Frygten for at hygge med systematiske seriemordere

'Speak No Evil', instr: Christian Tafdrup, 2022.

Frihedsbrevet, 22. juni 2022.

Efter et gunstigt biografliv er den markante treer fra dansk films nyudnævnte drillepind, Christian Tafdrup, netop landet som købefilm på de digitale filmhylder. Sidst, Tafdrup bragte sindene i kog, var med landeplagen 'En frygtelig kvinde', men skal man tro rygtet om hans streamingaktuelle gyserfilm, var det bare tilløbet til den ægte vare. 

Forårets modtagelse af hans 'Speak No Evil' leder tankerne hen på hoveder, der koger op og eksploderer med et blodigt brag i David Cronenbergs snaskede 80’er-gyser 'Scanners'. Her var det vel at mærke hoveder fra den hærdede danske anmelderstab, som ved mødet med danskerens grænseoverskridelser altså nåede kogepunktet. Mens Politiken-anmelder Joakim Grundahl søvnløst og grundvoldsrystet meldte om et paradigmeskifte i dansk film (“Der er et før og et efter Speak No Evil i dansk filmhistorie”), vurderede Jeppe Krogsgaard Christensen, at Tafdrup på baggrund af 'Speak No Evil' “meget vel kan vise sig at blive den nye Trier”. Og her var det altså ikke den norske følefyr Joachim, men derimod djævledyrkeren, dommedagsprædikanten og klitorisklipperen Lars, han mente. 

Sandheden om 'Speak No Evil' er en lidt anden og knap så saftig størrelse, der ikke på samme måder påberåber sig advarsler og udråbstegn. Her har vi en frisk, fræk og fængende omgang hyggeknusende familie-horror med is nok i maven til at gå planken ud og snilde nok til at gøre det med stil. Og det er da meget godt, ikke? Bestemt. 'Speak No Evil' er stærkt spillet, godt skrevet og generelt flot sat op og forløst – og på det håndværksmæssige plan kan man kun glæde sig til flere film fra Tafdrups helt igennem kyndige hænder. 

Men den gør mig aldrig rigtig bange. Sådan urfrygt-bange. 

'Speak No Evil' gør mig utilpas, indimellem sårbar og hele tiden begejstret for at befinde mig inde i en virtuos dansk gyserfilm, der har større ambitioner end et “bøh” bag badeforhænget. Men den gør mig ikke bange, for den er skabt og tænkt ud fra en idé. Et koncept. Det ved Politikens anmelder også godt. Det lidt mærkelige er, at han åbenbart ikke føler det. 

Fra første frame af Christian Tafdrups film står det lysende klart, at de konceptskårne kamæleon-hollændere og deres skumle planer – dem, der er hele plotmotoren i 'Speak No Evil' – er sat i verden for at sige noget om danskerne, deres krampagtige høflighed og klart markerede grænser. Det gør skurkeparret til effektive redskaber, men det forhindrer dem også i at blive ubehageligt troværdige mennesker, som man kunne frygte at rende ind i på en solferie med familien. Her kan en film som George Sluizers sjovt nok hollandske 'Spoorloos' fra 1988 noget ganske andet. Dén nærmest uopdrivelige kultklassiker, som selveste Stanley Kubrick i sin tid fremhævede som en personlig horror-favorit, lykkedes med at begrave sine konceptuelle horror-idéer under et kompakt lag af smil, venlighed og solbeskinnet borgerskab. Det er den slags mærkbare filmoplevelser, der efterfølgende kan få alt til at føles uhyggeligt – og som konkret kan få mig til at tænke to gange, før jeg holder i tomgang på en udenlandsk tankstation. 

 

Anderledes firkantet føles 'Speak No Evil' i takt med, at vi trin for trin løfter fødderne for at bevæge os tættere på afgrunden. Til sidst – som i til allersidst – da Tafdrup og filmen klipper snoren og indvier det, Politiken betegner som en ny dansk filmhistorie – bliver også det martrede danske par i centrum, Bjørn og Louise, gjort til koncepter. Det er i min verden den største synd i 'Speak No Evil', men man skal nok se filmen og dens sidste 15 minutter for præcist at forstå hvorfor. 

 

Christian Tafdrup har ganske smart udset sig rigelige mængder af råde- og albuerum på dansk gyserterritorium, hvor en skælmsk smilende Antichrist nærmest har hele gulvet for sig selv. Men der er en ret ny dansk gyser, som alligevel møver sig ind foran ham: Johannes Nyholms helt igennem irrationelle 'Koko-di Koko-da', hvor ingen ringere end Peter Belli banker et rådvildt kærestepar til døde på den samme dag om og om igen. 

Jeg nævnte den også i forrige uge, og nu gør jeg det så igen, for selvom jeg er færdig med 'Koko-di Koko-da', er den åbenbart ikke færdig med mig. Trods et skarpt konceptuelt tilsnit undgår Nyholms film at føles som et koncept, der glider. Den er en sten i den logiske sko, der trykker og gnaver. Som omridset af et mareridt – det mareridt, 'Speak No Evil' slet ikke er.