Som dansk film er der noget meget befriende over Mikkel Munch-Fals ’Smukke mennesker’. Det er langt fra sikkert at jeg havde skænket en film om fire seksuelt belastede mennesker en tanke, havde den været engelsk, spansk, eller sågar amerikansk. Besynderligt nok står man her med en film, der næsten har et ben i mål ved at være dansk. Og det kan filmen udelukkende takke sig selv for.
Blandt en stor del af de mange af senere års dansk-producerede film finder man særligt én, ærgerlig fællesnævner: nemlig at filmene modarbejder sine danske rødder og forsøger at afryste det faktum, at de ikke er en amerikansk millionvare. Man kan nævne gyserfilm som ’Mørke’ og ’Bag det stille ydre’, der prøvede kræfter med en af filmverdenens mest repeterede genrer samtidig med at have øjnene dybt begravet i vejledningshåndbogen. Eller spændingsfilm som ’Headhunter’ eller ’Kandidaten’, der forsøgte erhvervslivets jakkesætsfacade afsløret som en kynisk verden drevet af gamle, kyniske mænd. Et territorium for længst gennemgnasket af den amerikanske filmmaskine og en ’afsløring’ der - skulle den overraske nogen som helst - mindst faldt 15-20 år for sent.
Galt i halsen
I stedet melder ’Smukke mennesker’ sig ind i rækken af mindeværdige danske film, der på en eller anden måde formår at vriste noget nymoden saft og nerve ud af sin genre; film som Ole Bornedals fremragende ’Fri os fra det onde’ og dennes helt igennem overlegne leg med ikoniserede danske skikkelser som en stueren Jeopardy-vært og TV-figuren Polle fra Snave, eller som Nicolas Winding Refns to første ’Pusher’-film, der begge læner sig kraftigt op ad den amerikanske gangstertradition, men tilfører den noget dansk, sprællevende energi og en sært stærk eftersmag af rent faktisk at portrættere den københavnske underverden med stor autenticitet. På samme måde rør Mikkel Munch-Fals ved noget særligt og måske endda noget særlig dansk i sin ’Smukke mennesker’. ’Rør’ er muligvis en underdrivelse. Faktisk hugger, stikker, blotter og befamler Munch-Fals sig vej til svælget af det danske godtfolk, der i år 2008 blev kåret til verdens lykkeligste folkefærd. Han vil på tværs i halsen og lade kaffen hoste sig op igen. Og det lykkes.
Selv uden mesterligt håndelag og med flere fejlslagne optrin undervejs (se den amatøragtigt sammenkoblede start og slutning) formår Mikkel Munch-Fals at sælge en vare så glansløs at den skinder. Man kan nævne det forløsende i at se dygtige Sebastian Jessen genopstå efter rædselsfilmen 'Rich Kids' og lade udtrykket som prettyboy gå perfekt i spænd med rollen som rådvild trækkedreng. Man kan nævne det smukke i at se en skuespiller som Bodil Jørgensen folde sig ud i sit livs rolle som staklen Ingeborg, at opleve hendes rystende, næsten utydeligt dirrende stemme og svært nedsunkne ansigt, kendt fra så mange danske film og TV-serier, og se det fremstå med et sammensat udtryk, som var det ene og alene tiltænkt en plads i ’Smukke mennesker’.
En joint ved middagsbordet
Helt overordnet kan man lade sig imponere over en dansk film, der med ydmyg fotografering og stor uoriginalitet løfter sit socialrealistiske drama til svedige håndflader og stor empati. F. eks. er der noget underlig stærkt og krast over scenen, hvor den ellers så hyggelige og folkekære kolonihave-dansker Kurt Ravn tænder op for en joint ved sit middagsbord. Den rykker i noget. Ikke mindst fordi man som seer for længst har fattet, at ’Smukke mennesker’ er en provokerende og grænseoverskridende film. Den osende joint er ikke sjov eller absurd. Den er snarere en tikkende bombe, der som flere i Mikkel Munch-Fals debut næsten strækker scenerne længere end hvad komfortabelt er. Og i netop de lange, pinefulde sekunder med en forkrampet Bodil Jørgensen, en selvudslettende Henrik Prip eller en Kurt Ravn på nippet til at eksplodere balancerer 'Smukke mennesker' på et usikkert underlag, dansk film kun sjældent - måske endda aldrig - har betrådt. Jeg håber, at den en dag finder sit publikum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar