Panden mod den kolde mur

'Pusher', 'Pusher II' og 'Pusher III', instr: Nicolas Winding Refn, 1996, 2004 og 2005

Pusher (1996)

Det er ikke nødvendigt at gå i detaljer med ‘Pusher’s piblende og pumpende energi, dens vildskab og rastløshed, der allerede står som et velbeskrevet kapitel i dansk filmhistorie. Til gengæld er det værd at bemærke, at energien stadig rammer som et boldtræ i panden 25 år efter premieren.

Udover sin fuckfingerpegende kraftudladning har Nicolas Winding Refn mange ting kørende for sig i debuten, og selv i bagklogskabens lys og karrierens backspejl skærer alt i øjnene med en nærmest blændende klarhed.

Man svimles af præcisionen i replikker og locations med de grønne vægge i Milos kaotiske, landsbyagtige klublokale som en af flere genistreger. Og så er der en 90’er-præget ærkedanskhed til stede i ‘Pusher’, der løfter værket op på et særligt rød/hvid-farvet niveau, når et reklameskilt for Ota Solgryn og diskussioner om Line Baun Danielsens sexappel intuitivt mikses ind mellem voldsudbrud, pikmålinger og knækkede skæbner.

Til stede er også en uventet, men kærkommen ømhed, som listes ind fra højre og pludselig omfavner karaktererne i en lille, mesterlig midterpassage med en joint og en kanyle bag hver sin lukkede dør. Med enkle midler, rå kvalitet og stor filmforståelse skabte Refn med ‘Pusher’ en af de bedste, hvis ikke den bedste danske film nogensinde.

Pusher II (2004)

Jeg huskede egentlig ‘Pusher II’ som den bedste af de tre film, men kom så småt på andre tanker, da Refn henad vejen blotlagde sin lidt for firkantede tilgang til Tonnys skæbnesfortælling – en fortælling, der stadig oser af 1’erens gadestemning og rumfornemmelse, men som også tynges af et overeksponeret faderopgør og en lidt for insisterende understregning af Tonnys kamp. Han er “sgu da for dum” og en “fucking taber”, fastslår karaktererne om og om igen, og selvom Mads Mikkelsen spiller fremragende, synes hans skæbne støbt i en for tung beton.

Det tager dog intet fra filmens nøglescener, der virkelig leverer varen, inklusive en uforglemmelig indledning og en række både isnende og lattervækkende replikker og detaljer, som overskydende nol der fejes i morgenmadsskålen og et fejlslagent luderbesøg. På lydsiden udbygger Refn og komponist Peter Peter effektivt universets klangbund med fatalistiske synth-toner, der yder Morten Søborgs atter fantastiske fotografering al retfærdig. Men måske Tonny-karakteren simpelthen bare fungerer bedst som birolle?

Pusher III (2005)

‘Pusher III’ fortsætter i samme paniske, maskulinitetsnedbrydende rille som forgængerne, men den har også et andet bid, en anden nysgerrighed og en anden, mere filmisk tilgang til materialet. Refn leger med farver, vinkler og lydmotiver på en mere nærgående måde end hidtil, hvor djævelske spilledåselyde fra en enarmet tyveknægt og et soundtrack fuld af aggressioner og melankoli bringer alle sanser i spil.

I centrum står Zlatko Buric som Milo og leverer en af de bedste præstationer i en dansk film nogensinde. Hans mådehold, timing og temposkift er overvældende, og når rygeheroinen markerer en skillevej, træder Buric ind på misbrugets sti med troværdigheden i fuld behold – døsig og fjern og samtidig sit ansvar bevidst. Buric skulle slås til ridder for denne præstation.

Den komprimerede tidsramme (hele filmen foregår over 24 timer) og gennemtænkte struktur kulminerer i en afsluttende sekvens, hvor håndlangeren Radovan gør comeback, og slagterforklæder findes frem fra køkkenskabet som var det karklude. Det chokerende voldskapitel – der uretmæssigt er blevet filmens magre eftermæle – rulles ud med en træt og rutineret og højst chokerende selvfølgelighed, som man bærer sig videre. Selve slutscenen syner af typisk udtoning, men har en knugende og sørgelig nerve i sig. Vi er ikke langt fra 1’erens topniveau, og jeg har allerede lyst til at se filmen igen og skrive mere om den.