Mislykket og uforglemmelig

 'Blonde', instr: Andrew Dominik, 2022.

Frihedsbrevet, 12. oktober 2022.

Man får lyst til at skære igennem af at se den nye film om Marilyn Monroe, 'Blonde', på Netflix. 

Simpelthen sige, at nu er det nok. 

Nok med al den spalteplads til et fundamentalt mislykket filmprojekt og dens selvforelskede instruktør, der har brugt årevis på at puste sig selv og sin films vigtighed op. 

I det modsatte ringhjørne kunne man sige: Nok med de sure miner, der klager over et kreativt frigjort, bredmasket kunstværk som 'Blonde'. En film, der i en verden af millimetermålt middelmådighed og algoritmisk vanetænkning faktisk går kontra på det hele og oprigtigt virker skabt, som var der ingen i morgen.

Jeg forstår til fulde Weekendavisens Lasse Winther Jensen, der revsede Andrew Dominiks tre timer lange, fakta-forvrængende portrætfilm for at lide under instruktørens “eklatante mangel på smagfuldhed og subtilitet”. 

Et andet sted inde i mig lurer dog lysten til at gøre som instruktørlegenden Martin Scorsese, der i 2017 forsvarede Darren Aronofskys åndsbeslægtede film 'mother!'. Det gjorde Scorsese ved at fremture, at den her taktile, gennemkomponerede, grænsesøgende type film fortjener objektiv anerkendelse, fordi de kun kan sættes i verden af “ægte, passionerede filmskabere”. 

Om man vil det eller ej, står man med et sværd i hånden efter at have set 'Blonde'. Og er der én, man umiddelbart har lyst til at hakke det ned i nakken på, er det instruktøren Andrew Dominik. 

Australieren kommer med to film i bagagen, westernfilmen 'The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford' (2007) og gangsterdramaet 'Killing Them Softly' (2012), og han har angiveligt brygget på 'Blonde' i mere end 10 år. Nu står han her så med en færdig film baseret på Joyce Carol Oates lidt faktuelle, lidt fiktive romanportræt fra 1999, og han kan ikke selv høre eller mærke, hvor ensidigt det virker, at hele Marilyn Monroes skæbne skulle bero på en fraværende far. 

Var blondinens undergang virkelig så simpel? 

Det spørgsmål melder sig flere gange undervejs i Blonde, og det i takt med, at Dominiks tonedøve replikker og hovedrolleindehaveren Ana De Armas’ ensidige skuespil insisterer på den totale tristesse. Som når Marilyn Monroe – eller Norma Jeane, som hun faktisk hedder – opsøger sin demente mor for at fortælle om det barn, der gror i hendes mave.

“How would you like to be a grandmother?” spørger filmstjernen med et oplivet smil. 

Og så kan du ellers tælle til tre og se smilet krakelere, så snart den konfuse, men demonstrativt surmulende mor i badekarret svarer: 

“What year is this? What year did we travel to?” 

Kvælertaget på stjernen i midten virker ganske enkelt trættende gennem den overdimensionerede spilletid, og i baghovedet lyder et ekko af Andrew Dominiks egne lovprisninger af “mesterværket”, som han ved flere lejligheder har kaldt 'Blonde'. Om Norma Jeane/Marilyn Monroe selv ville have delt det syn på filmen, virker helt legitimt at tvivle på, og en nærliggende tanke i mit hoved vender igen og igen tilbage til, om ikke en kvindelig lidelseshistorie fra de gyldne Hollywood-dage havde gjort sig bedst uden den biografiske forpligtelse lænket om foden. For både filmens og menneskets skyld. 

Alligevel må man anerkende Andrew Dominik for at have skabt et værk, der søger og tryktester grænser – og som helt tydeligt er skabt af folk med sans for filmmediets mest vidtgående muligheder. 

Når den er bedst – og det er den særligt i sin sidste time – fremtryller 'Blonde' klaustrofobiske og taktile kvaliteter, der både tåler sammenligning med Darren Aronofskys førnævnte 'mother!' og hans notorisk ubehagelige, smerteligt smukke misbrugsfilm 'Requiem for a Dream' (2000). Lidt på samme måde er vi her helt inde og svømme i hovedpersonens blodbaner i de abstrakte passager, hvor Norma for alvor snapper efter vejret og møver sig vej gennem horderne af grådige kroppe. I en overvældende sekvens er der premiere på Billy Wilder-klassikeren 'Some Like It Hot', og frådende mænd med alt for store munde står langs den røde løber og råber af filmstjernen i det, der ligner en feberdrøm, og som måske også er det. I hvert fald vågner salig Norma Jeane i et flysæde, omtumlet og panisk, blot for hurtigt at presse sig vej forbi sine medpassagerer – der så viser sig at være tilskuere i den premierebiograf, som nu pludselig omslutter og bifalder hende til rulleteksterne af 'Some Like It Hot'. 

Det er kvælende og isnende filmkunst, der vender vrangen ud på op og ned uden at spørge om lov. 

Spørger du mig direkte, om jeg vil anbefale andre at tilbringe tre timer i 'Blonde's kvælende selskab, så aner jeg ikke, hvad jeg skal svare. Men hvis du allerede har set den, vil jeg gerne snakke. Nok også længe. Om Andrew Dominik og hans mod og mangler, om autofiktionens faldgruber og de vilde vrangbilleder af en stjernes vej mod bunden. Om den nerve, der lyser ud fra hver en provokerende sprække i 'Blonde', og om en vellykket portrætfilm, der næsten var, men aldrig rigtig blev.