"Den der film om ham drengen, der vokser op"

Anmeldelse af 'Boyhood'. instr: Richard Linklater. 2014

Skrevet af Rasmus Lundberg

Der skulle ca. gå 2 timer og 20 minutter, før 'Boyhood' ramte mig; som anmelder, som regulær filmseer og simpelthen som menneske. 'Ramte' virker endda som en underdrivelse. Da det skete - da instruktør og manuskriptforfatter Richard Linklater trak sit es i ærmet disse 2 timer og 20 minutter inde i sin film - gik tiden nærmest i stå.

Men lad mig lige starte med at være helt ærlig:

Jeg har i virkeligheden slet ikke lyst til at skrive en anmeldelse af ’Boyhood’.

Jeg har mest bare lyst til at henvise til min tidligere artikel på hjemmesiden Remoten.dk, der uddyber filmens tilblivelse såvel som dens filmiske præmis. Nu er det dog blevet dommens time. Og jeg har faktisk ikke engang lyst til at kalde den ’Boyhood’, hvilket den dog hedder, denne her film om en drengs opvækst der har høstet stjerner og anmelderros som nærmest ingen anden i mediets historie, og som har været hele 12 år undervejs. Jeg har lyst til bare at omtale den som ”den der film om ham drengen, der vokser op”. Eller Richard Linklaters Drengefilm.

Jeg for så vidt slet ikke lyst til at skrive noget domsfældende eller blot uddybende om ’Boyhood’, eller Richard Linklaters Drengefilm, som det passer min samvittighed bedre at kalde den. Jeg kan gå med til at fortælle så meget, som at den handler om en 6-årig dreng, Mason, der bor hos sin mor og ser sin far hver anden weekend. Mason ligner umiddelbart rigtig mange 6-årige drenge. Han sover i Spider-Man-pyjamas, dagdrømmer, spiller computer og skændes med sin selvglade storesøster, der synger spice-girls og gør sig til ved hver en lejlighed.

En dreng som så mange

Mason ligner ikke bare mange andre 6-årige drenge. Som han bliver ældre, ligner han også påfaldende mange andre 7-, 8-, 9-, 10-, 11-, 12-, 13-, 14-, 15-, 16-, 17- og 18-årige drenge. Situationerne i hans liv - som jeg virkelig ikke har lyst til at komme ind på - minder også forbavsende meget om situationer, man har set, oplevet eller hørt om før, enten på film eller i ens eget liv.

Mange af dem, de fleste faktisk, er slet ikke ophidsende eller mindeværdige situationer. Faktisk kan man gennem store dele af Richard Linklaters Drengefilm undre sig over, hvorfor så banale hverdagssituationer uden det store drama har fundet vej til dette ambitiøse filmprojekt; hvorfor man ikke har pumpet lidt saft og kraft ind i de realistiske løjer, eventuelt smagt til med lidt tårer, når nu man har været 12 udmattende år om at få optagelserne i kassen.

Næsten udramatisk

Årsagen er den samme, som hvorfor det piner mig lidt at kalde denne film for 'Boyhood', og hvorfor jeg - her 20 timer efter at have set og fordøjet filmen - har svært ved at fortælle folk, at de skal sætte sig ind i biografen og bruge næsten tre timer i selskab med den. Årsagen er, at Richard Linklaters Drengefilm næsten ikke er der. Dramaet er skam synligt, ikke mindst i starten, hvor en alkoholisk og tyrannisk papfar ter sig akkurat lige så usympatisk, som vi har set det skildret utallige gange i utallige andre film om ungdom eller familie. Men det er som om filmen står ved siden af og kigger ind. Som om den ikke rigtig er dramatisk, som om den ikke er et filmdrama, og som om den slet ikke er interesseret i at være det.

Famler i blinde

Sådan er 'Boyhood' - som filmen nu engang hedder - i ca 150 minutter af sin i alt 165-minutter lange spilletid. Diffus, flagrende og inkonsistent, præcis som sin hovedperson, Mason, der, som årerne går, famler i blinde efter hvilken type dreng, han vil være. Richard Linklater er ikke engang interesseret i det, vi normalt forbinder med de store højdepunkter i et ungt liv. Dem springer han henover som med en indifferent afværgende højrehånd, nogle steder let og elegant, andre steder provokerende og irriterende.

Efter ca 2 timer og 20 minutter går kabalen så op med et scene- og temposkift, der naturligvis ikke skal afsløres her. Lige pludselig skal 'Boyhood' ingen vegne. Den skal ikke understrege nogle ændringer. Lige pludselig er den der; som om destinationen er nået og som den har har sneget sig ind på én, den mægtige, saftige og livsindkarpslende storfilm, som Linklater med alverdens tålmodighed har ventet på at åbenbare for sit publikum. I 12 år.

Jeg takker og bukker for denne afsindigt rørende filmoplevelse og priser mig lykkelig for, at jeg ikke er tvunget til at afgive en karakter til filmen. For Richard Linklaters ujævne Drengefilm er så fraværende, at den dårligt nok er der. Den er så let og ubesværet, at dens sværvægt ikke giver meget mening. Den er så fin og skrøbelig, at man dårlig tør sige dens navn uden at tage noget fra den.

Og som sådan skal den næsten bedømmes på en skala, der ikke findes.