Det kan lyde overdrevet, men det er lige før, at Abel Ferraras ’Bad Lieutenant’ giver anledning til at diskutere, hvad en god film overhovedet er. De fleste vil nemt kunne blive enige om, at Harvey Keitels portræt af det ultimative udskud er gyseligt velspillet, og at filmen omkring ham er en humørdræber af de allerstørste. Men meget længere end det vil enigheden næppe række.
’Bad Lieutenant’ handler om en luset strømer, der mæsker sig i coke, crackpiber, heroin og lommelærker, går til ludere, onanerer foran teenagepiger på åben gade og skylder svimlende summer væk til en livsfarlig gangsterboss. Her er altså en af de slags film, der ofte mødes med spørgsmål om, hvad vi mennesker overhovedet kan bruge den til. ’Bad Lieutenant’ er ikke en film, der giver nogen som helst form for ro i sjæl eller sind hos det publikum, der med splinter under neglene måtte klarer sig igennem den.
Er der noget, man tilnærmelsesvist føler lyst til at foretage sig, efter halvanden times snorkeldyk i New Yorks slum, er det et godt langt brusebad.
Et sort syn
Det er meget svært at den store mening med de grove løjer, mens man rent faktisk sidder og ser ’Bad Lieutenant’. Dertil er der for mange følelser og indtryk at tumle med. Først og fremmest må man virkelig gøre sig umage med at finde den mindste flig af medfølelse eller forståelse i filmens hovedperson, spillet med frygtindgydende overbevisning af Harvey Keitel. Godt nok formidler Abel Ferrara og hans film med stor overbevisning følelsen af at leve på den smuldrende yderside af kanten, når 120.000 dollars gældpenge truer med at tage livet af Keitel og hans familie – men håbet om, at lykken i sidste ende tilsmiler den helt igennem svinske politikommissær, er aldrig for alvor til stede.
Bygger bro
Fra et kunstnerisk standpunkt har ’Bad Lieutenant’ – efter at have fået filmen og dens aggressive udtryk på afstand – sin slagside i måden den bygger bro mellem en fortabt sjæl og et filmpublikum. Udover den gennemførte og guerilla-agtigt rå miljøbeskrivelse, der svulmer af klam luftfugtighed og menneskelig kynisme, næsten lige så væggene gennemblødes i hjemmestuen, er den bro det tætteste man kommer på noget, filmen reelt kan bruges til. Men hvilken bro. Den giver os lov til at gå ind i hovedet på et menneske vi i virkelighedens verden aldrig ville gide bruge tid på, for bagefter at kunne liste os vej tilbage til vores hverdag. Og ’Bad Lieuteant’ er simpelthen hvert et foruroligende og ubehageligt sekund værd at spendere på den anden side af fornuftens mørke afsats.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar