'Goldeneye', instr: Martin Campbell, 1995
Skurke-citatet ovenfor – der selvfølgelig er henvendt direkte til 007 himself – kunne sagtens have været indhyllet i dunkel musik og leveret i et par mørkrandede, intensiverende close-ups. Den chance havde Sam Mendes nok ikke ladet passere. Men med actionvirtuosen Martin Campbell ved roret affyres linjen i stedet hurtigt og fra hoften midt i klimakset ombord på en kæmpesatellit, hvor olietønder står side om side med højteknologiske skurkecomputere, og kampen om verdensherredømmet spidser til.
Smerten og mellemtonerne er smukt sneget ind i ’Goldeneye’, der både som James Bond-revitalisering, skamløs drengedrøm og actionfilm i egen ret står distancen. Den kaster sig rundt mellem arketypiske spionscenarier fra kolde russiske kældre til tropiske jungler og erotiske spabade og præsenterer syn og scenarier fra ikonernes øverste hylde. Det skal siges, at jeg så filmen 25 gange i min barndom og tyndsled Nintendo-spillet i ovre klubben og med bedst tilstræbte Bond-positur kastede mig ud fra alt, der havde en kant. ‘Goldeneye’ betød meget for mig, og det gør den – åbenbart – stadig.
For mens manuskriptet smidigt finder de små rum at arbejde i (rum, der ikke er små, fordi de er komplekse, men fordi filmen simpelthen er stopfyldt med action), har Martin Campbell instrueret sin film med et skarpt blik for bevægelser og klipperytme – som om han hele tiden er et skridt foran. Kompetencerne fremstår selvfølgelig endnu klarere i lyset af hans ‘Casino Royale’, der på lignende vis genantændte 007 med et brag, og i ‘Goldeneye’ viser han sig nok engang som den rette mand til opgaven.
Bond-film nr. 17 banker derudaf med en naturlig balance i hele sin akrobatiske krop. De russiske håndlangere kaster sig som kludedukker ved hver en lejlighed og giver/gav drengene i skolegården noget at efterligne. I nogens øjne kan det genere, men for mig viser det en film fuld af fysisk lyst til at vride sit materiale for hver en dramatisk dråbe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar