Bindegalt

'The Rehearsal' (tv-serie), instr: Nathan Fielder, 2022.

Frihedsbrevet, 17. august 2022.

Den akavede canadiske komiker Nathan Fielder er ikke rigtig klog. Eller også er han rigtig klog. 

Der er ligesom ingen mellemvej, når en fyr har sat sig så godt til rette i grænselandet mellem galskab og genialitet. 

Med sit eksamensbevis i inderhånden, playmobilhåret drejet på hovedet og en kartoffelstemme snøret godt fast i halsen gav han desperate virksomheder og entreprenører gode råd med på vejen i sit ustyrligt kreative og vanvittigt morsomme tv-show 'Nathan for You' – et alternativt realityprogram, hvor kun Nathan og hans filmhold var indforstået med joken, mens uforglemmelige personager enten gav idéerne en rørende ærlig chance eller forgæves famlede efter den passende grimasse. 

To afsnit inde i Nathan Fielders nye serie, 'The Rehearsal', spyttede jeg en stor mundfuld danskvand ud i min stue. Vil du vide hvorfor, må du frem til der, hvor Nathan og hans hold hyrer en selverklæret natteravn til at bemande den fjernstyrede babydukke, der gør det ud for husets skiftende børneskuespillere efter mørkets frembrud. 

Du aner sikkert ikke, hvad jeg snakker om. Og det er helt fint. 'The Rehearsal' skal indtages som en frisk mundfuld luft i et tv-landskab domineret og defineret af ellers klippefaste markedskræfter. På IMDB har en fyr kaldt den “Borat meets Charlie Kaufman”, og det er saftsuseme rammende. Tag Kaufmans hjernevridende, sjælesøgende mesterværk 'Synecdoche, New York' (2008), og hold den tæt ind mod Sacha Baron Cohens moustache- og mankini-bærende bollebevægelser. Presser du dem hårdt nok sammen, kan du høre noget klikke. 

Trods komiske fuldtræffere når humoren i 'The Rehearsal' aldrig samme højder som den mere stilsikre, stringente og rent ud sagt sjovere 'Nathan for You'. Den har heller ikke det utrolige blik for virkelighedens tilfældige poesi og absurditet som HBO-juvelen 'How To with John Wilson', der snart indleder sin tredje sæson med Nathan Fielder som medproducerende andenviolin. 

Til gengæld har Fielders nye, bindegale serie så frie arbejdsbetingelser, at man sjældent har set tv-formatet blive bøjet så langt bagover. Lag lægges på lag efter lag i showets leg med kopier og originaler, følelser og facader, og hvis 'Everything Everywhere All at Once' virkede som et forsøg på at nå det knirkende sweetspot inden narrativets bristepunkt, fremstår 'The Rehearsal' mere interesseret i filosofiske grundspørgsmål i popkulturens tidsalder. Hvor slutter komedien, og hvor starter tragedien, når begge dele næres af hinanden? Og hvor udspekulerede tv-koncepter bør tilsyneladende sagesløse hverdagsmennesker finde sig i at blive udsat for, når bagmanden er en visionær genrekonge? 

Nathan Fielder har ikke svarene, men han har masser af spørgsmål. Det samme har jeg. Det virker et eller andet sted helt bims, at sårbare og potentielt uligevægtige mennesker havner midt i Nathan Fielders tv-show, for at jeg kan sidde og spytte danskvand ud af munden og anbefale den her bizarre serie til folk fra nær og fjern. Hvad er det for deltagerkontrakter og moralske principper, HBO og det dedikerede team bag 'The Rehearsal' opererer med – hvis nogen? 

Tiden må dømme det her show. Jeg ved bare én ting: Jeg har aldrig set noget lignende.