Livet er lettest med Aviators på øjnene

'Top Gun: Maverick', instr: Joseph Kosinski, 2022.

Frihedsbrevet, 28. september 2022.

Jeg havde egentlig slutningen på den her anmeldelse klar ved fingerspidserne i flere timer. Den skulle lyde noget i retning af: “Én ting er dog sikkert: Jeg skal ud og have mig et par Aviators – og det kan kun gå for langsomt.”

Men nej. For det er jo løgn. Jeg skal ikke ud og have mig et par Aviator-solbriller.

Det er der flere grunde til.

Den vel nok bedste grund er, at jeg ikke er Tom Cruise, og at jeg da slet ikke er Pete ‘Maverick’ Mitchell, den objektivt uligevægtige og subjektivt helt sygeligt velafbalancerede vovehals af en rebelsk jagerpilot, der bar de famøse solbriller i 'Top Gun', og som fortsætter med at gøre det nu – 36 år senere – i film nummer to. En anden grund er, at jeg ikke skal bilde mig selv eller andre ind, at 'Top Gun: Maverick' har efterladt noget form for aftryk på mit videre liv, fysisk såvel som åndeligt; at Tom Cruises blærede solbrille eller læderlækre, forede bomberjakke har vakt tilnærmelsesvist samme lyst til at række armen ind i et filmunivers og plyndre en garderobe som synet af eksempelvis Brad Pitts gule hawaiiskjorte og stilrene Champion-t-shirt i Quentin Tarantinos helt anderledes forførende og fæstnende 'Once Upon a Time in Hollywood' (2019).

Den film bar jeg med mig rundt. Jeg drømte om den om natten.

Drømte gjorde jeg ikke om 'Top Gun: Maverick', for det her er en af de film, der bare blæser igennem dig. Til gengæld havde jeg oprigtigt svært ved at sove i timerne efter rulleteksternes indtog. Så stærkt og selvsikkert får 'Tron: Legacy'-instruktøren Joseph Kosinki og hans talstærke trup af kompetent arbejdskraft forløst visionen om vægtløs action i de helt tynde luftlag, ligesom de får videreformidlet den imellem mavevridende form for fart, der er filmens ryg- og varemærke. Man har simpelthen svært ved at falde ned efter at have været så højt oppe.

En tredje grund til, at Aviator-solbrillen ikke fortjener en tronplads i denne anmeldelses udgangsreplik, er det pudsige forhold, at den egentlig ikke er særligt meget med i filmen. Med sine 60 år taget i betragtning kunne Tom Cruise sagtens have påført sig dem oftere, blandt andet som et værn mod den alderdom, der – tro det eller lad være – er ved at sætte sig i huden omkring hans øjne. Den hud får lov at sidde og være, hvad den er, og det gennem størstedelen af Joseph Konsinskis ret udleverende close-ups. Som sådan bliver det her på uventet vis en film, der om ikke smadrer, så i hvert fald nedtoner og gradbøjer Cruises usårlighed og føjer nye facetter til hans Peter Pan-kompleks.

Meget mere gør 'Top Gun: Maverick' sådan set ikke, og det er fint, endda mere end rigeligt. En kollega spurgte mig, hvorfor en toer som denne pludselig dukker op med 36 års forsinkelse.

“Men, altså, hvorfor har de lavet den?”

Jeg kunne ikke svare. At spørge, hvorfor Tom Cruise og et topkvalificeret hold af legekammerater har lavet en efterfølger til Tony Scotts ikoniske 80’er-klassiker, svarer lidt til at spørge, hvorfor hunden slikker sig på mellem benene. Fordi den kan.

Selve gørelsen og størrelsen, skarpheden i replikkerne og resolutheden i de dele af filmen, der i mindre kyndige hænder ville være trukket i langdrag, er ikke stor filmkunst, men effektive midler til at nå et mål. Kigger man mod Netflix og dens store, syntetiske dødssejler af en sommersatsning i form af Ryan Gosling-filmen 'The Gray Man', bliver det tydeligt, hvor rent Cruise, Kosinski og kompagni har ramt den her – og hvor befriende det en gang imellem føles at rose et formfuldendt actionbrag af et rent, imponeret hjerte. For fælderne lå der jo, klar til at gøre nostalgi-festen klæg eller til at tappe 'Top Gun'-emblemet for alt, hvad der hedder autoritet, testosteron og determinisme. De fælder kunne ikke røre Tom Cruise og kompagni mindre.

Jeg skal ikke have et par Aviators, men hver gang jeg ser solbrillemodellen fremover, vil jeg have en vis film i tankerne. Faktisk ikke engang Tony Scotts charmerende, stilskabende etter, men Joseph Kosinskis toer. Og jeg vil mindes to forrygende timer, hvor verden var vild og enkel. Helt enkel.