Det forkerte synspunkt som det eneste rigtige

 'Spies og morgenbolledamerne' (tv-serie), instr: Sacha Sennov, 2022.

Frihedsbrevet, 31. august 2022.

Tag bare ladegreb, og vend sigtekornet herover. Mod mig, yes. Efter at have bevidnet over to timers dokumentation af misrøgtede kvinder er det vidnesbyrdet fra en glad og tilfreds gammel mand, der har fået mig til at crashe festen tæt på lukketid og skrive om serien, alle har set. 

Det ér bare umuligt at komme uden om Carl Bjerredahl, Simon Spies’ tidligere ven og ansatte, der med åben brystkasse træder forlæns ind i stålstormen og tager kugler for sin afdøde legekammerat. 

Bjerredahl er et kæmpe scoop i DR-dokumentaren 'Spies og morgenbolledamerne', og han er det lidt på samme måde, som et T-Rex-skelet ville være det i en udstilling om dinosaurerne. Flere har allerede beskrevet mandens nærmest museale kvaliteter som et decideret fortidslevn, men i bedste sendetid bliver han mere end det. Han bliver – frastødende frivilligt eller pinligt uforvarende, men under alle omstændigheder ekstremt værdifuldt – et talerør fra den forkerte side af banen. Du ved… Den svært tilgængelige side rig på undskyldninger og udenomssnak, afvisninger og henvisninger og ikke mindst tavshed. 

Kilder som Carl Bjerredahl er sjældnere og sjældnere i en tid, hvor shitstormen ikke er længere væk end en forkert affaldssortering eller et opildnet tweet. Her sidder en mand med glød i øjnene og siger alle de forkerte ting, fordi han fandme mener det. Hvor absurd det end virker, vil jeg gerne rose hans optræden. Ikke for at træde rigtigt, men for at træde forkert. For at prøve at tage os med derned i den blinde vinkel, bag hulens krumning, hvor lommelygten kommer til kort. For det er det, han gør. Også uden at vide det. 

Andre steder – på den rigtige banehalvdel – savner man både renere og mere nuancerede ord for pengene, som når en af Simon Spies’ tidligere præmiepiger blankt bedyrer, at man som en del af rejsekongens morgenbolletrup ikke kunne modsætte sig kravet om seksuelle ydelser. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, lader en af kvinderne os forstå. Det er den slags citatbidder, der gør sig uforskammet godt i flow-fladens reklamespots og overfyldte Facebook-feeds, men det hinter også til den psykologiske stikvej, som dokumentaren med rette kunne have bevæget sig bare en anelse længere ned ad – én, der måske smager en smule af victim blaming, men som ikke desto mindre føjer vigtige nuancer til spørgsmålet om, hvorfor de morgenbolledamer, der blev hængende, blev hængende. Hvad de fik, og hvad de mistede, og hvordan de to parametre står i forhold til hinanden, når eftertiden bringer dem ud på ét. 

Lysten at komme dybere ned i de angiveligt endeløse køer af velvillige piger på Vester Farimagsgade, der havde brysterne vendt mod solguden og ledestjernen Simon Spies, er selvfølgelig udtryk for DR-dokumentarens helt basale kvaliteter. 'Spies og morgenbolledamerne' er intet mindre end fascinerende, og den giver lyst til flere detaljer og vinkler fra tiden, den foregår i. Og aner man ikke, om pladsen i Helsingør bør skifte navn eller ej, eller om nutidens Spies-koncern skylder en undskyldning på hvidt papir, gør det ikke noget. Selv uden at vide det, er man sandsynligvis blevet klogere, når 'Spies og morgenbolledamerne' er forbi.