Skrællede kartofler og sjældne syn

 'Grotten' ('Il Buco'), instr: Michelangelo Frammartino, 2021

Frihedsbrevet, 11. maj 2022

Jeg har siddet der før. Nedsunket i det polstrede cafébiografsæde med en alvorlig mine og en americano i kopholderen. Veludhvilet og kampklar til ikke bare en film, men en kunstfilm. Og jeg har indimellem fået mig en rigtig lang næse. 

Ukrainske 'The Tribe' og ungarske 'Hesten fra Torino' står ud som to af den slags hardcore-kunstneriske filmprøvelser, der skabte enstemmig jubel i det danske anmelderkorps – og efterlod mig stendød indeni. Den ene som et grænsesøgende eksperiment befærdet af døvstumme skuespillere og komplet uforståelige motiver. Den anden som et askegråt, kraftløst kammerspil af 2,5 times varighed, hvor skrælning af kartofler og tørring af vasketøj står for de største udsving på spændingsbarometeret. 

“Biografen får karakter af kirkerum,” lød det i Jyllands-Postens seksstjernede anmeldelse af 'Hesten fra Torino'. Imens følte jeg mig klemt under et kistelåg, klar til at tage billetten. 

Ind fra højre kommer italienske 'Grotten' nu med en forsigtigt hævet hånd og slår en kile ned gennem dagbladenes anmeldere. Nogle keder sig, mens andre svimles og betages. Hvem, der har ret, skal det handle om om lidt, men først og fremmest er det skønt at mærke, at der under anmelderkasketterne ikke bare sidder film- og medievidenskabsuddannede, hårdhudede fag-robotter, men mennesker af kød og blod. Der kan blive trætte. Og som måske skal hente børn klokken 16. Og ikke f*cking altid orker at belønne kunstnerisk kompromisløshed med minimum fire pligtskyldige stjerner/hjerter. 

Nå, men tilbage til 'Grotten'. Italiensk kunstfilm uden dialog, dramatik og tempo. Kan det noget? 

I dén grad. 

Ført med sikker og ekstremt rolig hånd af instruktør Michelangelo Frammartino (sikke et navn) fortæller 'Grotten' om en relativt undseelig, men også dragende og fundamentalt fascinerende hændelse fra virkelighedens verden. "Hændelse" er måske endda for meget sagt: En gruppe forskere skal inspicere et hul, der viser sig at være en næsten 700 meter dyb grotte snoet ind mod jordens indre. Gruppen slår lejr nær grotten og besigtiger den med jævne mellemrum. Året er 1961 – og den eneste person, Frammartino under et nærbillede, er en gammel fårehyrde, der strejfer omkring i kulissen og med skepsis ser videnskaben kortlægge naturen. 

Fårehyrdens pludselige ildebefindende – der måske har noget med grotteudforskningen at gøre – er det tætteste, Grotten kommer på en konflikt. Ligesom Michelangelo Frammartinos forrige film, den ligeså lavmælte og smukke fårehyrdefilm 'Le Quattro Volte', pynter 'Grotten' sig hverken med lånte eller købte fjer. Den står bare og er. Man kan retmæssigt indvende, at den intet tøj har på. Men hvad gør dét, når intentionen faktisk er at være nøgen? 

Frammartinos film har stort set ingen nerve i klassisk forstand, og den ville nok ikke have holdt til at være en halv time længere. Til gengæld har den drømmenes konturer og stoflighedens kraft; afrevne sider af et italiensk sladderblad antændes med pandelamper og lodder grottens svimlende dyb, mens detaljerede kultegninger streg for streg illustrerer forskningens fremskridt. Se 'Grotten' for de taktile holdepunkter og den åndelige tåge, der hviler over hele affæren. Vær frisk og klar i hovedet. Vær tålmodig. Lad tankerne vandre, hvis de får lyst til det. Og se så skyerne dér. Se, hvordan de skiftevis indhyller og åbenbarer bjergkædens store bølgedal i nogle af de smukkeste landskabsbilleder, man kan opdrive på film. 

Brug 'Grotten' som et rum, du kan træde ind i. Medbring, hvad du vil, men forvent ikke at finde noget. Så vil du næppe gå tomhændet derfra.