Ræk mig venligst et rustent søm

'After Yang', instr: Kogonada, 2021.

Frihedsbrevet, 31. august 2022.

Nu tager jeg et vildt gæt, men du kender sgu nok ikke den sydkoreanske fyr Kogonada. Hvis du kan lide film – gennemtænkte, gennemførte, velskabte film med hovedet og hænderne skruet ordentligt på – så kender Kogonada dog nok lidt til dig.

I hvert fald ved han en ting eller to om, hvordan du og dine øjne og din hjerne ser film; hvad I i fællesskab opdager og optager, drages mod og fascineres af, når intet i det levende billedes firkantede ramme overlades til tilfældighederne. Han har nemlig lært af de bedste. Og det fornægter sig ikke.

Som tidligere klip-konge har Kogonada givet alverdens filmnørder plettede underbukser med sine hyldede video-essays, hvori ikoniske instruktører med distinkte stilarter har følt hans analytiske blik skære sig gennem karrierens materie med et flækkende tværsnit. Jeg har selv engang set to af de videoer, og det var faktisk rigeligt; én om Wes Andersons symmetriske billedkompositioner – komplet med en stiplet midterlinje lagt oven i hvert enkelt tableau– og én om franske Robert Bressons brug af hænder. Mere skulle jeg ikke bruge for at forstå, at Kogonada har fanget det her medie. He get’s it.

I 'After Yang', Kogonadas anden spillefilm, bringer han det bedste, han har lært – i hvert fald fra de kanoniserede filmiske mestrer, der kan virke en lille smule ensidige, når de sættes i system. Visuelt sætter sydkoreaneren ikke en fod forkert i sin pertentligt og præcist indrettede, helt enormt Instagram-venlige fremtidsverden, hvor en hvid far, en sort mor og en kinesisk adoptivdatter skal tøjle tabet af menneskerobotten Yang. Han er datterens kunstige, men højst livagtige og højtelskede bonusbror, der har forladt livet på jorden efter en indre systemfejl.

Frem for at etablere en indre nerve og nødvendighed i plottet, hænger meget af filmen sin hat på Colin Farrells bedrøvede nærvær i rollen som den famlende familiefar, der pludselig er på sporet af dybtliggende tech-hemmeligheder. Inden længe kan han uploade og iagttage dele af Yangs minder fra en sort boks gemt godt af vejen i menneskerobottens kadaver, og så begynder Kogonadas filmiske viden for alvor at tage fat.

I elementært smukke, men underligt utroværdige montager flyder Yangs lagrede minder gennem filmen med så heftigt et halehæng fra mesteren Terrence Malick, at de små stumper fra hverdags-mosaikken virker mere kalkulerede end inspirerede. Senere udtyndes den vel nok bedste scene i 'After Yang' – en scene, hvor Colin Farrell begrunder sin dybe passion for te. Den leveres med smittende indlevelse af skuespilleren, men tynges af et Jean-Luc Godard-agtigt metatrick, hvor personernes sætninger først lyder, som var de løsrevne tanker, inden de materialiserer sig og altså gentages som replikker. Netop det greb havde en fantastisk effekt i Joachim Triers 'Verdens værste menneske'. I 'After Yang' føles det ikke som meget andet end en teknisk fodnote i en encyklopædi af filmisk lærdom.

Anderledes besjælet virkede instruktørens første film, 'Columbus' fra 2017, der godt nok aldrig kom i de danske biografer, men som selv på lille skærm virkede stor og stedvist overvældende. Måske fordi den tog to bundtroværdige hovedpersoner og placerede dem i et velvalgt nu og her frem for – som i After Yang – at skære nutid, fortid og fremtid ud i kvadratiske småstykker, omlægge og anrette dem og tilsætte smagfuldt følsom underlægningsmusik, så det hele står i vater.

Var Kogonada en nær ven, der kom og viste mig 'After Yang', ville jeg være pavestolt. Han kan klippe, filme og tænke film til det yderste af fingerspidserne. Man savner bare en kælket linje, et vrøvlet ord, et rustent søm at skære sig på. Man savner at se en akademisk cineast glemme alt, hvad han har lært, punktere redningsvesten og kaste sig ud på det dybe.