'Holy Spider', instr: Ali Abbasi, 2022.
Frihedsbrevet, 12. oktober 2022.
Det er selvfølgelig for godt – hvilket vil sige for skingrende sindssygt – til at være sandt.
Imens seriemorderen med de blege, behårede baller trænger ind og ud af hustruen midt på stuegulvet, får han øje på noget. En fod. Bar og malplaceret titter den frem fra det sammenrullede gulvtæppe, hvori hans ottende eller tiende eller tolvte offer lemfældigt ligger hengemt. Men morderen, kold- og pludseligt varmblodig som han er, tager det med ro. Han tænker et sekund og genfinder så rytmen, nu med hårdere og mere målrettede stød.
Godt nok er Ali Abbasis danske Oscar-kandidat 'Holy Spider' rodfæstet i virkelige, rystende begivenheder, men lige dér – og en håndfuld andre steder – smager den mest bare af fond fra en velkendt seriemorder-suppe.
Samme smag trænger godt igennem de stilsikre, noir-dunkle passager, hvor morderen kører gennem storbynatten på sin motorcykel, og et højtflyvende drone-kamera indfanger den iranske by Mashhad som et slags eksotisk Gotham City. Nedenunder vrænger mørke guitarer og tungt pumpende thriller-toner og fylder glasset med så seriøse seriemordervibes, at overfladespændingen står og dirrer.
Nu er jeg selv til falds for både fond og smagsforstærkere og glas fyldt til randen, så det her skal ikke lyde som en klagesang. Uden sin bundsolide genreforståelse og sin imponerende evne til at rive publikum med havde 'Holy Spider' givetvis manglet krydderi til sin systemkritik, ligesom den helt indlysende ville have stået svagere ved det Oscar-kapløb, den er kastet ind i.
Mit gæt er bare, at den nok også havde brændt lidt stærkere og lidt længere på læberne.
Stensikkert er det i hvert fald, at Zahra Amir Ebrahimi er fremragende i hovedrollen som den opklarende kvindelige journalist, der med snuden i sporet og en fuckfinger til reglerne strømfører alverdens vrede mod det iranske styre. Og så bliver selve historien om en seriemorder, der presser livet ud af den ene kvinde efter den anden uden ordensmagtens indgriben, kun vildere, som den skrider frem. Sjældent har et virkelighedsbaseret filmplot formet sig så velvilligt som en megafon, og sjældent har den megafon siddet så godt for munden af en hidsig instruktør som Ali Abbasi.
“Godt brølt,” kunne man sige.
Brølet og dets indignation kulminerer i en slutscene, der deler bismag med Joshua Oppenheimers oprigtigt rystende dokumentarmesterværk 'The Act of Killing' (2012). Om 'Holy Spider' på samme måde svitser sig vej gennem panseret til en fysisk reaktion, må afhænge af den enkelte seers tærskel. For mig virker den for fanget i sit genremæssige dobbeltspil til at nå helt dybt. Men ses, det skal den så afgjort.
Ikke mindst for de første 10–15 minutter, der er sit eget, øjenåbnende stilstudie i miljøbeskrivelser og suspense. Den sekvens alene er det hele værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar