I blandingsbøtten bliver selv pangfarver brune

'Everything Everywhere All at Once', instr: Daniel Kawn og Daniel Scheinert, 2022.

Frihedsbrevet, 6. juli 2022.

Det lyder sikkert alt for søgt at sammenligne den pangfarvede, skingrende vanvittige og sensationelt succesfulde amerikanske science-fiction-actionkomedie 'Everything Everywhere All at Once' med et leverpostejsfarvet tysk hverdagsdrama og en forsigtig fransk børnefilm. Men giv mig lige chancen.

I tyske 'Toni Erdmann' (2016) skred en fortvivlet far til handling og iførte sig paryk og store falske tænder i et desperat forsøg på at nærme sig sin utilnærmelige datter. Og i franske 'Petit Maman' fra sidste år mødte en 8-årig pige sin egen mor som jævnaldrende og blev på mystisk vis hendes betroede legekammerat. I nutiden og fortiden. På samme tid. 

Begge film – mesterlige som de i øvrigt er – brugte relationerne mellem børn og forældre som byggesten, men bøjede konstruktionerne af i hver sin strittende retning. Noget nær det samme kan siges om 'Everything Everywhere All at Once', genrebastarden, der med konfetti i håret kommer buldrende ind på streamingbanen som et certificeret verdenshit. Enslydende lovprisninger, stakkevis af topkarakterer og en global biografindtjening på over 100 millioner dollars kan ikke tage fejl. 

Eller hvad?

I filmen får vaskeri-ejeren Evelyn vendt sin verden på vrangen af den slags chokmeldinger, som kickstartede Neos rustjetur ned gennem kaninhullet i 'The Matrix'. Universets orden er truet, og kun Evelyn kan bringe balance i det kosmiske regnskab, hvis ellers hun tager et bluetooth-headset på og gør, hvad der bliver sagt. Efter fem minutters skepsis går forlystelsen i gang, og ind ryger vi og Evelyn i det store multivers, hvor virkeligheden er en formbar bolledej, man banker og trækker i. Først for sjov, og så – som filmen skrider frem – for alvor. 

Imellem staffagen skal vi nemlig forstå, at det akrobatiske plot i 'Everything Everywhere All at Once' bunder i noget så jordnært som et dysfunktionelt mor/datter-forhold. Evelyns lesbiske datter Joy har fået nok af sin mors hang til traditionelt regelrytteri og rankrygget orden i regnskabsbøgerne, så hun er ganske enkelt gået amok. I den her films krøllede terminologi vil det helt konkret sige, at hun har bagt en stor, sort, altopslugende bagel, der bringer definitiv død og ødelæggelse på sin vej, og som hun agter at bruge som dommedagsvåben under dække af sit intergalaktiske superskurke-alias Jobu Tupaki. 

Medmindre mor Evelyn altså redder dagen. 

Hvis du føler dig hægtet af, er du ikke den eneste. Jeg er her også. Og Berlingskes Thomas Brunstrøm. Alle andre i den danske anmelderstand lader til at have haft en fest med 'Everything Everywhere All at Once', og kan man lide den, er der også meget at elske. Toilethumor med eksistentiel klangbund og dynamiske action-optrin kommer væltende i så gavmilde mængder, at selv 'Rick and Morty'-skaberen Dan Harmon og multikunstneren Bo Burnham må have meldt om fyldt pose og sæk ved premieren. 

Der kan umuligt have været plads til så meget som én post-it mere i det propfyldte manuskript. 

Med mængderne følger også en mæthed og træthed efter filmens første time, men det virker instruktør- og manuskriptduoen Daniel Kwan og Daniel Scheinerts ligeglade med. På det tidspunkt har de først lige smøget ærmerne op. Som et par kåde smådrenge uden fidus til Flügger svupper de låget af seks-syv forskellige malerbøtter og rører det hele sammen. En stor, langstrakt finale med multiversets motorvej som kamparena skal males i en helt ny farve, blandet på instinkt og rørt på vildskab, næstekærlighed og fuckfingermentalitet. Flere bøtter hentes ind, og Daniel-drengene hælder og hælder, rører og rører, mens de angiveligt kun fem mennesker, der har lavet computergenererede effekter til 'Everything Everywhere All at Once', ivrigt rører med.

Pludselig står den der så, den påståede nøglescene mellem en mor og en datter, og insisterer på sin egen vigtighed – kastet ind midt i det, der vist nok skulle have været en vedkommende historie, men som for længst er spundet ud af kontrol. 

Egentlig er det vel fair nok, at den følelsesmæssige forankring ryger i svinget hos en selverklæret kaos-film som den her. Den hedder jo for fanden 'Everything Everywhere All at Once', og dens kreativitet kogte over. “Lev med det,” kan man næsten høre filmens fans plædere. “Hvor kedelig er du lige?”

Ikke alle film kan – som den tre timer lange 'Toni Erdmann' – slippe afsted med plottets kolossale campingsving og den firskårne grå discounthabit, hvis komplette mangel på visuel flair sjovt nok klæder dén film ulasteligt. Ligesom enhver færd udi mor/datter-relationelle abstraktioner ikke kan nedbryde voksenlogikkens barrierer med så meget indlevelse og så tæmmet vildskab som den forsigtige franske 'Petit Maman'. 

Film er trods alt forskellige.

Nogle kan og vil noget andet. Og nogle af dem – de allersjældneste – formår at tænke det hele forfra og føje nye farver til den filmiske palet. Jeg ville elske at løsne mine korslagte arme og hylde 'Everything Everywhere All at Once' som præcis sådan en film. Men når jeg kigger ned i blandingsbøtten, er der bare brunt.

Epic

'Project X', instr: Nima Nourizadeh, 2012

Scope.dk, 2. november 2020

Vil du med til fest?

Det bliver helt sygt. Der er swimming pool og to dj’s. Der er damer, masser af damer. Der er flipcup og strobelys og røgmaskiner, uendelige mængder alkohol og en ecstasypille til hver. Der er hoppeborg. Det stikker helt af. Miles Teller kommer. Alle kommer! Vil du med?

‘Project X’ lokker som en kroget pegefinger, der passer perfekt på politiets signalement. Alligevel træder man nærmere. Historien om tre high school-gutters privatfest, der spinner totalt ud af kontrol, er forældrenes værste mareridt og teenagernes vådeste drøm. Men i sin skamløse tilbedelse af ungdommens nedre barre er den også en vild, uafviselig film, der tvinger seeren til at forholde sig til provokationen.

Mange bedre film har både før og siden beskrevet teenagerens desperate længsel efter accept og popularitet, sex og/eller selvrealisering. Men få film – og hvilke egentlig? – har sat så præcist overdimensionerede billeder på hormonernes dirrende højdepunkt som ‘Project X’. Når vennerne Thomas, Costa og JB står på taget af festen og ser hele nabolaget myldre som en menneskelig myretue, giver det et alvorligt sug i maven. ”Look what we created. It’s… epic,” siger en af drengene. Det føles som verdens største underdrivelse.

‘Project X’ er bovlam og tonedøv, fuld af billige tricks og bristefærdige illusioner, og så synes den at mangle den en eller anden følsom nøglescene, der kan ryste den kapitalisme-klamme hånd af værkets lår. Men måske ville den scene have været malplaceret. Måske er det netop fraværet af den scene, der får subjektiviteten i 'Project X' til at hamre så herligt derudaf og giver oplevelsen en så befriende kras smag.

Filmen beskriver det punkt i livsbanen, hvor det at ramme rigtigt er at fucke op, og det at ramme bunden er at nå stjernerne. Den beretter trofast fra den forkerte banehalvdel og formidler en smittende energi. Den energi kan virke destruktiv og ‘mean-spirited’, som mange anmeldere har påpeget, og det er den måske også, men den er derude i verden – i nabolagene, på natklubberne, på internettet – og ‘Project X’ fanger den på flaske. 

Så er det bare af med proppen og tag en sniffer. For du vil jo gerne, ikke?

Det forkerte synspunkt som det eneste rigtige

 'Spies og morgenbolledamerne' (tv-serie), instr: Sacha Sennov, 2022.

Frihedsbrevet, 31. august 2022.

Tag bare ladegreb, og vend sigtekornet herover. Mod mig, yes. Efter at have bevidnet over to timers dokumentation af misrøgtede kvinder er det vidnesbyrdet fra en glad og tilfreds gammel mand, der har fået mig til at crashe festen tæt på lukketid og skrive om serien, alle har set. 

Det ér bare umuligt at komme uden om Carl Bjerredahl, Simon Spies’ tidligere ven og ansatte, der med åben brystkasse træder forlæns ind i stålstormen og tager kugler for sin afdøde legekammerat. 

Bjerredahl er et kæmpe scoop i DR-dokumentaren 'Spies og morgenbolledamerne', og han er det lidt på samme måde, som et T-Rex-skelet ville være det i en udstilling om dinosaurerne. Flere har allerede beskrevet mandens nærmest museale kvaliteter som et decideret fortidslevn, men i bedste sendetid bliver han mere end det. Han bliver – frastødende frivilligt eller pinligt uforvarende, men under alle omstændigheder ekstremt værdifuldt – et talerør fra den forkerte side af banen. Du ved… Den svært tilgængelige side rig på undskyldninger og udenomssnak, afvisninger og henvisninger og ikke mindst tavshed. 

Kilder som Carl Bjerredahl er sjældnere og sjældnere i en tid, hvor shitstormen ikke er længere væk end en forkert affaldssortering eller et opildnet tweet. Her sidder en mand med glød i øjnene og siger alle de forkerte ting, fordi han fandme mener det. Hvor absurd det end virker, vil jeg gerne rose hans optræden. Ikke for at træde rigtigt, men for at træde forkert. For at prøve at tage os med derned i den blinde vinkel, bag hulens krumning, hvor lommelygten kommer til kort. For det er det, han gør. Også uden at vide det. 

Andre steder – på den rigtige banehalvdel – savner man både renere og mere nuancerede ord for pengene, som når en af Simon Spies’ tidligere præmiepiger blankt bedyrer, at man som en del af rejsekongens morgenbolletrup ikke kunne modsætte sig kravet om seksuelle ydelser. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, lader en af kvinderne os forstå. Det er den slags citatbidder, der gør sig uforskammet godt i flow-fladens reklamespots og overfyldte Facebook-feeds, men det hinter også til den psykologiske stikvej, som dokumentaren med rette kunne have bevæget sig bare en anelse længere ned ad – én, der måske smager en smule af victim blaming, men som ikke desto mindre føjer vigtige nuancer til spørgsmålet om, hvorfor de morgenbolledamer, der blev hængende, blev hængende. Hvad de fik, og hvad de mistede, og hvordan de to parametre står i forhold til hinanden, når eftertiden bringer dem ud på ét. 

Lysten at komme dybere ned i de angiveligt endeløse køer af velvillige piger på Vester Farimagsgade, der havde brysterne vendt mod solguden og ledestjernen Simon Spies, er selvfølgelig udtryk for DR-dokumentarens helt basale kvaliteter. 'Spies og morgenbolledamerne' er intet mindre end fascinerende, og den giver lyst til flere detaljer og vinkler fra tiden, den foregår i. Og aner man ikke, om pladsen i Helsingør bør skifte navn eller ej, eller om nutidens Spies-koncern skylder en undskyldning på hvidt papir, gør det ikke noget. Selv uden at vide det, er man sandsynligvis blevet klogere, når 'Spies og morgenbolledamerne' er forbi.

Årets bedste film var et underkendt mesterværk, der skar mig midtover

Årsopsamling, 2022.

Frihedsbrevet, 28. december 2022

To gamle mennesker sidder i en lejlighed. Og der bliver de siddende. Så kort og tørt vil en skeptiker kunne pitche den absolut bedste film, jeg så i 2022 – et værk af så drøj, ufortyndet styrke, at det har været vanskeligt at fordele vægten i det her nyhedsbrev og rent faktisk snakke “årets film” i flertal fremfor ental. 

På trinnet lige under – for sådan et var der trods alt – stod en lille, islandsk film på tæer for at fastholde et kvælertag, jeg stadig mærker som en ømhed i struben den dag i dag. Den film var i øvrigt ikke Hlynur Palmassons storroste og ligeledes islandske prisvinder, 'Vanskabte Land', men den kan du til gengæld også læse om i afsnittet med årets skuffelser og overraskelser samt de fremragende film, der havde mesterværket inden for rækkevidde. 

Og det er der, vi begynder. 

Godt og blandet fra ingenmandsland 

I et slags ingenmandsland, kan du sige. 

Omringet af film, der på den ene eller anden måde plæderer for opmærksomhed inden årets udgang – flere af dem med en god sag på hånden. 

Tag bare de mudrede, duknakkede soldater fra Netflix-filmen 'Intet nyt fra Vestfronten', der bedende rækker ud efter en bid mad eller en smøg. Jeg stikker dem en krøllet cigaret fra weekendens pakke og skærmer en hånd for lighterens flamme, og meget mere bliver det ikke til. Dertil er Edward Bergers film for lang i spyttet og for skødesløs i omgangen med effektive krigsfilmsklichéer, der kun får feltrationerne til at glide ned, fordi de smager af rene e‑numre. Så foretrækker jeg næsten råd og mug, hvilket 'Intet nyt fra Vestfronten' – når den er bedst – da også ind imellem smagte og lugtede af. 

Se også akrobaten derovre med trompetbukserne og hanekammen og et boldtræ balancerende på næsetippen. 'Everything Everywhere All at Once', står der på den fremstrakte hat, han vil have os til at kaste penge i – og som faste læsere af Fri Kritik vil vide, er det ikke en titel, jeg tænder på. Heller ikke nu, hvor anmeldere og fagfolk verden over udråber Daniel Kwan og Daniel Scheinerts spredehaglsalve af en alt-mulig-film som et 2022-højdepunkt, og hvor Oscar-hypen seriøst tager til. “Anstrengende” var et ord, jeg vist aldrig fik brugt i min anmeldelse tilbage i august, så det gør jeg nu. For hold op, hvor var den film anstrengende. 

Færre pangfarver og mindre fart var der over feltet hos 'Hændelsen', franske Audrey Diwans sammenbidte abortdrama, der sidder fromt i et hjørne og lader folk komme til sig. Og hvad vil den have, spørger du? Ikke rigtig noget, bare 100 minutter af din tid, der givetvis vil medføre dyb sympati og iskoldt ubehag. Med til den oplevelse følger også en klar fornemmelse af at blive ført gennem værket med hård hånd, og få udpeger pointerne med så mundrette replikker, at troværdigheden får et par trykmærker. Filmen over Annie Ernaux’ roman vil efterlade de færreste upåvirkede, men hvor havde Per Juul Carlsen dog egentlig ret, da han i sin begejstrede anmeldelse roste 'Hændelsen' for at fremstå som “et katalog over de vigtige tematikker og problematikker omkring abort”. Meget rigtigere kan det desværre ikke siges. 

Så lader jeg mig hellere lokke af amerikaneren Ti West, der med en kroget finger står og peger ind mod laden ovre bag buskadset dér. Her gemmer han på blød porno, sjaskvåde mord og solbagt nostalgi fra de sprøde 70’ere, og det i en horror-cocktail, der får det til at kilde i hjernen for hver en tår, man tager. 'X' hedder filmen, der bør få navnet Ti West til at give seriøse udslag på enhver filmelskers radar fremover – og som uden tvivl ville have kæmpet med om det yderste mandat, hvis det her var en klassisk top 5‑liste. 

I sådan en situation skulle 'X' og Ti West blandt andet have gnedet skuldre med østrigeren Ulrich Seidl og hans 'Rimini'; en slags bratwurst-version af Darren Aronofskys 'The Wrestler' tilsat kulørte kolonihavelamper, dåsebeats fra DK4 og en afdanket schlager-sanger, der synger på sidste vers. Her finder man en af årets store præstationer i østrigske Michael Thomas og hans portræt af Richie Bravo; et rødmosset og på flere måder massivt menneske, der får hele filmen til at bruse af et højt blodtryk. 'Rimini' sætter sig fast et sted, hvor den mærkes, og havde instruktøren Ulrich Seidl haft lige så klare visioner for sin gradvist mere uinspirerede anden halvdel som til den gnistrende gode første, så havde han haft en ny europæisk filmklassiker på hånden. 

Samme potentiale fandt man i dansk-islandske Hlynur Palmassons tredje film, 'Vanskabte Land', der efter en fantastisk første time lignede en selvskrevet tilføjelse til den nordiske filmkanon. Fortællingen om en ung dansk præsts missionsrejse til Island stagnerer dog totalt i time to, hvor rejsens trængsler veksles til et ophold på en vindblæst herregård. Her skal et slag på synspunkter og religiøse overbevisninger slås, men i Palmassons diffuse omgang med de dramatiske relationer forbliver det uklart hvorfor og hvordan. Jeg savnede i hvert fald noget at holde fast i og mærkede mine fingre glide rundt i Elliott Crosset Hoves mere og mere skingre, til sidst irriterende præstation. Når stormen har lagt sig, er der noget forstilt og forceret, som 'Vanskabte Land' aldrig får rystet af sig, og den føles tættere på Palmassons skitseagtige debutfilm 'Vinterbrødre' (2017) end hans langt bedre, mere rodfæstede opfølger, 'En hvid, hvid dag' (2019). 

Vejen frem mod de to film, der virkelig stak af i 2022, er lang. Derfor springer vi henover tre fremragende film, jeg tidligere har rundet i Fri Kritik, og som helt klart hører til i toppen af det forgangne filmår. For nuværende altså intet nævnt, men heller intet glemt om Céline Sciammas 'Petit Maman', Joseph Konsinskis 'Top Gun: Maverick' og Joachim Triers 'Verdens værste menneske'. 

Og nu til de to, der trak fra. 

Av mit hjerte

“Magisk Oscarkandidat får hjertet til at buldre afsted,” skrev Politikens Nanna Frank Rasmussen i sin femstjernede anmeldelse af 'Beautiful Beings'. Og netop så fysisk og håndfast fortjener sproget at være, når man taler om den her film. 

Gennem store dele af Guðmundur Arnar Guðmundssons islandske ungdomsdrama hamrede mit hjerte afsted med en fart, som stod jeg plantet på flade fødder tilbage midt i mit livs første kys – eller omringet af udskolingens tæskehold på en mørk villavej i Valby. Det her er med andre ord en film, man fysisk mærker midt i kroppen, mens den samtidig sætter strøm til hele overetagens tilsandede lager af minder og tanker fra et tilbagelagt ungdomsliv. 

På et tidspunkt, i den mest tilspidsede scene, sortnede det faktisk kort for mine øjne, hvilket i sig selv kvalificerer 'Beautiful Beings' til titlen som den mest intense filmoplevelse, jeg nogensinde har udsat min krop for – helt oppe på siden af tænderskærende krigsfilm som 'Gå og se' (1985) og 'Son of Saul' (2015).

Som sådan er plakatens luftige Instagram-farver og titlens bløde kanter meget langt fra den brutale virkelighed, vi møder i 'Beautiful Beings'. Filmen tager armen godt rundt om fire drenge på en folkeskole i Reykjavik – Addi, Konni, Balli og Siggi – og holder dem tæt ind til hinanden, mens den stirrer ind i hver deres omtumlede liv præget af svigt, usikkerhed og kogende aggressioner. Man kan klandre, at dårligdommene næsten står i kø, og at filmen bevæger sig på kanten af den rene, oplistede elendighed. Og det er måske ikke så løgn endda. Det ændrer bare ikke på, at 'Beautiful Beings' er elektrisk og energisk og følsom som bare fanden, og at dens gehør for ungdommens sprog – verbalt såvel som fysisk – må efterlade en grim smag af misundelse i munden på særligt dansk film. 

Helt utroligt er det dog, hvor lidt kærlighed denne her film har fået i branchen og deraf den brede offentlighed. I forrige uge glippede dens Oscar-chancer ved den første grovsortering, og ikke ét internationalt branchemedie, der har oplistet årets 10, 20 eller 50 bedste film, har nævnt 'Beautiful Beings' med ét ord. Ikke engang førnævnte Politiken kunne finde plads til den på listen over årets 22 bedste film. Det er dybt absurd. Guðmundur Arnar Guðmundsson og hans helt utroligt gode skuespillere fortjener alverdens ros for at sætte fokus på så svære følelser, som det sker i 'Beautiful Beings'. Jeg så kun én bedre film i 2022.  

Skåret over på midten 

Da jeg gik på Journalisthøjskolen, var der en passage i en af mine medstuderendes reportage-artikler, jeg aldrig glemmer. I artiklen blev en ældre mand, Per, kort spurgt ind til tabet af sin hustru og ledsager gennem et langt liv. Til det tab svarede han:  

“Man bliver ikke til én. Man bliver til en halv.”  

Koblingen til den bedste film, jeg så i 2022, er til at tage og føle på. 

 

Det sørger den fransk-argentinske instruktør Gaspar Noé for, da han få minutter inde i 'Vortex' sætter noget i gang oppe i toppen af billedet. 

 

Ned fra loftet kører en sort streg, og det til synlig rædsel for den demente gamle kvinde, Elle. Hun ligger fastfrosset i sengen ved siden af sin mand og ser bjælken fortsætte fra top til bund. 

Med ét har en overvældende dobbeltfilm taget sin begyndelse, og den skal tages for pålydende: I billedets venstre side slentrer herren i huset, Lui, rundt i hjemmesko og taler i telefon. I den højre side følger vi Elle og hendes desorienterede færd rundt på må og få. Alt imens stregen i midten bare er der; som skillevæggen mellem de to kameraer, der simultant bevæger sig med rundt i ægteparrets rodede og labyrintiske lejlighed. 

Der er flere grunde til, at 'Vortex' trænger længere ned i kødet på sine to karakterer end det gængse alderdomsdrama, du finder i bedste sendetid – og at filmen, flot som den er, aldrig føles flashy i sin markante æstetik. En af dem hedder Gasper Noé, og nu skal jeg tage mig selv i nakken, for Noé er sådan et navn, der får en filmskribents fingre på gled. Vi er mange, der kan gå i selvsving over navnet Noé, ikke mindst fordi han så dragende har formået at sætte levende billeder på helvedes forgård gennem de sidste 25 år. 

I debutfilmen 'I Stand Alone' (1998) var det mennesketomme, gullige gader i en fransk forstad. I gennembruddet 'Irreversible' (2002) var det en bælgmørk, gyngende natklub og en alarm-rød undergrundstunnel i det centrale Paris. Og i Gaspar Noés forrige film, 'Climax' (2018), var det en nedlagt kostskole på Lars tyndskids Mark, hvor druggede dansere gik i opløsning til tonerne af techno og house. Ind imellem de film svæver noget, der ligner et hovedværk om livet, døden, himlen og jorden og alt det imellem, nemlig den metafysiske “ud af kroppen”-film 'Enter The Void' (2009) og dens fremstilling af Tokyo som en febervåd, neon-blinkende skærsild. 

I 'Vortex' går Gaspar Noé skridtet videre fra sine vanlige hurlumhejhuse. Han skaber en lejlighed, der bringer tilværelsens grundstof helt tæt på. Det nærmest drypper fra væggene af levet, lagret liv. Den lejlighed overgår det meste. Det samme gør de to mennesker, der vandrer rundt i den og kun sjældent suger en frisk mundfuld luft i lungerne. Sjældent har man set et menneske stirre så dybt og ufravigeligt ned i livets afgrund som franske Françoise Lebrun, mens den italienske horrorinstruktør Dario Argento er hevet ind fra højre til en meget sen skuespillerdebut til historiebøgerne. De to burde have vundet alverdens priser for det, de udretter her. 

'Vortex' er uendelig meget mere end et koldt, konceptuelt filmeksperiment. Den er et levende, vibrerende stykke filmkunst, der – ligesom Per fra min medstuderendes artikel – indrammer store følelser i en stringent matematisk logik. Jeg har lyst til at råbe fra byens tage, når de skelsættende film i ny og ny træder ud fra mængden. Det her er en af de film. Et mesterværk. 

Halløj på Rigshospitalet

Der er også noget andet, vi bliver nødt til at tale om, og det er Lars von Triers 'Riget Exodus'. Godt nok er der tale om en serie, men gennemgår man årets film, må man nødvendigvis medregne et længe ventet og nu højaktuelt værk fra Danmarks største filmnavn. Især når man – som jeg – har lagt billet ind flere måneder i forvejen. Her i Fri Kritik opfordrede jeg tidligere i år anmeldere og smagsdommere til at lade tungen blive i munden og finde spanskrøret frem, såfremt von Trier satte sin bare mås i klaskehøjde med 'Riget Exodus' – et værk, der set i lyset af hans nylige Parkinsons-diagnose må betragtes som Triers potentielt sidste. 

Selv skal jeg være den første til at medgive, at 66-årige Trier for længst har gjort sig fortjent til en plads i inderkredsen af kompromisløse filmkunstnere, der har tilladelse til at gøre nærmest alt, hvad de ønsker. Når Lars siger hop, så hopper vi – også ned på de tegnestifter, han har placeret under taburetten. Og den afklippede klitoris, den talende ræv, kridtstregerne på gulvet og de tvivlsomme computereffekter, alt det tager vi med, alt det tilgiver vi, fordi der bag staffagen og den dårlige smag gemmer sig noget så sjældent som rå, upolerede følelser. 

For at blive i terminologien om en filmverden, der hopper, når Lars siger hop, er problemet med 'Riget Exodus', at den føles som ét stort, over-kommanderet hoppeshow. Man bliver ganske enkelt træt i knæene efter en halv times tid på Rigshospitalet, hvor balancegangen mellem det halvt morsomme, det halvt skrækindjagende og den hele tiden uforsonligt sitrende karakter- og miljøtegning – altså godt og vel alt det, der gjorde de første to sæsoner til velfortjente klassikere – nu er erstattet af ren revy-stemning. Fred være med det, hvis det så bare var sjovt. Eller hvis det så i det mindste var tankevækkende eller provokerende i hele sin “fuck dig og dine forventninger”-mentalitet. Men det er det bare ikke. 'Riget Exodus' er hverken sjov eller tankevækkende, stødende eller provokerende. Det er bare rigtig, rigtig dårligt. 

Vil jeg så bare have mere af det gamle, kan du spørge? Nej, men jeg vil heller ikke have fem stive timer af det impotente sjusk, Triers venstre hånd har leveret her. Eksemplerne på fadæsen er utallige, og det her er bare et fra toppen af mit hoved: På et tidspunkt har overlæge Pontoppidan – spillet af en sagesløs Lars Mikkelsen – skrevet en juletale til sine medarbejdere. Af årsager, jeg aldrig fik fat i, har han forelsket sig i ordet L (L for Lars, måske?) og i den forbindelse besluttet, at alle ord i talen skal have L som begyndelsesbogstav. Som hvis jeg var gået fuld Stewart Stardust og var fortsat ud af en tangent, da jeg tidligere i nyhedsbrevet skrev “levet, lagret liv”. Sådan er Pontoppidans tale skrevet, kun med L’er – hvilket desværre bider ham i røven, da han på dagen, hvor talen skal fremføres, er blevet heftigt forkølet efter at have tilbragt natten i en kummefryser (don’t ask). Så da han står foran folkene i et spændt auditorium, falder det hele på gulvet, fordi en snottet næse får “L” til at lyde som “N”. Højstemte opfordringer som “Lad livet larme” bliver til “nad nivet narme”, og “Lev livet længe” bliver til “nev nivet nænge”. Og medarbejderne? De udvandrer og efterlader Lars Mikkelsen i tårer og forvitrelse i en scene så pinlig, at selv 'Centervagt'-instruktøren Rasmus Heide ville have svært ved at fake et grin. 

Tanken om anmeldere, der har følt sig presset til at grine, da serien fik verdenspremiere i Venedig, kan gøre mig helt vred. Det samme kan forestillingen om de danske tv-stuer, hvor nervøs kluk-latter og sammenvredne hænder modstår fristelsen til at gribe ud efter fjernbetjeningen og slukke for 'Riget Exodus', når den efter nytår indlemmes som public service-tilbud på DR. 

Spørger man mig, kan man med ro i sindet slukke og bruge tiden på noget bedre – for eksempel på at se eller gense Lars von Triers andre bidrag til den visionære filmkunst. De fleste af dem vil forhåbentlig og formentlig overdøve den her pivfalske svanesang. 

Vinduet står åbent – så ræk armen ind 

Vi slutter på en lidt mere oplivet note – med et citat fra en mand, som jeg er ked af at måtte liste ind ad bagdøren på denne her måde. For jeg kan skidegodt lide James Cameron og det, han står for, og derfor irriterer det mig, at jeg ikke fik set 'Avatar: The Way of Water' inden dagens deadline. Ingen pengecheck eller alvorssnak fra streamingverdens øverste hjørnekontor kan omstøde den 68-årige blockbusterkonges tro på, at blå væsener på en fjern planet er værd at bruge resten af livet på. Og i en filmverden præget af hurtige idéer og flakkende blikke tager jeg hatten af for det. 

Citatet her er fra 2011 og gik specifikt på Camerons højtbesugne håb for den såkaldte high frame rate – den højnede frame-hastighed, der bløder bevægelsen i de levende billeder og bringer dem tættere på virkeligheden. 

“3D,” sagde Cameron, “viser dig et vindue ind i virkeligheden. Den højere frame-hastighed tager glasset ud af vinduet”. 

Metaforen for det teknologiske fremskridt – et vindue, vi kan række hånden ind i – har et indbygget sug i sig. Man rives med af tanken og kan se den for sig; hvordan 3D og high frame rates og visuelle landvindinger banket op af pionere med olieindsmurte hænder vil bane filmverdenens vej mod nye, spændende horisonter og fremme graden af den eskapisme, vi alle sammen elsker så højt. 

I den forbindelse er det bare værd at huske, at vinduet står åbent. Det er lige dér foran os, uden glas i og med alverdens ting og sager inden for en armslængde. Og rækker du hånden langt nok ind, er der nærmest ingen grænser for, hvad du kan få fat i. 

Knap 300 mennesker var vi, der indløste billet til 'Vortex', da Grand Teatret som den eneste biograf i landet viste filmen – ikke for en periode, men for en enkelt aften. Lidt, men ikke mange flere seere blev det til for 'Beautiful Beings', der fik et kort liv i landets arthouse-biografer. 1500 mennesker så dén film på det store lærred, har distributøren fortalt mig. Skal man fuldende treenigheden, ser det ikke voldsomt meget bedre ud for årets i min optik tredjebedste film, 'Petit Maman', der trods hypen fra instruktørens forrige film, 'Portræt af en kvinde i flammer', kun tiltrak 3000 danskere. Og sender man en tanke til den hypnotiserende italienske kunstfilm 'Grotten', der i al beskedenhed var en af årets bedste, tør jeg slet ikke tænke på, hvor få mennesker der lagde vejen forbi. 

Hvis vi tror på, at film kan gøre en forskel – og det tror jeg; det bliver jeg nødt til – så bør vi sørge for at se de bedste af dem. Nye som gamle, store som små. Det fortjener både filmene og vi, som ser dem. 

Længere kan min møre julehjerne ikke tænke lige nu. Tak, fordi du læste eller lyttede med, og hav et rigtig godt nytår.

Bindegalt

'The Rehearsal' (tv-serie), instr: Nathan Fielder, 2022.

Frihedsbrevet, 17. august 2022.

Den akavede canadiske komiker Nathan Fielder er ikke rigtig klog. Eller også er han rigtig klog. 

Der er ligesom ingen mellemvej, når en fyr har sat sig så godt til rette i grænselandet mellem galskab og genialitet. 

Med sit eksamensbevis i inderhånden, playmobilhåret drejet på hovedet og en kartoffelstemme snøret godt fast i halsen gav han desperate virksomheder og entreprenører gode råd med på vejen i sit ustyrligt kreative og vanvittigt morsomme tv-show 'Nathan for You' – et alternativt realityprogram, hvor kun Nathan og hans filmhold var indforstået med joken, mens uforglemmelige personager enten gav idéerne en rørende ærlig chance eller forgæves famlede efter den passende grimasse. 

To afsnit inde i Nathan Fielders nye serie, 'The Rehearsal', spyttede jeg en stor mundfuld danskvand ud i min stue. Vil du vide hvorfor, må du frem til der, hvor Nathan og hans hold hyrer en selverklæret natteravn til at bemande den fjernstyrede babydukke, der gør det ud for husets skiftende børneskuespillere efter mørkets frembrud. 

Du aner sikkert ikke, hvad jeg snakker om. Og det er helt fint. 'The Rehearsal' skal indtages som en frisk mundfuld luft i et tv-landskab domineret og defineret af ellers klippefaste markedskræfter. På IMDB har en fyr kaldt den “Borat meets Charlie Kaufman”, og det er saftsuseme rammende. Tag Kaufmans hjernevridende, sjælesøgende mesterværk 'Synecdoche, New York' (2008), og hold den tæt ind mod Sacha Baron Cohens moustache- og mankini-bærende bollebevægelser. Presser du dem hårdt nok sammen, kan du høre noget klikke. 

Trods komiske fuldtræffere når humoren i 'The Rehearsal' aldrig samme højder som den mere stilsikre, stringente og rent ud sagt sjovere 'Nathan for You'. Den har heller ikke det utrolige blik for virkelighedens tilfældige poesi og absurditet som HBO-juvelen 'How To with John Wilson', der snart indleder sin tredje sæson med Nathan Fielder som medproducerende andenviolin. 

Til gengæld har Fielders nye, bindegale serie så frie arbejdsbetingelser, at man sjældent har set tv-formatet blive bøjet så langt bagover. Lag lægges på lag efter lag i showets leg med kopier og originaler, følelser og facader, og hvis 'Everything Everywhere All at Once' virkede som et forsøg på at nå det knirkende sweetspot inden narrativets bristepunkt, fremstår 'The Rehearsal' mere interesseret i filosofiske grundspørgsmål i popkulturens tidsalder. Hvor slutter komedien, og hvor starter tragedien, når begge dele næres af hinanden? Og hvor udspekulerede tv-koncepter bør tilsyneladende sagesløse hverdagsmennesker finde sig i at blive udsat for, når bagmanden er en visionær genrekonge? 

Nathan Fielder har ikke svarene, men han har masser af spørgsmål. Det samme har jeg. Det virker et eller andet sted helt bims, at sårbare og potentielt uligevægtige mennesker havner midt i Nathan Fielders tv-show, for at jeg kan sidde og spytte danskvand ud af munden og anbefale den her bizarre serie til folk fra nær og fjern. Hvad er det for deltagerkontrakter og moralske principper, HBO og det dedikerede team bag 'The Rehearsal' opererer med – hvis nogen? 

Tiden må dømme det her show. Jeg ved bare én ting: Jeg har aldrig set noget lignende.

Frygten for at hygge med systematiske seriemordere

'Speak No Evil', instr: Christian Tafdrup, 2022.

Frihedsbrevet, 22. juni 2022.

Efter et gunstigt biografliv er den markante treer fra dansk films nyudnævnte drillepind, Christian Tafdrup, netop landet som købefilm på de digitale filmhylder. Sidst, Tafdrup bragte sindene i kog, var med landeplagen 'En frygtelig kvinde', men skal man tro rygtet om hans streamingaktuelle gyserfilm, var det bare tilløbet til den ægte vare. 

Forårets modtagelse af hans 'Speak No Evil' leder tankerne hen på hoveder, der koger op og eksploderer med et blodigt brag i David Cronenbergs snaskede 80’er-gyser 'Scanners'. Her var det vel at mærke hoveder fra den hærdede danske anmelderstab, som ved mødet med danskerens grænseoverskridelser altså nåede kogepunktet. Mens Politiken-anmelder Joakim Grundahl søvnløst og grundvoldsrystet meldte om et paradigmeskifte i dansk film (“Der er et før og et efter Speak No Evil i dansk filmhistorie”), vurderede Jeppe Krogsgaard Christensen, at Tafdrup på baggrund af 'Speak No Evil' “meget vel kan vise sig at blive den nye Trier”. Og her var det altså ikke den norske følefyr Joachim, men derimod djævledyrkeren, dommedagsprædikanten og klitorisklipperen Lars, han mente. 

Sandheden om 'Speak No Evil' er en lidt anden og knap så saftig størrelse, der ikke på samme måder påberåber sig advarsler og udråbstegn. Her har vi en frisk, fræk og fængende omgang hyggeknusende familie-horror med is nok i maven til at gå planken ud og snilde nok til at gøre det med stil. Og det er da meget godt, ikke? Bestemt. 'Speak No Evil' er stærkt spillet, godt skrevet og generelt flot sat op og forløst – og på det håndværksmæssige plan kan man kun glæde sig til flere film fra Tafdrups helt igennem kyndige hænder. 

Men den gør mig aldrig rigtig bange. Sådan urfrygt-bange. 

'Speak No Evil' gør mig utilpas, indimellem sårbar og hele tiden begejstret for at befinde mig inde i en virtuos dansk gyserfilm, der har større ambitioner end et “bøh” bag badeforhænget. Men den gør mig ikke bange, for den er skabt og tænkt ud fra en idé. Et koncept. Det ved Politikens anmelder også godt. Det lidt mærkelige er, at han åbenbart ikke føler det. 

Fra første frame af Christian Tafdrups film står det lysende klart, at de konceptskårne kamæleon-hollændere og deres skumle planer – dem, der er hele plotmotoren i 'Speak No Evil' – er sat i verden for at sige noget om danskerne, deres krampagtige høflighed og klart markerede grænser. Det gør skurkeparret til effektive redskaber, men det forhindrer dem også i at blive ubehageligt troværdige mennesker, som man kunne frygte at rende ind i på en solferie med familien. Her kan en film som George Sluizers sjovt nok hollandske 'Spoorloos' fra 1988 noget ganske andet. Dén nærmest uopdrivelige kultklassiker, som selveste Stanley Kubrick i sin tid fremhævede som en personlig horror-favorit, lykkedes med at begrave sine konceptuelle horror-idéer under et kompakt lag af smil, venlighed og solbeskinnet borgerskab. Det er den slags mærkbare filmoplevelser, der efterfølgende kan få alt til at føles uhyggeligt – og som konkret kan få mig til at tænke to gange, før jeg holder i tomgang på en udenlandsk tankstation. 

 

Anderledes firkantet føles 'Speak No Evil' i takt med, at vi trin for trin løfter fødderne for at bevæge os tættere på afgrunden. Til sidst – som i til allersidst – da Tafdrup og filmen klipper snoren og indvier det, Politiken betegner som en ny dansk filmhistorie – bliver også det martrede danske par i centrum, Bjørn og Louise, gjort til koncepter. Det er i min verden den største synd i 'Speak No Evil', men man skal nok se filmen og dens sidste 15 minutter for præcist at forstå hvorfor. 

 

Christian Tafdrup har ganske smart udset sig rigelige mængder af råde- og albuerum på dansk gyserterritorium, hvor en skælmsk smilende Antichrist nærmest har hele gulvet for sig selv. Men der er en ret ny dansk gyser, som alligevel møver sig ind foran ham: Johannes Nyholms helt igennem irrationelle 'Koko-di Koko-da', hvor ingen ringere end Peter Belli banker et rådvildt kærestepar til døde på den samme dag om og om igen. 

Jeg nævnte den også i forrige uge, og nu gør jeg det så igen, for selvom jeg er færdig med 'Koko-di Koko-da', er den åbenbart ikke færdig med mig. Trods et skarpt konceptuelt tilsnit undgår Nyholms film at føles som et koncept, der glider. Den er en sten i den logiske sko, der trykker og gnaver. Som omridset af et mareridt – det mareridt, 'Speak No Evil' slet ikke er.

Skrællede kartofler og sjældne syn

 'Grotten' ('Il Buco'), instr: Michelangelo Frammartino, 2021

Frihedsbrevet, 11. maj 2022

Jeg har siddet der før. Nedsunket i det polstrede cafébiografsæde med en alvorlig mine og en americano i kopholderen. Veludhvilet og kampklar til ikke bare en film, men en kunstfilm. Og jeg har indimellem fået mig en rigtig lang næse. 

Ukrainske 'The Tribe' og ungarske 'Hesten fra Torino' står ud som to af den slags hardcore-kunstneriske filmprøvelser, der skabte enstemmig jubel i det danske anmelderkorps – og efterlod mig stendød indeni. Den ene som et grænsesøgende eksperiment befærdet af døvstumme skuespillere og komplet uforståelige motiver. Den anden som et askegråt, kraftløst kammerspil af 2,5 times varighed, hvor skrælning af kartofler og tørring af vasketøj står for de største udsving på spændingsbarometeret. 

“Biografen får karakter af kirkerum,” lød det i Jyllands-Postens seksstjernede anmeldelse af 'Hesten fra Torino'. Imens følte jeg mig klemt under et kistelåg, klar til at tage billetten. 

Ind fra højre kommer italienske 'Grotten' nu med en forsigtigt hævet hånd og slår en kile ned gennem dagbladenes anmeldere. Nogle keder sig, mens andre svimles og betages. Hvem, der har ret, skal det handle om om lidt, men først og fremmest er det skønt at mærke, at der under anmelderkasketterne ikke bare sidder film- og medievidenskabsuddannede, hårdhudede fag-robotter, men mennesker af kød og blod. Der kan blive trætte. Og som måske skal hente børn klokken 16. Og ikke f*cking altid orker at belønne kunstnerisk kompromisløshed med minimum fire pligtskyldige stjerner/hjerter. 

Nå, men tilbage til 'Grotten'. Italiensk kunstfilm uden dialog, dramatik og tempo. Kan det noget? 

I dén grad. 

Ført med sikker og ekstremt rolig hånd af instruktør Michelangelo Frammartino (sikke et navn) fortæller 'Grotten' om en relativt undseelig, men også dragende og fundamentalt fascinerende hændelse fra virkelighedens verden. "Hændelse" er måske endda for meget sagt: En gruppe forskere skal inspicere et hul, der viser sig at være en næsten 700 meter dyb grotte snoet ind mod jordens indre. Gruppen slår lejr nær grotten og besigtiger den med jævne mellemrum. Året er 1961 – og den eneste person, Frammartino under et nærbillede, er en gammel fårehyrde, der strejfer omkring i kulissen og med skepsis ser videnskaben kortlægge naturen. 

Fårehyrdens pludselige ildebefindende – der måske har noget med grotteudforskningen at gøre – er det tætteste, Grotten kommer på en konflikt. Ligesom Michelangelo Frammartinos forrige film, den ligeså lavmælte og smukke fårehyrdefilm 'Le Quattro Volte', pynter 'Grotten' sig hverken med lånte eller købte fjer. Den står bare og er. Man kan retmæssigt indvende, at den intet tøj har på. Men hvad gør dét, når intentionen faktisk er at være nøgen? 

Frammartinos film har stort set ingen nerve i klassisk forstand, og den ville nok ikke have holdt til at være en halv time længere. Til gengæld har den drømmenes konturer og stoflighedens kraft; afrevne sider af et italiensk sladderblad antændes med pandelamper og lodder grottens svimlende dyb, mens detaljerede kultegninger streg for streg illustrerer forskningens fremskridt. Se 'Grotten' for de taktile holdepunkter og den åndelige tåge, der hviler over hele affæren. Vær frisk og klar i hovedet. Vær tålmodig. Lad tankerne vandre, hvis de får lyst til det. Og se så skyerne dér. Se, hvordan de skiftevis indhyller og åbenbarer bjergkædens store bølgedal i nogle af de smukkeste landskabsbilleder, man kan opdrive på film. 

Brug 'Grotten' som et rum, du kan træde ind i. Medbring, hvad du vil, men forvent ikke at finde noget. Så vil du næppe gå tomhændet derfra.