'Copenhagen Cowboy' (tv-serie), instr: Nicolas Winding Refn, 2022.
Frihedsbrevet, 1. februar 2023.
Vil man kalde nogens bluff, må man selv lægge kortene på bordet.
To et halvt afsnit inde i Netflix-serien 'Copenhagen Cowboy' greb jeg ned efter den telefon, der havde brændt i min lomme i mindst en time. Ikke for at tjekke klokken, men for at lade tankerne vandre. Jeg scrollede, gjorde jeg, og jeg husker ikke, hvad jeg kiggede på.
Var det vigtigt? Stensikkert ikke. Det virkede bare vigtigere end at blive ved med at kigge og kigge på Nicolas Winding Refns stirrekonkurrence af en serie, der time efter time, scene efter scene bevægede sig længere væk fra noget, jeg kunne se mig selv stirre på.
Indtil 'Copenhagen Cowboy' har det ellers konsekvent været fascinerende at gå på opdagelse i danskerens fremmede, fandenivoldske verdener og tage bad i hans bassiner af nervøs sved og strobelys. Jeg har elsket og beundret manden – som i øvrigt stak mig en autograf, før min stemme gik i overgang – og jeg vil gå i brechen for flere af Refns udskældte værker, inklusiv den megalomane, 13 timer lange Amazon-serie 'Too Old to Die Young' (2019) og hans jordslåede hovedværk af en menneskelig halalslagtning, 'Pusher 3' (2005).
På gaden, i højfjeldene, bag tremmer og under vampyrmånens blege skær har Nicolas Winding Refn gennem tre årtier udrettet ting, som mange instruktører ville æde et øje for. Om ikke andet har han vist sig som miljøernes mester.
I 'Copenhagen Cowboy' er vi landet på månen. Og den er lavet af blå ost.
Her går en kvinde med mystiske evner, Miu, rundt og kigger. Hendes tøj er blåt, og hun er god til at slås. Faktisk er hun en “lykkeamulet”, lyder det fra folk omkring hende, der alle taler, som havde de en heroin-kanyle hængende ud af armen. Om hun er en cowboy, og om Nicolas Winding Refns serie overhovedet foregår i København, er svært at tyde. Endnu sværere er det at sige noget om, hvad Refn og hans to kvindelige medforfattere, Johanne Algren og Sara Isabella Jønsson Vedde, har sat sig for at udrette eller udtrykke med deres fodslæbende, mystiske serie.
I hvert fald er de nøjedes med at skitsere en håndfuld temaer om mandlig dominans og kvindelig opstand og servere dem i et ekstremt langsomt tempo – klinisk renset for noget nær alt det, der kunne tænkes at få en sammensunket sofa-seer til at ranke ryggen.
Man forstår med andre ord, hvorfor både danske og udenlandske anmeldere har muntret sig med at bruge 'Copenhagen Cowboy' som boksebold.
Ensom, men markant står støtten fra Frihedsbrevets ansvarshavende chefredaktør, Mads Brügger. På Facebook har han kaldt serien “svimlende” og betegnet den som “et helt unikt kunstværk”. Om skamrosen skyldes, at Brügger selv har en rolle i serien, og dermed holder den frem i lyset for at mele sin egen kage, ved jeg af gode grunde ikke. Men muligheden eksisterer.
Det samme gør en anden mulighed, nemlig at Frihedsbrevets egen grillmester er blevet lidt rigelig rundhåndet på sine ældre dage. Det ville også forklare, hvorfor chefredaktøren udråbte hele to danske film – der i denne anmelders optik fortjener fire stille rolige stjerner ud af seks mulige – som “mesterværker” på Twitter i det forgangne år. Den ære tilfaldt seriemorderfilmene 'Holy Spider' og 'The Good Nurse', og de får nu altså følgeskab af 'Copenhagen Cowboy' på Brüggers helt høje podie.
Der er selvfølgelig også en tredje og måske mere sandsynlig mulighed. Rundt regnet går den på, at Mads Brügger har fulgt trop på seriens involverede investorer og filmfolk og er blevet forblændet af Nicolas Winding Refns vision. En vision, der – slet ikke uden effekt – lokker som en kroget pegefinger bøjet i neon, rettet mod glimmer og grimhed, macho-kritik og girlpower og ikke mindst total kunstnerisk kompromisløshed.
Nu ligger den der så, visionen, glat og fri for kompromisets modhager, udfoldet som fem timers glidende, psykedelisk slow-tv på verdens største streamingtjeneste, Netflix. Skruer man ned for lyden og skalerer seriens billeder op på en kold klinkevæg, kan man næsten se 'Copenhagen Cowboy' agere visuelt bagtæppe til en narkofest i Kødbyen.
Hvor den ellers kunne gøre gavn, aner jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar