Fra strobelys til solskin

 'Song to Song', instr: Terrence Malick, 2017.

Scope.dk, 26. oktober 2017

Den på én gang fascinerende og til tider frustrerende, men også svært uimodståelige 'Song to Song' er Terrence Malick i sit mest kompromisløse og grænsesøgende gemyt, hvilket efterhånden siger en del. 

Auteuren borer sig rundt om tilværelsens store spørgsmål med en direkthed, som galt det liv eller død – og skulle det ske, at han skærer han igennem de poetiske, papirtynde vægge ind til noget, han før har beskæftiget sig med, oftest i de mere end blodbeslægtede 'To the Wonder' og 'Knight of Cups', så dvæler han gerne ved temaerne en ekstra gang. 

Generelt siges og gøres der hellere for meget end for lidt, når pointen med en følelse skal hamres hjem (”Please, come, save me from my broken heart,” lyder det længselsfuldt i en af filmens mere tåkrummende voice-over-passager), mens det store billede – altså selve pointen med al den eksistentielle lidelse – stadig er tåget ind i holistiske hemmeligheder. 

Heldigvis er Malick ikke kun ude på at udpensle stærke, forvirrede følelser og dvæle ved dem, som tilfældet var med 'Knight of Cups', men også pege dem i en retning og med sin fabuleren faktisk fortælle en historie, som viser en vej. Hvis man kan leve sig ind i, hvorfor hans smukke, velhavende og privilegerede karakterer har det så skidt, som de har det i 'Song to Song', så venter der en belønning på den anden side af den til tider lidt ensformige, men også nærmest lammende konsekvente billedstorm. 

Måske fordi 'Song to Song' i perioder byder på en intet mindre end krystalklar psykologisk indsigt, mest mærkbart i den sex- og stofdrevne turbulens inde i Michael Fassbenders hoved samt Rooney Maras smertelige afsavn efter et splintret forhold. Følelsen af at være alene i en verden, der gynger og sejler, formidles effektivt gennem Emmanuel Lubezkis søsyge kamera, der dog er faretruende tæt på at blive sin egen karikatur. Når han rastløs filmer ansigter og bevægelser hos personer, der faktisk virker stoflige og levende, forbliver hans fiskeøjelinse dog lige akkurat på den rigtige side af stregen. 

Men går den næste gang? Kan Terrence Malick fortsat slippe afsted med at skildre forvirrede mennesker, der kæler med lagner og kigger ud af vinduer, mens de kredser om hinandens varme kroppe? Jeg aner det ikke, og måske han også definitivt har brændt nallerne på kritikere og publikums med rette overtrådte tålmodighedstærskel. 

Med 'Song to Song' kan han dog skrive en meget smuk kærlighedsfilm på CV’et, hvis rene og klare slutning står i stærk kontrast til dens eksperimenterende helhed.

Lad narkofesten begynde

 'Copenhagen Cowboy' (tv-serie), instr: Nicolas Winding Refn, 2022.

Frihedsbrevet, 1. februar 2023.

Vil man kalde nogens bluff, må man selv lægge kortene på bordet. 

To et halvt afsnit inde i Netflix-serien 'Copenhagen Cowboy' greb jeg ned efter den telefon, der havde brændt i min lomme i mindst en time. Ikke for at tjekke klokken, men for at lade tankerne vandre. Jeg scrollede, gjorde jeg, og jeg husker ikke, hvad jeg kiggede på. 

Var det vigtigt? Stensikkert ikke. Det virkede bare vigtigere end at blive ved med at kigge og kigge på Nicolas Winding Refns stirrekonkurrence af en serie, der time efter time, scene efter scene bevægede sig længere væk fra noget, jeg kunne se mig selv stirre på. 

Indtil 'Copenhagen Cowboy' har det ellers konsekvent været fascinerende at gå på opdagelse i danskerens fremmede, fandenivoldske verdener og tage bad i hans bassiner af nervøs sved og strobelys. Jeg har elsket og beundret manden – som i øvrigt stak mig en autograf, før min stemme gik i overgang – og jeg vil gå i brechen for flere af Refns udskældte værker, inklusiv den megalomane, 13 timer lange Amazon-serie 'Too Old to Die Young' (2019) og hans jordslåede hovedværk af en menneskelig halalslagtning, 'Pusher 3' (2005). 

På gaden, i højfjeldene, bag tremmer og under vampyrmånens blege skær har Nicolas Winding Refn gennem tre årtier udrettet ting, som mange instruktører ville æde et øje for. Om ikke andet har han vist sig som miljøernes mester. 

I 'Copenhagen Cowboy' er vi landet på månen. Og den er lavet af blå ost. 

Her går en kvinde med mystiske evner, Miu, rundt og kigger. Hendes tøj er blåt, og hun er god til at slås. Faktisk er hun en “lykkeamulet”, lyder det fra folk omkring hende, der alle taler, som havde de en heroin-kanyle hængende ud af armen. Om hun er en cowboy, og om Nicolas Winding Refns serie overhovedet foregår i København, er svært at tyde. Endnu sværere er det at sige noget om, hvad Refn og hans to kvindelige medforfattere, Johanne Algren og Sara Isabella Jønsson Vedde, har sat sig for at udrette eller udtrykke med deres fodslæbende, mystiske serie. 

I hvert fald er de nøjedes med at skitsere en håndfuld temaer om mandlig dominans og kvindelig opstand og servere dem i et ekstremt langsomt tempo – klinisk renset for noget nær alt det, der kunne tænkes at få en sammensunket sofa-seer til at ranke ryggen. 

Man forstår med andre ord, hvorfor både danske og udenlandske anmeldere har muntret sig med at bruge 'Copenhagen Cowboy' som boksebold. 

Ensom, men markant står støtten fra Frihedsbrevets ansvarshavende chefredaktør, Mads Brügger. På Facebook har han kaldt serien “svimlende” og betegnet den som “et helt unikt kunstværk”. Om skamrosen skyldes, at Brügger selv har en rolle i serien, og dermed holder den frem i lyset for at mele sin egen kage, ved jeg af gode grunde ikke. Men muligheden eksisterer. 

Det samme gør en anden mulighed, nemlig at Frihedsbrevets egen grillmester er blevet lidt rigelig rundhåndet på sine ældre dage. Det ville også forklare, hvorfor chefredaktøren udråbte hele to danske film – der i denne anmelders optik fortjener fire stille rolige stjerner ud af seks mulige – som “mesterværker” på Twitter i det forgangne år. Den ære tilfaldt seriemorderfilmene 'Holy Spider' og 'The Good Nurse', og de får nu altså følgeskab af 'Copenhagen Cowboy' på Brüggers helt høje podie. 

Der er selvfølgelig også en tredje og måske mere sandsynlig mulighed. Rundt regnet går den på, at Mads Brügger har fulgt trop på seriens involverede investorer og filmfolk og er blevet forblændet af Nicolas Winding Refns vision. En vision, der – slet ikke uden effekt – lokker som en kroget pegefinger bøjet i neon, rettet mod glimmer og grimhed, macho-kritik og girlpower og ikke mindst total kunstnerisk kompromisløshed. 

Nu ligger den der så, visionen, glat og fri for kompromisets modhager, udfoldet som fem timers glidende, psykedelisk slow-tv på verdens største streamingtjeneste, Netflix. Skruer man ned for lyden og skalerer seriens billeder op på en kold klinkevæg, kan man næsten se 'Copenhagen Cowboy' agere visuelt bagtæppe til en narkofest i Kødbyen. 

Hvor den ellers kunne gøre gavn, aner jeg ikke.

En ydmyg form for storhedsvanvid

 'Downsizing', instr: Alexander Payne, 2017.

Scope.dk, 20. juli 2018.

Hvad har Alexander Payne tænkt på? Hvad har Paramount Pictures tænkt på? 

'Downsizing' er en film med kæmpe ambitioner. Præmissen er absurd, tankevækkende, genial, plat… Alle de ting på én gang. Den åbner døren på klem til et univers, der snildt kunne bære en film eller to eller tre, ja sgu gerne en hel tv-serie, fordi de visuelle tryllerier, der skal sælge illusionen, snyder seeren til at tro det utrolige. 

Så ja, det her er en film, hvor hovedrolle – en helt almindelig amerikansk average joe – pludselig er på størrelse med en cocktailpølse og skal navigere i en verden, hvor en container kan huse en landsby. En film, hvor selveste Matt Damon – kronraget og nøgen – transporteres på en grillspatel af en kolossal kittelklædt sygeplejerske, inden han tippes over på rullebordets tinbakke med en pegefinger. Det er det stof, internet-memes er gjort af, og til tider kan man næsten høre 'Team America'-bagmændene Trey Parker og Matt Stone gnægge i kulissen, som var det dem, der trak i Damons dukketråde. 

Men det er også en film, hvor Alexander Payne tør fortælle en historie. Dvæle ved følelser. Være banal. Være menneskelig. Egentlig er vi langt ude i et teknisk kompliceret science-fiction-tankespind, hvor Søren Pilmarks optræden som norsk videnskabsmand er et af mange overrumplende, underlige indfald (Neil Patrick Harris’ herlige one-scene-performance er et andet). I kernen af det hele er det her dog en film med samme naturlige, troværdige og til tider gribende tilgang til den menneskelige tilværelses tragikomiske kompleksitet som instruktørens tidligere film, særligt 'Sideways' og 'Nebraska'. Og det tog virkelig røven på mig. 

Payne og hans filmhold, hans distributører og hans investorer skal have den dybeste respekt for at gå linen ud, for at vise os noget, vi ikke har set før, og for at turde formidle en så storhedsvanvittig præmis på så ydmyg og menneskelig en måde. Og thailandske Hong Chau skal vide, at hun er guld, guld, guld værd i denne film. 

En slags 'Oslo 31. August' møder 'Meet Dave'. Eller en slags 'Sideways' møder 'South Park'. Faktisk er det småt med sammenligninger, der kan stå mål med det her modige og mærkelige mini-mesterværk. 'Downsizing' skal bare opleves.

Drømmefilm

'Once Upon a Time.... in Hollywood', instr: Quentin Tarantino, 2019.

Scope.dk, 23. august 2019.

I nat var jeg ude og køre rundt i Hollywood. Jeg sad på passagersædet, mens bilen blev kørt af Cliff Booth, en stoisk stuntmand med åben skjorte og kronisk vindblæst hår fra de mange køreture. 

Selv i søvnen ville jeg have mere, selvom jeg ellers havde fået meget. Vel egentlig rigeligt. Lad os bare slå fast, at hvis man ikke får det decideret fedt af at se Booth (Brad Pitt) køre rundt med nedrullede ruder og et kontant greb om rattet, mens han trommer fingrene mod sidespejlet, og 70'er-friske reklameskilte og oplyste butiksfacader farer forbi, er 'Once Upon a Time… in Hollywood' næppe en film, der vil give fuld valuta for pengene. 

Hvis ovenstående til gengæld lyder lokkende, giver Quentin Tarantinos nye film i både pose og sæk. Ikke siden 'Kill Bill' har han skabt så afrundede karakterer og så fuldendt et univers, som man her kan begive sig nysgerrigt rundt i, mens man tager det hele ind. Som en ven sagde det: Det føles som at spille Grand Theft Auto med manerene i orden – lige indtil raseriets fristelser til sidst bliver for stor. 

Leonardo DiCaprio og Brad Pitt – to af de sidste, tilbageværende filmstjerner, der sætter lighedstegn mellem kvalitet og bredformat – er hentet ind for at puste liv i de to hovedroller, og de gør det, som var de født til formålet. Når foråret nærmer sig Oscar-tid, ynder jeg dem begge en gylden statuette. 

Vigtigst af alt lader Tarantino de to karakterer Cliff Booth og Rick Dalton stå i forgrunden, mens visuelle detaljer, mesterlige dialoger og elegante sceneovergange flimrer i baggrunden som et levende bagtæppe. Det er en fryd at gennemleve, og det føles som en disposition i tråd med de store, filmiske mestre, som Tarantino gennem hele sin karriere både har hyldet og lånt fra. Her indtræder han på den store scene, hvor han godt nok har været adskillige gange før, men næppe med denne autoritet og nærmest ubesværede overlegenhed. 

For mange filmelskere vil 'Once Upon a Time… in Hollywood' være en oplevelse langt udover det sædvanlige. Det var den for mig. En drømmefilm.

Sorg og savl

 'Idioterne', instr: Lars von Trier, 1998.

Scope.dk, 4. februar 2018.

Det er ikke til at vide, hvor det starter og stopper: Udspringer Lars von Triers idé om at lave en film om moderne menneskers jagt på idioti af en reel lyst til at udforske sorgens væsen? Eller er sorgen blot en krølle på halen, en form presset ned over idiotiens lortebrune, legesyge kagedej? 

Flere andre af Triers film har fået mig til at føle den samme blanding af skepsis og beundring for den tydeligvis hamrende dygtige, men også enormt selvbevidste auteur. 'Forbrydelsens Element' var så tro mod forbillederne, at originaliteten virkede sekundær. 'Dogville' var så stilistisk streng, at genialiteten nærmest skar i øjnene, og 'Antichrist' var simpelthen så langt ude, at jeg frygtede at drukne. 

Uvisheden omkring 'Idioterne', og hvor seriøst den egentlig tager sig selv, giver filmen en helt vild energi. Jens Albinus er uforglemmelig som gruppens grænsesøgende leder, der kan vende enhver situation til sin provokerende fordel på et øjeblik. Han bringer en stor præstation, der er meget svær at tage øjnene fra, og hans uforudsigelighed er filmens mest effektive motor, lige indtil Trier i sin sidste halve time skifter gear. Rammefortællingen åbenbarer sig til allersidst (i en stærk, men også unødigt lang slutscene) og giver 'Idioterne' en dybt original resonans. Faktisk ender filmen med at bringe noget decideret nyt til et ellers tætpakket bord af sorgbearbejdende værker – ja, i bagklogskabens lys spiller form og indhold endda eminent sammen. 

Det er derfor mere mine egne forbehold for den så kompromisløse, skælmsk smilende filmskaber, der ender med at sætte foden ned ved fire stjerner. Men det er næsten idiotisk, for Lars von Trier er en gudsbenådet filmskaber, og når kaffen og kagen drypper fra Bodil Jørgensens hage til sidst, står tiden fuldstændig stille.

Filmåret 2021 – det bedste og det mindre gode

Årsopsamling, 2021

11. januar 2022

Lidt tanker og ord om filmåret 2021.

Først to faldne flagskibe og en rigtig ærgerlig film.

DUNE
Det kom oprigtigt bag på mig, da jeg for nyligt hørte Denis Villeneuve udtale, at der bag hans længe ventede ‘Dune’-filmatisering ligger en livslang drengedrøm om at sætte levende billeder på Frank Herberts kæmperoman. For snarere end en kreativ kraftudladning skabt af et frisat legebarn virker ‘Dune’ som et retvinklet IKEA-møbel tegnet og samlet af en pragmatisk voksen. Det her er en virkelig gratis påstand uden mulighed for efterprøvning, men skulle den canadiske stjerneinstruktør for alvor have highfivet sit 13-årige selv – og mig for den sags skyld – så skulle han have kastet brugsanvisningen over skulderen og satset noget mere i sit design, sine replikker og sin farvepalet, der er sandet til i ørkenbrun og industrigrå. Det her var en stor film, men en besynderligt lille oplevelse, både i biffen og på HBO.

NO TIME TO DIE
(Spoilers! Læs kun videre, hvis du har set den)
Der er angiveligt ingen tid til at dø, men tydeligvis masser af tid og plads til at dræbe i James Bond-franchisens 25. film, der tenderer det rent ud sagt grådige. Først skrider Spectre – verdens mest sejlivede og komplekse forbrydersyndikat – i svinget til sin egen fuldtallige cocktailfest uden dørmand. Så bliver CIA-legenden Felix Leiter og skurkeikonet Blofeld lige lagt i graven med et par fingerknips. Til sidst er det så Bond selv, der tager billetten i en finale så påklistret, at nogen seriøst skylder en forklaring. Undervejs i den overlange actionfilm savner man frækhed og mere action og et klarere motiv for, at skurken efter en vellykket hævnaktion sadler om og går efter verdensherredømmet via en virkelig underlig plan, der dumper ind fra højre. Af verdens mest forsinkede film at være føles ‘No Time to Die’, som om noget er gået alt, alt for stærkt.

OLD (den rigtig ærgerlige film)
Siden debuten ‘Den sjette sans’ har M. Night Shyamalan taget chancer. Det fortsætter han ufortrødent med at gøre, og derfor bliver jeg nok også at finde ved billetlugen, næste gang han laver en film. Desværre er den chance, han tager i ‘Old’, slet ikke nogen risiko værd. Som sædvanlig er konstruktionen et makabert røgslør, der ved nærsyn dækker over et slående simpelt påfund. Og her er påfundet bare rigtig skidt fundet på. Shyamalan har før kompenseret for et tvivlsomt twist – særligt i den suverænt slidstærke og stemningsfulde ‘Signs’ – men her kan intet redde den småpinlige mangel på timing og den helt kappede jordforbindelse i replikkerne, som specielt Gael García Bernal kæmper en svær kamp for at levere. Værre bliver det kun af en smuk og nærmest poetisk scene i filmens anden halvdel, der teaser den film, ‘Old’ aldrig blev.

Og så de bedste.

(Tæt på listen: ‘Promising Young Woman’, ’Never Rarely Sometimes Always’, ‘Don’t Look Up’, ‘Titane’)

(i tilfældig rækkefølge)

NOMADLAND
Chloe Zhao har gjort det af med det gavmilde lag tandsmør fra sin højtbelagte debut ‘The Rider (som jeg fandt virkelig svær at sluge) og fundet ned til brødet under sin søgende, sværmeriske stil. ‘Nomadland’ er hendes bidrag til amerikanske films store showroom af Oscar-vindere, der stikker en finger i jorden og hjertet, men det fede er, at den både virker stor og lille. Der er en personlig investering – en følelse og et udtryk af noget nærmest hjemmelavet – der modvirker de små antræk til turistbrochure og følefilm og i stedet gør oplevelsen nærværende og sanselig. Her mærker man virkelig vinden suse, campingdøren trække og maven rumle, når en sublim Frances McDormand driver omkring på må og få. Hun er det bankende hjerte i en film, der føles mere levende end de fleste.

PLEASURE
En kvinde står overskrævs i et badekar og barberer sig mellem benene, sårbart og ret usexet. Hun skynder sig, for der er noget, hun skal nå. Det er scene nummer to og den helt logiske åbning på ‘Pleasure’, svenske Ninja Thybergs illusionsløse film om den amerikanske pornoindustri. Det her er ikke bare en alvorssnak med et pornoficeret drenge/mandesind, men et kvælertag på de mekanismer og impulser, der fylder pornoproducenternes lommer dag efter dag, år efter år. Når Thyberg vender linsen mod svedige, forvredne mandeansigter og stirrende kameraer i håndholdte POV-shots, nærmer det sig ren skræmmepædagogik, men hold fast hvor det trænger igennem. I centrum står en frygtløs præstation fra debutanten Sofia Kappel, der lægger krop til særligt to af den slags scener, man aldrig glemmer igen. Som film er ‘Plesure’ skarpt og ind imellem lidt uskønt skåret, men som skildring af et frastødende og sært fascinerende miljø gør den noget vigtigt for verden. Her kan man virkelig snakke om en uafviselig film.

THE NEST
Der er ingen vold og ingen våben, ja faktisk slet ingen udtalt trussel i ‘The Nest’ (der har fået den danske titel ‘Life of Deception’ og kan findes på Viaplay eller Yousee under netop den titel). Alligevel står hele filmen og dirrer af højspænding. Jude Laws karisma kan igen-igen sælge sand i Sahara, og her går han i ét med rollen som åleglat forretningsmand, der lokker sin familie med til den engelske countryside for at bo i et stort tomt hus. Instruktøren Sean Durkins forrige film, den stilfærdigt rystende ‘Martha Marcy May Malena’, ligger 10 år tilbage, men Durkins greb om filmmediet er stadig friskt og spændstigt og trykker alle de rigtige steder. Med ‘The Nest’ har han skabt en af årets skarpest klippede og smukkest filmede film, en kølig ægteskabsgyser fuld af perfekt tempererede replikker og giftige enkeltscener, der får det til at stramme i maven.

THE POWER OF THE DOG
Der er et navn – Bronco Henry – der giver genlyd i tankerne længe efter, at ‘The Power of the Dog’ er slut. Det er svært at forklare hvorfor, men det gør det. Og så er der en karakter, Phil Burbank – spillet uforglemmeligt af en karriere-peakende Benedict Cumberbatch – der træder frem fra hestestallens skygger som et af de mest fascinerende og sammensatte mennesker i nyere tids filmhistorie. Resten af Jane Campions film vil gøre sig bedre som en oplevelse uden for skriftligt referat, fordi langt det meste sker rundt i kanterne og nede i sprækkerne af ‘The Power of the Dog’. Ikke én scene går til spilde i Campions erfarne hænder, men hendes tidssvarende drama føles hverken taktisk eller udspekuleret eller for opsat på at gennemtrumfe en agenda. Måske den bedste alternative western siden ‘There Will Be Blood’.

FLUGT
Vi har set billederne, hørt tallene, læst overskrifterne. Netop derfor er ‘Flugt’ så forbandet vigtig. Den handler om at lytte og føle. Den handler om empati. Blev det ved vigtigheden, var ‘Flugt’ forbeholdt folkeskoleklasser og tv-sendeflader, men også fremtidige filmskabere og dokumentarister bør tage ved lære af Jonas Poher Rasmussens visuelt slående og instinktivt medrivende film. Man forstår, hvorfor en betaget filmverden har lagt sig for fødderne af ‘Flugt’, og jeg håber alt det bedste for Amin og hans kæreste, hvorend de så er.

Andre 2021-film set i 2021: The Way Back, Zack Snyder’s Justice League, Wonder Woman 1984, Love and Monsters, Sound of Metal, Raya and the Last Dragon, Luca, Possessor, Cruella, A Quiet Place II, Schumacker, The Green Knight, Free Guy, The Suicide Squad, Malignant, Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, The Empty Man, Den blå orkidé, Red Notice, Gunda, De uskyldige, The Hand of God, Gritt.

Skal nævnes:

BO BURNHAM: INSIDE (på Netflix)
'FaceTime With My Mom'. 'White Woman's Instagram'. 'Welcome to the Internet'. 'All Eyes on Me'. Ringer de her titler en klokke, får de dig forhåbentlig til at smile en smule og mindes en aften foran fjerneren udover det sædvanlige. Siger de dig ingenting, skal du gå ind på Netflix og skrive ‘Inside’ og klikke på ham den lidt ynkelige mand i bar mave og underhylere, der slår tiden ihjel under corona-lockdown. Og så skal du saftsuseme opleve, hvordan en krøllet hjerne kan blive sat fri af at være spærret inde. For eftertiden vil Bo Burnhams film/comedyspecial/sketchshow stå som et af de mest originale vidnesbyrd fra coronaens tidslomme, men som en kreativ omgang sjov og ballade er ‘Inside’ også bare helt i særklasse.

Solbagt badeferie får det til at lyne og tordne i hjernen

 'Aftersun', instr: Charlotte Wells, 2022.

Frihedsbrevet, 1. februar 2023.

Det er mere end tvivlsomt, om der er nogen som helst grad af sandhed i anekdoten om, at selveste Ernest Hemingway engang vandt en novellekonkurrence ved at skrive en tekst på bare seks ord. Uanset ophavet er det svært at glemme de seks ord igen, når man først har læst dem. 

"For sale: baby shoes, never worn," lyder de bare 25 bogstaver, der på 2–3 sekunder åbner døren til en smertefuld verden på klem. 

Snakker vi film, kunne skotske Charlotte Wells spillefilmsdebut, 'Aftersun', meget vel gå hen og blive et moderne referencepunkt for, hvor subtilt man kan fortælle en universel historie. 

Vi får intet at vide, men dumpes direkte ned i turistbussen, hvor en bare 30-årig far og hans 11-årige datter har kurs mod en tiltrængt badeferie i det solbagte Tyrkiet. Han filmer, hun griner, og han filmer noget mere. Den ene dag tager den anden. Næsten intet sker. En følelse puffer til en anden, der puster til en tredje, som går i sig selv. Og pludselig er over halvdelen af den far/datter-fortælling, der i pressematerialet beskrives som “øm” og “hjerteknusende”, tilbagelagt uden et eneste dramatisk bump på vejen. 

I ni ud af ti tilfælde var det her filmiske korthus blafret til jorden ved den første tunge udånding. 

Der er bare det ved 'Aftersun', at den føles som dén tiende film, der står, hvor andre falder. 

Filmen er drevet af den skotske skuespiller Paul Mescal, der smadrede sig vej gennem lydmuren i miniserien 'Normale mennesker', og som nu igen er helt umulig at tage øjnene fra. Men den er forløst af 35-årige Charlotte Wells og hendes blik for at skabe en filmisk bolig med rum og plads til seerens egne følelser. Rundt omkring på væggene hvirvler skygger af Paul Mescals drengede og lidt bankede udtryk og giver fornemmelsen af et indre liv, der spilkoger. Jo tættere jeg kom, og jo nærmere jeg kiggede på de skygger, jo mere lignede de omridset af mig selv. 

Altså: Masser af skygger, antydninger og indestængte følelser – holdt sammen af en kyndig filmdebutants faste greb. Så hvordan kom det lige dertil, hvor jeg sad med tårer rendende ned ad begge kinder, da det hele var slut? 

Det spørgsmål vil rigtig mange danske anmeldere givetvis forsøge at besvare, når 'Aftersun' får biografpremiere i morgen, torsdag. Nok fordi deres kinder også var våde og salte ved afslutningen på det her hypede festivalhit, der er blevet båret på hænder og fødder på sin færd rundt i Europa, før det nu har nået Danmark. 

For en sjælden gangs skyld har jeg selv mest lyst til at lukke munden og holde det hemmeligt, hvad 'Aftersun' har hvisket mig i øret. Blandt andet fordi det – ligesom historien om de ubrugte barnesko – står stærkest frem som stikord frem for forklarende tekst. 

Som minimum kan det siges, at noget synes at falde på plads, idet Oscar-vinderen Barry Jenkins toner frem som medproducent i rulleteksterne. Det giver mening. Der er toner og skær af hans 'Moonlight' (2016), af Sofia Coppolas 'Lost in Translation' (2003) og af tyrkiske Nuri Bilge Ceylans 'Climates' (2006) i en film, der alligevel lyder og smager helt som sin egen. 

Og så har jeg ikke engang nævnt en slutning, der får det til at tordne og lyne i hjernen med så simple, slående midler, at enhver filmstuderende må rive sig i håret af begejstring såvel som misundelse. 

Næsten uden at gøre noget ender 'Aftersun' som et paradoksalt brag; som en elementær selvfølgelighed og et voldsomt stormvejr, der udlignes af hinanden. Lidt ligesom at høre – og nu siger jeg det bare – det faktum, at dine forældre engang har været unge. Og at de en dag skal dø. Det er dér, vi er i Charlotte Wells krystalklare debut. Så tag hende i hånden, og træd med ind i det flimrende mørke. Mod bunden og toppen; det fører det samme sted hen. Hvordan man end vender og drejer den, er det en kæmpestor oplevelse at være nået dertil.