Der skal ikke meget mere end 15-20 minutters færden i Lars
von Trier minimalistiske manege til, før enhver skepsis er hægtet af vejen og
man af hjertet fryder sig over sin ankomst til hans besynderlige filmunivers,
’Dogville’.
Længere tid tager det simpelthen ikke at acceptere, at skuespillerne på skærmen alle
befinder sig i et aflukket filmstudie, og at Trier med et helt bevidst
drillelystent overlæg forsøger at bilde os ind, at filmstudiet i stedet er en
landsby udgjort af kridtstreger og sætvise teaterdekorationer. Med andre ord
har man her accepteret hvilken forunderlig og naturligvis fuldkommen uvant
størrelse, ’Dogville’ er - og så er det selvfølgelig her, filmen tager form. For
hvem er hende den mystiske kvinde, Grace, der kommer til byen med gangstere i hælene?
Hvem gemmer der sig i virkeligheden bag byens filosof, Tom, der fra starten
synes gådefuld i sin selvhævdede integritet? Og hvordan har Lars von Trier dog
i sinde at fylde sin spilletid ud med så lidt boltringsplads og så konceptuelt
et udgangspunkt, når nu DVD-coveret angiver løjerne til at skulle stå på i hele 170
minutter?
Skinger undertone
Sandheden er den, at Lars von Trier har masser at udfylde sine mange, stilistisk
strenge minutter med. Den historie, der i starten synes uhåndgribelig, viser sig
lidt efter lidt at være så ekstremt klart og stærkt tænkt, at hele den
mærkværdige Rudolf Steiner-kulisse langt snarere synes at blive en sidegenvinst - måske endda en bagatel - end
en hovedattraktion i ’Dogville’. Og efterhånden som den tager form til en mere
en besk og truende skikkelse, lister der sig et vist mareridtslignende slør
henover den helt absurde konstellation - kridtstregerne, de amatøragtige
set-dekorationer, ja selv John Hurt som filmens helt igennem hyggelige
fortællerstemme forholder sig uændret gennem von Triers knap tre timer, men
drejes alligevel over i en mere skinger og foruroligende grøft.
Mesterlig ubalance
Det er svært at se hvor grænsen går mellem kunstner og historiefortæller i
’Dogville’. Havde Lars von Trier ikke haft en fængende historie og et
perlespækket persongalleri til at pryde sit provokerende koncept med, så var
filmen efter al sandsynlighed endt lige så tør og sej som dens i forvejen
eksisterende første 5 minutter vækker bange anelser om. Var ’Dogville’ derimod
foregået på standartfilmens præmisser og uden sin provokerende niche af mere
end almindeligt sparsom arkitektur, så havde man muligvis stået tilbage med et
solidt skuespillerbåren drama - uden den udefinerbare magi. I sidste ende er
det ubalancen von Trier mestrer, som når han filmer 95 % af filmen som
vilkårlige dogme-optagelser og lader den sidste del sætte resten i relief med
et stilfuldt og altsigende oversigtsbillede.
Hvor vægtskålen så tipper for det
drilleriske og det dybtfølte, det splintrede og det sensitive er svært at svare
på, men som stimulerende kunstværk med tvivlen som våben er ’Dogville’ helt sin
egen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar