Det bør vel altid tages med et gran salt, når nogen akut erklærer noget for “uforglemmeligt” uden at lade tiden og hukommelsen trykteste påstanden. Her vover jeg dog gerne skindet og erklærer Abbas Kiarostamis guldpalmevinder ‘Taste of Cherry’ for lige netop det. Fuldstændig uforglemmelig.
Jeg vover skindet, fordi filmen er så provokerende anderledes, men føles så behageligt vedkommende. Den er ikke en hidsig fuckfinger, men et kærligt dask til både filmmediet og dets følgere, der formentlig aldrig vil kunne se chauffører med melankolske blikke på samme måde efter ‘Taste of Cherry’.
Påstanden om filmens uforglemmelige kvalitet vil forhåbentlig også tvinge min hjerne til at huske Kiarostamis værk og dets afbalancerede omgang med livets store temaer: Livet, døden og kommunikationen mellem mennesker. Det hele får plads til at ånde, men filmen mæsker sig heller ikke i spilletid. ‘Taste of Cherry’ er ganske enkelt klippet, filmet, spillet og tænkt med en skarphed og en klarhed, der overvælder. Som åndsfælle kan man nævne Joachim Triers ‘Oslo 31. August’.
Og så skal jeg have genset den en dag og til den tid prøve at få greb om, hvorfor Abbas Kiarostami – som supplement til verdens mest perfekte slutning – tilsyneladende pisser det hele væk i sine sidste to minutter. Er det mig, der er firkantet? Har iraneren opfundet sit eget redskab i den filmiske værktøjkasse? Kaster han det i så fald ind lige før tæppefald for at være smart eller drillesyg? Eller har han reelt noget at sige med det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar