Døvstum - og hvad så?

Anmeldelse af 'The Tribe'. instr: Miroslav Slaboshpitsky. 2014

En film fra ukraine er en sjældenhed i de danske biografer. Hvad med en ukrainsk film med døvstumme amatørskuespillere og uendelige kameraindstillinger, der ville trække kindtænderne ud på selv Michael Haneke? Led ikke længere, for 'The Tribe' er her, og den er noget nær et unikum. Og så er den en elendig film.

”Jaja... men hvad så!?” får man lyst til at spørge den ukrainske film, ’The Tribe’.

For ”jaja,” filmens præmis er fængslende. Alene for den er ’The Tribe’ en film, man skal se, ikke mindst for at kunne snakke med om de film og de instruktører, der med en næsten antropologisk nysgerrighed forsøger filmmediet ekstrakteret for sit fulde potentiale.

For hør engang her:

En spillefilm med mennesker, men uden ord. Ikke et eneste. Kun tegnsprog fra alle parter. Et par grynt og støn hist og her, bevares, men ellers en totalt ordløs udlægning af coming-of-age-tematik, monotone institutionsgange og afstumpet vold, ført med et ofte medbevægeligt kamera, der følger vores personer med samme svæveriske lethed som kendt fra Gus Van Sants og Bela Tárrs trendsættende kunstfilm.

Det lyder fint og er det for så vidt også i den første halve time af ’The Tribe’, der med sikker hånd lægger kimen til den stil, filmen har i sinde at dyrke. En dvælende, grundig og hamrende interessant stil, fordi de unge døvstumme mennesker, som filmen handler om, er små mystrier hver og én - mysterier der kræver seerens aktive deltagelse, førend personernes følelsesliv kan afkodes. En lukket verden, vi som seere selv kan indtræde i. Spændende.

Her nærmer vi os det ”men”, jeg for alt i verden ville inkludere i mit direkte spørgsmål til filmen ’The Tribe’, eller måske i virkeligheden til manden bag filmen, den ukrainske debutant med et så halsbrækkende navn som Miroslav Slaboshpitsky.

For hva så?

Hvad kan denne over to timer lange, stilkonsekvente eksperimentalfilm ud over at være netop det?

Den kan være voldelig, kan den - og volden i ’The Tribe’ er gerne afstumpet og hurtigt afviklet; to lussinger og et knæ i maven eller et gok i nøden med en hjemmelavet træhammer, oftest uden at nogen fortrækker en mine. Volden bliver også hurtigt den mest fiberrige ingrediens i Slaboshpitskys stenalderkost og så meget desto mere en mangelvare, i takt med at de endeløse kameraindstillinger af uforståelige tegnsprogsfakter ophober sig i filmens anden halvdel. Dvs. en hel time, der i sin stiliserede døve-tristesse er noget nær ulidelig at sidde gennem.

Og så kan ’The Tribe’ være kropslig og ’modig’, som når den viser to unge mennesker ligge i en 69’er med hinandens kånsdele trykket flade mod ansigterne. Det er ikke frækt og ikke smukt - vel dårlig nok modigt i den frisindede filmverden anno 2015 - men blot et sølle forsøg på at kompensere for en manglende historie og for karakterer, der er så tynde, at instruktør Slaboshpitsky ikke synes at ane, hvad han skal stille op med dem. Andet end at pille tøjet af dem eller smadre en genstand i hovedet på dem.

Lyspunkterne i ’The Tribe’ er lige så fåtallige, som de i sin grundlæggende art er pinlige overhovedet at fremhæve som ’lyspunkter’. Her tænker jeg på en langstrakt abortscene, der med sine insisterende smerteskrig da ikke går ubemærket forbi, og en slutning der trods sin spekulative chok-effekt fungerer takket være et troværdigt special effects-arbejde.

Resten er en selvoptaget instruktørs tro på, at hans anderledes tilgang til filmmediet er nok i sig selv. At to timer med trackingshots, vold, sex og tegnsprog vil sende ham i historiebøgerne. Som kortfilm kunne ’The Tribe’ med rette have spundet guld på sine konkrete og stringente idéer. Som spillefilm er den noget af det latterligste, jeg har set meget længe.