Dødskørsel med åbne øjne

’The Matrix Resurrections’, instr: Lana Wachowski, 2021

Hvor ville det hele have været meget nemmere, hvis den fjerde ‘Matrix’-film var blevet spændt for en blockbuster-vogn og kørt til døde af Hollywoods spekulative stormagter. Men bag rattet i bilen, der kører mod strømmen på motorvejen, sidder selveste Lana Wachowski. Og hun smiler over hele femøren.

Den slags dødskørsel kan være beundringsværdig, hvis sømmet så for pokker også trykkes i bund. Desværre hænger hele undervognen af ’The Matrix Resurrections’ og skraber mod asfalten efter en frenetisk første time, hvor det går over stok og sten. Dén time svæver et dejligt vægtløst sted mellem uoverskuelige niveauer af fiktioner og virkelighed – det sted, hvor ‘Matrix’-filmene i virkeligheden gør sig bedst. Når først jordforbindelsen etableres, præmissen køres i stilling, og GPS’en sættes til, bliver synet mere sørgerligt. Pludselig står det meget klart, at det er en skodbil, Lana Wachowski kører i. En lortespasserbus.

Det er muligt, at hun har valgt den selv – at den ikoniske kampkoreografi og digitale billedmagi, der printede ‘The Matrix’ ind i alle seriøse filmhistoriebøger om det 21. århundrede, bevidst er blevet fravalgt til fordel for tæt filmede, skamklippede slåskampe og kvalmekunstige farveflader, der ligner pixelerede støvmidder fra streamingtjenesternes nederste ‘action’-hylder. Måske er det en drillende pointe i sig selv, at vi forventer noget, vi ikke får. Jeg ved det ikke, men håber det næsten, for som et fuldtonet action-apparatur er ‘The Matrix Resurrections’ rystende ringe. Jeg har efterfølgende læst mig til, at legendariske John Toll var fraværende på settet det meste af tiden, hvilket absolut giver mening. Det her har han ikke fortjent at lægge navn til.

Inde bag det brogede ydre og de selvdestruktive meta-lag er der et hjerte, der banker for Neo og Trinity. Det hjerte kan ikke benægtes, og det spiller heller ikke helt fallit. Modsat den kolde matematik i en film som ‘Tenet’ er det, som om ‘The Matrix Resurrections’ jokker forkert med åbne øjne og løsslupne drifter i sin nærmest suicidale insisteren på at smadre sit eget fundament. Som sådan er kompromisløsheden og brandtalen for originalitet fascinerende. Det ændrer bare ikke ved, at ‘Matrix’-universet i forvejen er udvandet af to tvivlsomme efterfølgere og en arv, der har spredt sig som bullettime-bølger i popkulturen. Alt det ved Lana Wachowski, og hun ved, at vi ved det. Og hun ved, at vi ved, at hun ved, at vi ved, at hun ved det.

Forvirret? Interesseret? Hop ind på bagsædet, eller lad være. Turen går mod autoværnet. Valget er dit.