To fanger lykkes ikke bare med at flygte fra et topsikret fængsel i Alaska, men ender også på et løssluppent godstog, der ikke kan standse, fordi føreren er død af hjertestop. Og så står den ellers på genstridige døre og panik i kontrolrummet, mens katastrofen nærmer sig. For hvis man som ombordværende passager kaster sig af toget – ud i en af de tilsyneladende bløde snedriver, der indhyller det ellers smukt fotograferede landskab – så dør man.
‘Runaway Train’ er en af den slags film, man engang imellem kan møde og bare ikke forstå. Jeg forstår ikke det opdoblede ‘hvad er chancen?’-plot, hvor meget det så end syner af symbolsk determinisme og håbløshed. Jeg forstår ikke Jon Voights og Eric Roberts voldsomme, nærmest komiske overspil, der åbenbart var Oscar-nomineret, og som får filmen til at føles to-tre årtier ældre, end den er. Måske en hyldest til Kurosawa-gengangeren Toshiro Mifune (der også ofte råbte af fuld, teatralsk hals), fordi instruktørikonets forlæg ligger til grund for filmen? Det er mit bedste bud.
Og så forstår jeg ikke, at man ikke bare kaster sig af det tog.
De logiske knaster har givetvis gjort mig resistent over for andre aspekter af ‘Runaway Train’, der afværger al tale om et makværk. Kulden kan mærkes, mens den dyriske maskulinitet indfanges i et par stærke nøglescener, og så kan den sært attraktive følelse af at møve sig rundt i en iltfattig, småfarlig 80’er-produktion heller ikke benægtes. Men kvaliteterne føles aldeles underordnede, når man – efter en film, der ivrigt råber én op i hovedet og river og flår i krave og bukseben – sidder så ligeglad tilbage.
Jeg vil lade ‘Runaway Train’ hamre derudaf og erkende, at den her fanger jeg nok aldrig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar