Det sorte hul

'Intet', instr: Trine Piil og Seamus McNally, 2022.

Frihedsbrevet, 25. maj 2022.

Idéen om multiverset har godt fat i tidsånden. I biograferne er den repræsenteret med to aktuelle film, 'Doctor Strange in the Multiverse of Madness' og 'Everything Everywhere All at Once', og nu har den så også slået rod i mine tanker. 

Efter at have set 'Intet' – en bedre-sent-end-aldrig-filmatisering af Janne Tellers 22 år gamle roman – er en ny tidslinje åbnet. Her har en millimeterforskudt version af den lille danske film, ingen rigtig har bedt om, skabt et sjældent hul. En åbning.

I den alternative tidslinje sidder instruktørerne Trine Piil og Seamus Mcnally ikke herhjemme i Danmark og ser et uophidset anmelderkorps møde 'Intet' med afmålt ros og ligeglade skuldertræk. I stedet soler de sig i hype og anerkendelse på Croisetten i det sydfranske, hvor filmfestivalen i Cannes netop nu finder sted. Måske den danske instruktørduo endda har favoritværdigheden i sideprogrammet Un Certain Regard, hvor norske Eskild Vogts åndsbeslægtede 'De uskyldige' sidste år skabte overskrifter og vandt kritikerhjerter med sin historie om utilpassede, udadreagerende børn. 

Tankelegen har skam gang på jord og kræver kun få drejede knapper for at virke legitim: Havde Trine Piil og Seamus Mcnally udfyldt deres film med bare en my flere abstrakte dækbilleder, lidt mere syret musik og lidt flere stemningsfulde drone-shots – nogle af dem måske vendt på hovedet eller langsomt roterende, colorgradet i helvedesfarver og dyppet i Lars von Trierske dommedagsvibes – så havde 'Intet' været Cannes-materiale. Simpelthen. 

For nu må den nøjes med at være en fremragende dansk film i egen ret.

Historien om en flok 8.-klasseselever, der gennemgår en slags kollektiv eksistentiel krise ansporet af den klarsynede weirdo Pierre Anthon, er der ikke gjort det store ved. Faktisk ingenting. Den står intakt og dermed lige så skarpt, som da Janne Teller skrev den for 22 år siden. Selv folk på min alder, der ikke har åbnet en bog siden sidste eksamen, kan stadig huske Intet fra folkeskolens pensumlæsning. “Ja ja, den med bunken og ham oppe i træet,” lyder responsen ofte, hvis man nævner titlen. Noget har tydeligvis bidt sig fast.

Oppe i træet i 'Intet' sidder en skuespiller ved navn Harald Kaiser Hermann, og han er den første i rækken af dejligt egenrådige beslutninger, der holder de kommercielle fristelser fra fadet og formidler Janne Tellers vision gennem den kolde, skæve og næsten lidt stenede stemning, som brillerede i det nøgterne bogformat. Meget hurtigt står det klart, at Pierre Anthon-karakteren ikke er sat i verden for at agere relaterbar vred teenager, som filmens kernepublikum kan spejle sig i. Snarere virker han dumpet ned fra en anden planet, som han sidder dér og opremser meningsløsheder. Med sit renskurede ansigt og sin teatralske diktion minder Harald Kaiser Hermans Pierre Anthon endda lidt om Peter Reichardts uforglemmelige karakter Bjørn fra ungdomsklassikeren 'Zappa', og han vidner om en film, der hele tiden bevæger sig på kanten af realismens spilleregler.

Er det for eksempel en bevidst detalje eller et kærkomment tilfælde, når den store, runde havetrampolin i parcelhusets baghave ligner det hul af meningsløshed, som truer med at opsluge de unge? Er det derfor, at der midt i den sorte cirkel ligger en pige fladt på ryggen og stirrer op i skyerne? Måske, måske ikke. Det betyder egentlig ikke alverden. Både billederne og dét, de virker ladet med, giver 'Intet' en imponerende tyngde.

Oven i købet har vi her at gøre med en dansk (ungdoms)film, der for en gangs skyld forstår, at unge mennesker har det med at starte forfra midt i en sætning – eller kan finde på at bruge to-tre forskellige forsøg på at formulere sig. Dialogen og hele omgangstonen leder tankerne hen på moderne genrehovedværker som Ruben Östlunds 'Play' og Bo Burnhams 'Eighth Grade' og giver mig lyst til at stemme dørklokker i det forbandede multivers. For i den bedste af alle verdener – én, der er derude – er 'Intet' ikke stavnsbundet til middelkarakterer i danske dagblade. 

Jeg lukker øjnene og ser den boltre sig i Cannes.