'Everything Everywhere All at Once', instr: Daniel Kawn og Daniel Scheinert, 2022.
Frihedsbrevet, 6. juli 2022.
Det lyder sikkert alt for søgt at sammenligne den pangfarvede, skingrende vanvittige og sensationelt succesfulde amerikanske science-fiction-actionkomedie 'Everything Everywhere All at Once' med et leverpostejsfarvet tysk hverdagsdrama og en forsigtig fransk børnefilm. Men giv mig lige chancen.
I tyske 'Toni Erdmann' (2016) skred en fortvivlet far til handling og iførte sig paryk og store falske tænder i et desperat forsøg på at nærme sig sin utilnærmelige datter. Og i franske 'Petit Maman' fra sidste år mødte en 8-årig pige sin egen mor som jævnaldrende og blev på mystisk vis hendes betroede legekammerat. I nutiden og fortiden. På samme tid.
Begge film – mesterlige som de i øvrigt er – brugte relationerne mellem børn og forældre som byggesten, men bøjede konstruktionerne af i hver sin strittende retning. Noget nær det samme kan siges om 'Everything Everywhere All at Once', genrebastarden, der med konfetti i håret kommer buldrende ind på streamingbanen som et certificeret verdenshit. Enslydende lovprisninger, stakkevis af topkarakterer og en global biografindtjening på over 100 millioner dollars kan ikke tage fejl.
Eller hvad?
I filmen får vaskeri-ejeren Evelyn vendt sin verden på vrangen af den slags chokmeldinger, som kickstartede Neos rustjetur ned gennem kaninhullet i 'The Matrix'. Universets orden er truet, og kun Evelyn kan bringe balance i det kosmiske regnskab, hvis ellers hun tager et bluetooth-headset på og gør, hvad der bliver sagt. Efter fem minutters skepsis går forlystelsen i gang, og ind ryger vi og Evelyn i det store multivers, hvor virkeligheden er en formbar bolledej, man banker og trækker i. Først for sjov, og så – som filmen skrider frem – for alvor.
Imellem staffagen skal vi nemlig forstå, at det akrobatiske plot i 'Everything Everywhere All at Once' bunder i noget så jordnært som et dysfunktionelt mor/datter-forhold. Evelyns lesbiske datter Joy har fået nok af sin mors hang til traditionelt regelrytteri og rankrygget orden i regnskabsbøgerne, så hun er ganske enkelt gået amok. I den her films krøllede terminologi vil det helt konkret sige, at hun har bagt en stor, sort, altopslugende bagel, der bringer definitiv død og ødelæggelse på sin vej, og som hun agter at bruge som dommedagsvåben under dække af sit intergalaktiske superskurke-alias Jobu Tupaki.
Medmindre mor Evelyn altså redder dagen.
Hvis du føler dig hægtet af, er du ikke den eneste. Jeg er her også. Og Berlingskes Thomas Brunstrøm. Alle andre i den danske anmelderstand lader til at have haft en fest med 'Everything Everywhere All at Once', og kan man lide den, er der også meget at elske. Toilethumor med eksistentiel klangbund og dynamiske action-optrin kommer væltende i så gavmilde mængder, at selv 'Rick and Morty'-skaberen Dan Harmon og multikunstneren Bo Burnham må have meldt om fyldt pose og sæk ved premieren.
Der kan umuligt have været plads til så meget som én post-it mere i det propfyldte manuskript.
Med mængderne følger også en mæthed og træthed efter filmens første time, men det virker instruktør- og manuskriptduoen Daniel Kwan og Daniel Scheinerts ligeglade med. På det tidspunkt har de først lige smøget ærmerne op. Som et par kåde smådrenge uden fidus til Flügger svupper de låget af seks-syv forskellige malerbøtter og rører det hele sammen. En stor, langstrakt finale med multiversets motorvej som kamparena skal males i en helt ny farve, blandet på instinkt og rørt på vildskab, næstekærlighed og fuckfingermentalitet. Flere bøtter hentes ind, og Daniel-drengene hælder og hælder, rører og rører, mens de angiveligt kun fem mennesker, der har lavet computergenererede effekter til 'Everything Everywhere All at Once', ivrigt rører med.
Pludselig står den der så, den påståede nøglescene mellem en mor og en datter, og insisterer på sin egen vigtighed – kastet ind midt i det, der vist nok skulle have været en vedkommende historie, men som for længst er spundet ud af kontrol.
Egentlig er det vel fair nok, at den følelsesmæssige forankring ryger i svinget hos en selverklæret kaos-film som den her. Den hedder jo for fanden 'Everything Everywhere All at Once', og dens kreativitet kogte over. “Lev med det,” kan man næsten høre filmens fans plædere. “Hvor kedelig er du lige?”
Ikke alle film kan – som den tre timer lange 'Toni Erdmann' – slippe afsted med plottets kolossale campingsving og den firskårne grå discounthabit, hvis komplette mangel på visuel flair sjovt nok klæder dén film ulasteligt. Ligesom enhver færd udi mor/datter-relationelle abstraktioner ikke kan nedbryde voksenlogikkens barrierer med så meget indlevelse og så tæmmet vildskab som den forsigtige franske 'Petit Maman'.
Film er trods alt forskellige.
Nogle kan og vil noget andet. Og nogle af dem – de allersjældneste – formår at tænke det hele forfra og føje nye farver til den filmiske palet. Jeg ville elske at løsne mine korslagte arme og hylde 'Everything Everywhere All at Once' som præcis sådan en film. Men når jeg kigger ned i blandingsbøtten, er der bare brunt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar