'Memoria', instr: Apichatpong Weerasethakul, 2021.
Frihedsbrevet, 6. juli 2022.
Forskning har vist, at den kreative del af menneskehjernen har særligt gode arbejdsforhold, lige inden søvnen rammer. I takt med at rummet, madrassen og hovedpuden fortoner sig, gør bevidsthedens hang til rationaler og begrænsninger efter sigende det samme. På tærsklen til drømmeland – i den såkaldt hypnagogiske overgangstilstand – skulle der være nok så spændende og endda brugbare ting at hente ned fra underbevidsthedens hylder, hvis man ellers er på udkig efter den slags.
Det er vist nok derfor, at en del forfattere, filmfolk og andre kunstnere har notesbøger liggende ved natbordet. Og det kunne snildt have et eller andet at gøre med, hvorfor manden bag biografaktuelle Memoria, thailandske Apichatpong Weerasethakul, har fundet sin helt egen søvndyssende frekvens at lave film på.
Med 'Memoria' har Weerasethakul– der gudskelov også går under kælenavnet Joe – skabt noget objektivt lige så søvnigt og særligt som sidst, jeg lagde min hjerne i hans hænder. Dengang, i 2015, hed filmen 'Cemetery of Splendour', og her blev en flok soldater hasteindlagt på et lille thailandsk hospital ud til vandet; alle fragtet ind på hver sin båre og med lukkede øjne, nedsunket i hvert sit individuelle og dog kollektive anfald af… dyb, uafbrydelig søvn. Klarere kan jeg ikke genfortælle filmen, og det tror jeg måske er meningen. Joes film – og det gælder også Memoria – står ikke ligegyldigt, men svagt tilbage, lidt som aftrykket fra en fjern og dog nærværende drøm. Som noget langt fra ligegyldigt, der mest af alt føles vigtigt af grunde, jeg ikke selv forstår.
Kun mennesker med det helt sorte bælte i arthouse-film vil kunne argumentere imod, at Apichatpong Weerasethakul (fra nu af kalder jeg ham altså bare Joe) repræsenterer et af de absolutte randområder på det filmiske landkort – og at hans nye film slår en klar streg under hvorfor. Skulle du ende i en diskussion med en genstridig filmbuff, der mener at have hårdere hud end dig, og som påstår at sluge folk som Joe til morgenmad, kan du retmæssigt pointere, at handlingen i 'Memoria' er forsvindende lille. Nogle ville sige tynd. Og altså: Den er der næsten ikke. Med lidt god vilje kunne den stå på en af Ekstra Bladets spisesedler: ‘Kvinde hører mystisk lyd i sit hoved. Men hvor kommer den fra?’
Vejen går fra Bogotás gader til et professionelt lydstudie og et optrin i junglen, hvor nye, overnaturlige toner tager bolig i filmens hovedperson. Mere bør du egentlig ikke vide om Jessica – spillet af filmens britiske medproducer, ikonet Tilda Swinton – og hendes forsøg på at lokalisere et tilbagevendende brag, der holder hende vågen om natten og på stikkerne om dagen.
Og dog.
For jeg bliver nødt til at adressere det gardin, jeg følte hænge ned mellem mig og 'Memoria' og forpurre optrækket til et decideret filmtrip. Og det har noget med kvinden i centrum at gøre.
På tærsklen til sit filmiske drømmeland er Joe ellers klart på sporet af nye opdagelser, måske endda en helt ny dimension. Den dimension lykkes den thailandske auteur med kælent at tegne konturerne af i de to afsindigt langsomme timer og 16 helt stillestående minutter, 'Memoria' varer, særligt takket være sine meget lidt ekstravagante, men helt uhyre stimulerende billedkompositioner og et opslugende lydspor, der ikke lyder som noget, mine ører har hørt før.
Men han træder aldrig ind over dørtrinnet. Eller måske gør han, men jeg kommer aldrig med.
I døren står en fod og spærrer vejen. Hvem foden tilhører, kan virke fordummende enkelt og mere personligt, end hvad professionelt er, når nu jeg nævner det. Men det kan Sleepy Joe selv være ude om. Han har selv lagt linjen, og når hans film opererer på så abstrakte, instinktive og endda subliminale niveauer, må en ærlig vurdering af hans film nødvendigvis undgå fornuftens kompromiser og tale frit fra leveren.
Min hæmsko hedder Tilda Swinton.
Det 61-årige britiske verdensnavn med det distinkte udtryk har tøffet rundt i arthouse-film gennem tre årtier og føjet sit nærvær til film, der ikke decideret minder om, men i hvert fald smager lidt af 'Memoria'. Hun skiftede på mystisk vis køn uden at fortrække en mine i allegorien 'Orlando' (1992). Hun mærkede gastronomiske og reelle orgasmer slå sprækker i facaden i den hyper-sanselige 'Io Sono L’amore' (2009), og hun så sin søn forsvinde ind i ondskabens mørke i den lavfrekvent ubehagelige 'We Need to Talk About Kevin' (2011). Indimellem og i mange år efter har Swintons benede, androgyne fremtoning gang på gang indtaget centrale positioner i film fra Wes Anderson, Bong Joon-ho, Luca Guadagnino, Jim Jarmusch og brødrene Ethan og Joel Coen, ligesom hendes sejrsrunder på alverdens store filmfestivaler har givet indtryk af et slags globalt anker – en ambassadør – i filmkunstneriske kredse.
Som Jessica i Memoria er det Tilda Swinton, jeg ser. Hun er den samme, når hun starter, som når hun slutter, og med hende som billedernes fikspunkt når rejsen mod metafysikkens fjerne kyster aldrig helt i mål. Swinton bliver en rød redningsbøje på et ellers faretruende farvand; en slags selvfølgelighed i et filmisk univers defineret af bøjede og brudte regler.
Med 'Memoria' har skuespillerinden vist sin usvigelige kapacitet som medskaber, og den jurypris, filmen vandt på sidste års filmfestival i Cannes, skal også tilskrives hende. Det ændrer bare ikke ved, at Tilda Swinton selv ender med at koste dyrt på min personlige bundlinje. Uden hende virker Joes film forbløffende tæt på det nybrud, der rumsterer under overfladen. Så meget skal han have, denne mystiske syvsover, der har sat Thailand på filmkunstens verdenskort og fortsætter med at gøre det. Utrætteligt og meget, meget søvnigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar