Kritik vil vide, er det ikke en titel, jeg tænder på. Heller ikke nu, hvor anmeldere og fagfolk verden over udråber Daniel Kwan og Daniel Scheinerts spredehaglsalve af en alt-mulig-film som et 2022-højdepunkt, og hvor Oscar-hypen seriøst tager til. “Anstrengende” var et ord, jeg vist aldrig fik brugt i min anmeldelse tilbage i august, så det gør jeg nu. For hold op, hvor var den film anstrengende. 

Færre pangfarver og mindre fart var der over feltet hos 'Hændelsen', franske Audrey Diwans sammenbidte abortdrama, der sidder fromt i et hjørne og lader folk komme til sig. Og hvad vil den have, spørger du? Ikke rigtig noget, bare 100 minutter af din tid, der givetvis vil medføre dyb sympati og iskoldt ubehag. Med til den oplevelse følger også en klar fornemmelse af at blive ført gennem værket med hård hånd, og få udpeger pointerne med så mundrette replikker, at troværdigheden får et par trykmærker. Filmen over Annie Ernaux’ roman vil efterlade de færreste upåvirkede, men hvor havde Per Juul Carlsen dog egentlig ret, da han i sin begejstrede anmeldelse roste 'Hændelsen' for at fremstå som “et katalog over de vigtige tematikker og problematikker omkring abort”. Meget rigtigere kan det desværre ikke siges. 

Så lader jeg mig hellere lokke af amerikaneren Ti West, der med en kroget finger står og peger ind mod laden ovre bag buskadset dér. Her gemmer han på blød porno, sjaskvåde mord og solbagt nostalgi fra de sprøde 70’ere, og det i en horror-cocktail, der får det til at kilde i hjernen for hver en tår, man tager. 'X' hedder filmen, der bør få navnet Ti West til at give seriøse udslag på enhver filmelskers radar fremover – og som uden tvivl ville have kæmpet med om det yderste mandat, hvis det her var en klassisk top 5‑liste. 

I sådan en situation skulle 'X' og Ti West blandt andet have gnedet skuldre med østrigeren Ulrich Seidl og hans 'Rimini'; en slags bratwurst-version af Darren Aronofskys 'The Wrestler' tilsat kulørte kolonihavelamper, dåsebeats fra DK4 og en afdanket schlager-sanger, der synger på sidste vers. Her finder man en af årets store præstationer i østrigske Michael Thomas og hans portræt af Richie Bravo; et rødmosset og på flere måder massivt menneske, der får hele filmen til at bruse af et højt blodtryk. 'Rimini' sætter sig fast et sted, hvor den mærkes, og havde instruktøren Ulrich Seidl haft lige så klare visioner for sin gradvist mere uinspirerede anden halvdel som til den gnistrende gode første, så havde han haft en ny europæisk filmklassiker på hånden. 

Samme potentiale fandt man i dansk-islandske Hlynur Palmassons tredje film, 'Vanskabte Land', der efter en fantastisk første time lignede en selvskrevet tilføjelse til den nordiske filmkanon. Fortællingen om en ung dansk præsts missionsrejse til Island stagnerer dog totalt i time to, hvor rejsens trængsler veksles til et ophold på en vindblæst herregård. Her skal et slag på synspunkter og religiøse overbevisninger slås, men i Palmassons diffuse omgang med de dramatiske relationer forbliver det uklart hvorfor og hvordan. Jeg savnede i hvert fald noget at holde fast i og mærkede mine fingre glide rundt i Elliott Crosset Hoves mere og mere skingre, til sidst irriterende præstation. Når stormen har lagt sig, er der noget forstilt og forceret, som 'Vanskabte Land' aldrig får rystet af sig, og den føles tættere på Palmassons skitseagtige debutfilm 'Vinterbrødre' (2017) end hans langt bedre, mere rodfæstede opfølger, 'En hvid, hvid dag' (2019). 

Vejen frem mod de to film, der virkelig stak af i 2022, er lang. Derfor springer vi henover tre fremragende film, jeg tidligere har rundet i Fri Kritik, og som helt klart hører til i toppen af det forgangne filmår. For nuværende altså intet nævnt, men heller intet glemt om Céline Sciammas 'Petit Maman', Joseph Konsinskis 'Top Gun: Maverick' og Joachim Triers 'Verdens værste menneske'. 

Og nu til de to, der trak fra. 

Av mit hjerte

“Magisk Oscarkandidat får hjertet til at buldre afsted,” skrev Politikens Nanna Frank Rasmussen i sin femstjernede anmeldelse af 'Beautiful Beings'. Og netop så fysisk og håndfast fortjener sproget at være, når man taler om den her film. 

Gennem store dele af Guðmundur Arnar Guðmundssons islandske ungdomsdrama hamrede mit hjerte afsted med en fart, som stod jeg plantet på flade fødder tilbage midt i mit livs første kys – eller omringet af udskolingens tæskehold på en mørk villavej i Valby. Det her er med andre ord en film, man fysisk mærker midt i kroppen, mens den samtidig sætter strøm til hele overetagens tilsandede lager af minder og tanker fra et tilbagelagt ungdomsliv. 

På et tidspunkt, i den mest tilspidsede scene, sortnede det faktisk kort for mine øjne, hvilket i sig selv kvalificerer 'Beautiful Beings' til titlen som den mest intense filmoplevelse, jeg nogensinde har udsat min krop for – helt oppe på siden af tænderskærende krigsfilm som 'Gå og se' (1985) og 'Son of Saul' (2015).

Som sådan er plakatens luftige Instagram-farver og titlens bløde kanter meget langt fra den brutale virkelighed, vi møder i 'Beautiful Beings'. Filmen tager armen godt rundt om fire drenge på en folkeskole i Reykjavik – Addi, Konni, Balli og Siggi – og holder dem tæt ind til hinanden, mens den stirrer ind i hver deres omtumlede liv præget af svigt, usikkerhed og kogende aggressioner. Man kan klandre, at dårligdommene næsten står i kø, og at filmen bevæger sig på kanten af den rene, oplistede elendighed. Og det er måske ikke så løgn endda. Det ændrer bare ikke på, at 'Beautiful Beings' er elektrisk og energisk og følsom som bare fanden, og at dens gehør for ungdommens sprog – verbalt såvel som fysisk – må efterlade en grim smag af misundelse i munden på særligt dansk film. 

Helt utroligt er det dog, hvor lidt kærlighed denne her film har fået i branchen og deraf den brede offentlighed. I forrige uge glippede dens Oscar-chancer ved den første grovsortering, og ikke ét internationalt branchemedie, der har oplistet årets 10, 20 eller 50 bedste film, har nævnt 'Beautiful Beings' med ét ord. Ikke engang førnævnte Politiken kunne finde plads til den på listen over årets 22 bedste film. Det er dybt absurd. Guðmundur Arnar Guðmundsson og hans helt utroligt gode skuespillere fortjener alverdens ros for at sætte fokus på så svære følelser, som det sker i 'Beautiful Beings'. Jeg så kun én bedre film i 2022.  

Skåret over på midten 

Da jeg gik på Journalisthøjskolen, var der en passage i en af mine medstuderendes reportage-artikler, jeg aldrig glemmer. I artiklen blev en ældre mand, Per, kort spurgt ind til tabet af sin hustru og ledsager gennem et langt liv. Til det tab svarede han:  

“Man bliver ikke til én. Man bliver til en halv.”  

Koblingen til den bedste film, jeg så i 2022, er til at tage og føle på. 

 

Det sørger den fransk-argentinske instruktør Gaspar Noé for, da han få minutter inde i 'Vortex' sætter noget i gang oppe i toppen af billedet. 

 

Ned fra loftet kører en sort streg, og det til synlig rædsel for den demente gamle kvinde, Elle. Hun ligger fastfrosset i sengen ved siden af sin mand og ser bjælken fortsætte fra top til bund. 

Med ét har en overvældende dobbeltfilm taget sin begyndelse, og den skal tages for pålydende: I billedets venstre side slentrer herren i huset, Lui, rundt i hjemmesko og taler i telefon. I den højre side følger vi Elle og hendes desorienterede færd rundt på må og få. Alt imens stregen i midten bare er der; som skillevæggen mellem de to kameraer, der simultant bevæger sig med rundt i ægteparrets rodede og labyrintiske lejlighed. 

Der er flere grunde til, at 'Vortex' trænger længere ned i kødet på sine to karakterer end det gængse alderdomsdrama, du finder i bedste sendetid – og at filmen, flot som den er, aldrig føles flashy i sin markante æstetik. En af dem hedder Gasper Noé, og nu skal jeg tage mig selv i nakken, for Noé er sådan et navn, der får en filmskribents fingre på gled. Vi er mange, der kan gå i selvsving over navnet Noé, ikke mindst fordi han så dragende har formået at sætte levende billeder på helvedes forgård gennem de sidste 25 år. 

I debutfilmen 'I Stand Alone' (1998) var det mennesketomme, gullige gader i en fransk forstad. I gennembruddet 'Irreversible' (2002) var det en bælgmørk, gyngende natklub og en alarm-rød undergrundstunnel i det centrale Paris. Og i Gaspar Noés forrige film, 'Climax' (2018), var det en nedlagt kostskole på Lars tyndskids Mark, hvor druggede dansere gik i opløsning til tonerne af techno og house. Ind imellem de film svæver noget, der ligner et hovedværk om livet, døden, himlen og jorden og alt det imellem, nemlig den metafysiske “ud af kroppen”-film 'Enter The Void' (2009) og dens fremstilling af Tokyo som en febervåd, neon-blinkende skærsild. 

I 'Vortex' går Gaspar Noé skridtet videre fra sine vanlige hurlumhejhuse. Han skaber en lejlighed, der bringer tilværelsens grundstof helt tæt på. Det nærmest drypper fra væggene af levet, lagret liv. Den lejlighed overgår det meste. Det samme gør de to mennesker, der vandrer rundt i den og kun sjældent suger en frisk mundfuld luft i lungerne. Sjældent har man set et menneske stirre så dybt og ufravigeligt ned i livets afgrund som franske Françoise Lebrun, mens den italienske horrorinstruktør Dario Argento er hevet ind fra højre til en meget sen skuespillerdebut til historiebøgerne. De to burde have vundet alverdens priser for det, de udretter her. 

'Vortex' er uendelig meget mere end et koldt, konceptuelt filmeksperiment. Den er et levende, vibrerende stykke filmkunst, der – ligesom Per fra min medstuderendes artikel – indrammer store følelser i en stringent matematisk logik. Jeg har lyst til at råbe fra byens tage, når de skelsættende film i ny og ny træder ud fra mængden. Det her er en af de film. Et mesterværk. 

Halløj på Rigshospitalet

Der er også noget andet, vi bliver nødt til at tale om, og det er Lars von Triers 'Riget Exodus'. Godt nok er der tale om en serie, men gennemgår man årets film, må man nødvendigvis medregne et længe ventet og nu højaktuelt værk fra Danmarks største filmnavn. Især når man – som jeg – har lagt billet ind flere måneder i forvejen. Her i Fri Kritik opfordrede jeg tidligere i år anmeldere og smagsdommere til at lade tungen blive i munden og finde spanskrøret frem, såfremt von Trier satte sin bare mås i klaskehøjde med 'Riget Exodus' – et værk, der set i lyset af hans nylige Parkinsons-diagnose må betragtes som Triers potentielt sidste. 

Selv skal jeg være den første til at medgive, at 66-årige Trier for længst har gjort sig fortjent til en plads i inderkredsen af kompromisløse filmkunstnere, der har tilladelse til at gøre nærmest alt, hvad de ønsker. Når Lars siger hop, så hopper vi – også ned på de tegnestifter, han har placeret under taburetten. Og den afklippede klitoris, den talende ræv, kridtstregerne på gulvet og de tvivlsomme computereffekter, alt det tager vi med, alt det tilgiver vi, fordi der bag staffagen og den dårlige smag gemmer sig noget så sjældent som rå, upolerede følelser. 

For at blive i terminologien om en filmverden, der hopper, når Lars siger hop, er problemet med 'Riget Exodus', at den føles som ét stort, over-kommanderet hoppeshow. Man bliver ganske enkelt træt i knæene efter en halv times tid på Rigshospitalet, hvor balancegangen mellem det halvt morsomme, det halvt skrækindjagende og den hele tiden uforsonligt sitrende karakter- og miljøtegning – altså godt og vel alt det, der gjorde de første to sæsoner til velfortjente klassikere – nu er erstattet af ren revy-stemning. Fred være med det, hvis det så bare var sjovt. Eller hvis det så i det mindste var tankevækkende eller provokerende i hele sin “fuck dig og dine forventninger”-mentalitet. Men det er det bare ikke. 'Riget Exodus' er hverken sjov eller tankevækkende, stødende eller provokerende. Det er bare rigtig, rigtig dårligt. 

Vil jeg så bare have mere af det gamle, kan du spørge? Nej, men jeg vil heller ikke have fem stive timer af det impotente sjusk, Triers venstre hånd har leveret her. Eksemplerne på fadæsen er utallige, og det her er bare et fra toppen af mit hoved: På et tidspunkt har overlæge Pontoppidan – spillet af en sagesløs Lars Mikkelsen – skrevet en juletale til sine medarbejdere. Af årsager, jeg aldrig fik fat i, har han forelsket sig i ordet L (L for Lars, måske?) og i den forbindelse besluttet, at alle ord i talen skal have L som begyndelsesbogstav. Som hvis jeg var gået fuld Stewart Stardust og var fortsat ud af en tangent, da jeg tidligere i nyhedsbrevet skrev “levet, lagret liv”. Sådan er Pontoppidans tale skrevet, kun med L’er – hvilket desværre bider ham i røven, da han på dagen, hvor talen skal fremføres, er blevet heftigt forkølet efter at have tilbragt natten i en kummefryser (don’t ask). Så da han står foran folkene i et spændt auditorium, falder det hele på gulvet, fordi en snottet næse får “L” til at lyde som “N”. Højstemte opfordringer som “Lad livet larme” bliver til “nad nivet narme”, og “Lev livet længe” bliver til “nev nivet nænge”. Og medarbejderne? De udvandrer og efterlader Lars Mikkelsen i tårer og forvitrelse i en scene så pinlig, at selv 'Centervagt'-instruktøren Rasmus Heide ville have svært ved at fake et grin. 

Tanken om anmeldere, der har følt sig presset til at grine, da serien fik verdenspremiere i Venedig, kan gøre mig helt vred. Det samme kan forestillingen om de danske tv-stuer, hvor nervøs kluk-latter og sammenvredne hænder modstår fristelsen til at gribe ud efter fjernbetjeningen og slukke for 'Riget Exodus', når den efter nytår indlemmes som public service-tilbud på DR. 

Spørger man mig, kan man med ro i sindet slukke og bruge tiden på noget bedre – for eksempel på at se eller gense Lars von Triers andre bidrag til den visionære filmkunst. De fleste af dem vil forhåbentlig og formentlig overdøve den her pivfalske svanesang. 

Vinduet står åbent – så ræk armen ind 

Vi slutter på en lidt mere oplivet note – med et citat fra en mand, som jeg er ked af at måtte liste ind ad bagdøren på denne her måde. For jeg kan skidegodt lide James Cameron og det, han står for, og derfor irriterer det mig, at jeg ikke fik set 'Avatar: The Way of Water' inden dagens deadline. Ingen pengecheck eller alvorssnak fra streamingverdens øverste hjørnekontor kan omstøde den 68-årige blockbusterkonges tro på, at blå væsener på en fjern planet er værd at bruge resten af livet på. Og i en filmverden præget af hurtige idéer og flakkende blikke tager jeg hatten af for det. 

Citatet her er fra 2011 og gik specifikt på Camerons højtbesugne håb for den såkaldte high frame rate – den højnede frame-hastighed, der bløder bevægelsen i de levende billeder og bringer dem tættere på virkeligheden. 

“3D,” sagde Cameron, “viser dig et vindue ind i virkeligheden. Den højere frame-hastighed tager glasset ud af vinduet”. 

Metaforen for det teknologiske fremskridt – et vindue, vi kan række hånden ind i – har et indbygget sug i sig. Man rives med af tanken og kan se den for sig; hvordan 3D og high frame rates og visuelle landvindinger banket op af pionere med olieindsmurte hænder vil bane filmverdenens vej mod nye, spændende horisonter og fremme graden af den eskapisme, vi alle sammen elsker så højt. 

I den forbindelse er det bare værd at huske, at vinduet står åbent. Det er lige dér foran os, uden glas i og med alverdens ting og sager inden for en armslængde. Og rækker du hånden langt nok ind, er der nærmest ingen grænser for, hvad du kan få fat i. 

Knap 300 mennesker var vi, der indløste billet til 'Vortex', da Grand Teatret som den eneste biograf i landet viste filmen – ikke for en periode, men for en enkelt aften. Lidt, men ikke mange flere seere blev det til for 'Beautiful Beings', der fik et kort liv i landets arthouse-biografer. 1500 mennesker så dén film på det store lærred, har distributøren fortalt mig. Skal man fuldende treenigheden, ser det ikke voldsomt meget bedre ud for årets i min optik tredjebedste film, 'Petit Maman', der trods hypen fra instruktørens forrige film, 'Portræt af en kvinde i flammer', kun tiltrak 3000 danskere. Og sender man en tanke til den hypnotiserende italienske kunstfilm 'Grotten', der i al beskedenhed var en af årets bedste, tør jeg slet ikke tænke på, hvor få mennesker der lagde vejen forbi. 

Hvis vi tror på, at film kan gøre en forskel – og det tror jeg; det bliver jeg nødt til – så bør vi sørge for at se de bedste af dem. Nye som gamle, store som små. Det fortjener både filmene og vi, som ser dem. 

Længere kan min møre julehjerne ikke tænke lige nu. Tak, fordi du læste eller lyttede med, og hav et rigtig godt nytår.