'Aftersun', instr: Charlotte Wells, 2022.
Frihedsbrevet, 1. februar 2023.
Det er mere end tvivlsomt, om der er nogen som helst grad af sandhed i anekdoten om, at selveste Ernest Hemingway engang vandt en novellekonkurrence ved at skrive en tekst på bare seks ord. Uanset ophavet er det svært at glemme de seks ord igen, når man først har læst dem.
"For sale: baby shoes, never worn," lyder de bare 25 bogstaver, der på 2–3 sekunder åbner døren til en smertefuld verden på klem.
Snakker vi film, kunne skotske Charlotte Wells spillefilmsdebut, 'Aftersun', meget vel gå hen og blive et moderne referencepunkt for, hvor subtilt man kan fortælle en universel historie.
Vi får intet at vide, men dumpes direkte ned i turistbussen, hvor en bare 30-årig far og hans 11-årige datter har kurs mod en tiltrængt badeferie i det solbagte Tyrkiet. Han filmer, hun griner, og han filmer noget mere. Den ene dag tager den anden. Næsten intet sker. En følelse puffer til en anden, der puster til en tredje, som går i sig selv. Og pludselig er over halvdelen af den far/datter-fortælling, der i pressematerialet beskrives som “øm” og “hjerteknusende”, tilbagelagt uden et eneste dramatisk bump på vejen.
I ni ud af ti tilfælde var det her filmiske korthus blafret til jorden ved den første tunge udånding.
Der er bare det ved 'Aftersun', at den føles som dén tiende film, der står, hvor andre falder.
Filmen er drevet af den skotske skuespiller Paul Mescal, der smadrede sig vej gennem lydmuren i miniserien 'Normale mennesker', og som nu igen er helt umulig at tage øjnene fra. Men den er forløst af 35-årige Charlotte Wells og hendes blik for at skabe en filmisk bolig med rum og plads til seerens egne følelser. Rundt omkring på væggene hvirvler skygger af Paul Mescals drengede og lidt bankede udtryk og giver fornemmelsen af et indre liv, der spilkoger. Jo tættere jeg kom, og jo nærmere jeg kiggede på de skygger, jo mere lignede de omridset af mig selv.
Altså: Masser af skygger, antydninger og indestængte følelser – holdt sammen af en kyndig filmdebutants faste greb. Så hvordan kom det lige dertil, hvor jeg sad med tårer rendende ned ad begge kinder, da det hele var slut?
Det spørgsmål vil rigtig mange danske anmeldere givetvis forsøge at besvare, når 'Aftersun' får biografpremiere i morgen, torsdag. Nok fordi deres kinder også var våde og salte ved afslutningen på det her hypede festivalhit, der er blevet båret på hænder og fødder på sin færd rundt i Europa, før det nu har nået Danmark.
For en sjælden gangs skyld har jeg selv mest lyst til at lukke munden og holde det hemmeligt, hvad 'Aftersun' har hvisket mig i øret. Blandt andet fordi det – ligesom historien om de ubrugte barnesko – står stærkest frem som stikord frem for forklarende tekst.
Som minimum kan det siges, at noget synes at falde på plads, idet Oscar-vinderen Barry Jenkins toner frem som medproducent i rulleteksterne. Det giver mening. Der er toner og skær af hans 'Moonlight' (2016), af Sofia Coppolas 'Lost in Translation' (2003) og af tyrkiske Nuri Bilge Ceylans 'Climates' (2006) i en film, der alligevel lyder og smager helt som sin egen.
Og så har jeg ikke engang nævnt en slutning, der får det til at tordne og lyne i hjernen med så simple, slående midler, at enhver filmstuderende må rive sig i håret af begejstring såvel som misundelse.
Næsten uden at gøre noget ender 'Aftersun' som et paradoksalt brag; som en elementær selvfølgelighed og et voldsomt stormvejr, der udlignes af hinanden. Lidt ligesom at høre – og nu siger jeg det bare – det faktum, at dine forældre engang har været unge. Og at de en dag skal dø. Det er dér, vi er i Charlotte Wells krystalklare debut. Så tag hende i hånden, og træd med ind i det flimrende mørke. Mod bunden og toppen; det fører det samme sted hen. Hvordan man end vender og drejer den, er det en kæmpestor oplevelse at være nået dertil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar