Skrevet af Rasmus Lundberg
’Hunger’ er på sin vis en film som alle andre.
Den varer 96 min.
Den har skuespillere, en lysmand, en kameraoperatører og et manuskript i ryggen. På den måde er det en film, som vi kender det.
På andre og meget afgørende punkter er der her tale om en film, der ikke vil vække nogen som helst form for genkendelse, med mindre man selv har erfaret eller fået færden af filmmediets yderpunkter. Og er man her endda selv velbevandret, kan ’Hunger’ komme som et chok. Eller en åbenbaring. Her udelukker det ene bestemt ikke det andet.
På andre og meget afgørende punkter er der her tale om en film, der ikke vil vække nogen som helst form for genkendelse, med mindre man selv har erfaret eller fået færden af filmmediets yderpunkter. Og er man her endda selv velbevandret, kan ’Hunger’ komme som et chok. Eller en åbenbaring. Her udelukker det ene bestemt ikke det andet.
Hvor er det så, at 'Hunger' bøjer af fra mængden? Svaret er dens hensigt, dens fokus - sløret og drillende og på samme tid knivskarpt rodfæstet i det komplekse værk, filmen er, og det af dens kreative bagmand, Steve McQueen.
Inden overhovedet at have introduceret sin hovedperson, IRA-fangen Bobby Sands, har Steve McQueen med alverdens tålmodigheden beskrevet stemningen af frygt og frysende ubehag, der fylder luften i et skruppelløst nordirsk fængsels anno 1970. Splitternøgne fanger tæskes møre med køller, og de skyldige fangevogtere klasker med fortvivlede øjne og rystende hænder vand i ansigtet bagefter.
Intet er ensidigt i dette lukkede og tætte univers af mennesker og politik. Sidstnævnte berøres kun i form af lyden af Margaret Thatchers stemme over en radio til billederne af pis, der fejes af vejen på fængselsgangens kolde stengulv. Politik er en uhåndgribelig størrelse her, men åbenbart værd at banke eller blive banket gul og blå for.
Et lukket hoved
Vil man se filmen som en stor, sjælerensende kulegravning af begrebet ’martyr’ og den ligedele absurde og absurd fascinerende idé, der ligger i at lade livet i en højere sags tjeneste, så giver 'Hunger' flere gode grunde til en stor oplevelse. Men på sine egne præmisser. For beskrivelsen af martyren er en beskrivelse i al dennes utilstrækkelighed. 99% af tiden betaler McQueen simpelthen prisen for ikke at vide, hvad der egentlig foregår i hovedet på sin autentiske hovedperson, Bobby Sands, der holdes fanget i det nordirske fængsel og herfra indleder en sultestrejke.
Vi ved hvad han med glødende iver og retorisk gennemslagskraft fortæller til den fængselspræst, der lidt over halvvejs inde i filmen - i 17 minutter og ét langt, stædigt klip - hører Sands forklare sig og selv byder ind med betragtninger og foreslag. Ja, vi ved det til hudløshed efter have set Steve McQueen lade sit kamera rulle til langt ud over vanlig lukketid, og efter at have hørt de to mænd tale ud, mens de tænder den ene cigaret med den anden.
Vi ved hvad han med glødende iver og retorisk gennemslagskraft fortæller til den fængselspræst, der lidt over halvvejs inde i filmen - i 17 minutter og ét langt, stædigt klip - hører Sands forklare sig og selv byder ind med betragtninger og foreslag. Ja, vi ved det til hudløshed efter have set Steve McQueen lade sit kamera rulle til langt ud over vanlig lukketid, og efter at have hørt de to mænd tale ud, mens de tænder den ene cigaret med den anden.
Scenen er uforglemmelig og skriver nærmest filmhistorie på stedet. Men hvad sker der egentlig inde i hovedet på denne Bobby Sands? Er han en helt? Hvad er han gjort af? Begge spørgsmål trænger sig på som Sands’ krop – og det vil sige den krop, der tilhører den ualmindeligt dedikerede og intense skuespiller Michael Fassbender – udsultes og udmagres til hvad mere end godt er.
Et ekko af sandhed
Særligt i anden halvdel af 'Hunger' betræder Steve McQueen et ofte foragtet filmisk land, hvor ’transcendens’ dyrkes og ikke degraderes til et fy-ord. Der hvor man må lade kameraet køre i mange uafbrudte minutter og fylde sine billeder med umiddelbar tomhed. Hvor spørgsmål ikke besvares, men formidles i provokerende former og træk, og hvor underlægningsmusikken fravælges som den følelsesmanipulation, den i sit malplacerede nærvær ville fremstå som.
For kendere af Michael Haneke, Gus Van Sant eller de belgiske Dardennes-brødre vil den dybe tallerken måske være svær at få øje på, men på det både fysiske og emotionelle plan banker ’Hunger’ sig helt derind, hvor man ikke ryster den af sig, og hvor andre film i dage efter vil føles forcerede og falske. Så stærkt står McQueens billeder af viljestyrke og i sidste ende døde, opadvendte øjne.
Som de 96 minutter forløber og til sidst når tæppefald, er der ikke meget lys for enden af tunnelen. Selv når Steve McQueen i filmens absolut allersidste scene løsner op i sin konsekvente form og går den subjektive vej, så er det ikke forløsende. Det er smukt og ukonkret, elektrisk - og stadig et mysterium. Man efterlades i en tilstand af ubehag og refleksion, overrumplet af den rene og seje filmiske kraft - men svar er man ikke blevet rigere på. Tværtimod. Og er det sandheden, man vil have fat i, så skal man søge andre film end 'Hunger'. Her er kun dens flygtigt omkringfarende ekko, utydeligt og dog mesterligt udstoppet og dissikeret af Steve McQueen. Som om det ikke var nok.
Særligt i anden halvdel af 'Hunger' betræder Steve McQueen et ofte foragtet filmisk land, hvor ’transcendens’ dyrkes og ikke degraderes til et fy-ord. Der hvor man må lade kameraet køre i mange uafbrudte minutter og fylde sine billeder med umiddelbar tomhed. Hvor spørgsmål ikke besvares, men formidles i provokerende former og træk, og hvor underlægningsmusikken fravælges som den følelsesmanipulation, den i sit malplacerede nærvær ville fremstå som.
For kendere af Michael Haneke, Gus Van Sant eller de belgiske Dardennes-brødre vil den dybe tallerken måske være svær at få øje på, men på det både fysiske og emotionelle plan banker ’Hunger’ sig helt derind, hvor man ikke ryster den af sig, og hvor andre film i dage efter vil føles forcerede og falske. Så stærkt står McQueens billeder af viljestyrke og i sidste ende døde, opadvendte øjne.
Som de 96 minutter forløber og til sidst når tæppefald, er der ikke meget lys for enden af tunnelen. Selv når Steve McQueen i filmens absolut allersidste scene løsner op i sin konsekvente form og går den subjektive vej, så er det ikke forløsende. Det er smukt og ukonkret, elektrisk - og stadig et mysterium. Man efterlades i en tilstand af ubehag og refleksion, overrumplet af den rene og seje filmiske kraft - men svar er man ikke blevet rigere på. Tværtimod. Og er det sandheden, man vil have fat i, så skal man søge andre film end 'Hunger'. Her er kun dens flygtigt omkringfarende ekko, utydeligt og dog mesterligt udstoppet og dissikeret af Steve McQueen. Som om det ikke var nok.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar