Det er fristende at kalde det lyn og torden, det, som Paul Thomas Anderson indleder sin nye film med. ‘Licorice Pizza’ starter bogstaveligt talt med et brag og popper nærmest ud af lærredet, som var den sprunget ud af brystet på den midaldrende auteur.
Men præcisionen er et nøgleord, ligesom det altid har været med Anderson – siden han bjergtop alt og alle med den elektriske ‘Boogie Nights’ og den episke ‘Magnolia’ og senere strammede grebet om sit flamboyante filmsprog for at betræde mere intim og stringent grund. Tracking-shotsne blev sjældnere, men også mere særegne og måske endda meningsfulde. Rummene blev mindre, farvepaletten lige så rig, men ofte mere kompakt. Se bare ‘Punch Drunk Love’-plakatens lille parade af pastelfarver og mærk, hvordan du får lyst til at spise den.
Der er en organisk tyngde og en legende lethed i Paul Thomas Andersons bedste scener, som kan tage pusten fra både professor, filmnørd og menigmand nede på række 12. Og så er der en præcision, der virker slående i specielt de første 10 minutter af ‘Licorice Pizza’, hvor en initiativrig, selvtillidsfyldt 15-årig mand overtaler en 10 år ældre pige til et godt gammeldags stævnemøde. Vi er helt tæt på ansigterne, helt inde i samtalen, mens kameraet ydmygt følger med. Og så er en film fuld af kærlighed, energi og filmiske kompetence gledet i gang med en lille, livsomvæltende spadseretur.
’Licorice Pizza’ virker bagt på en bund af den slags opsparede behov, der kan melde sig efter et langt og seriøst kunstnerisk virke. Den er drevet af nostalgi og egne anekdoter og er som sådan lige så løs i kødet som en krøllet gammel sommerskjorte, der er fundet frem fra kælderen. Her slår Paul Thomas Anderson kraven op og sætter solbrillerne i håret på sin tur rundt i den solbeskinnede hjemstavn, San Fernando Valley, og man under ham til fulde at tage den tur.
Desværre er det ikke mere end to film siden, at han på lignende vis drev omkring i 70’ernes solbagte Californien med lidt for mange idéer og lidt for få holdepunkter i ‘Inherent Vice’. Den films niveau af både bundcharmerende og småprovokerende slendrian rammer ‘Licorice Pizza’ aldrig; dertil er den for velspillet, for fantastisk filmet, for kernesund og sympatisk i både tanke og handling. Men når energien tager en smule af i time to, og en mere episodisk struktur – der vækker klare minder om ‘Once Upon a Time In Hollywood’ – tager over, begynder det hele at lugte lidt af et pyntesygt patchwork-projekt, der skuer mere tilbage end frem, og som mest af alt er lavet, fordi det skal vises til vennerne.
Nedenunder de mange pudsige karakterer, de entreprenante planer og plotmæssige afstikkere om flippermaskiner og vandsenge står en radioaktiv kerne og summer. Den kerne har ikke ét navn, men to: Cooper Hoffman og Alana Haim. Deres samspil er blændende og retfærdiggør hele Paul Thomas Andersons filmprojekt som en hyldest til den menneskelige kemi. Men selv de kan få møre skuldre af at bære så tungt og umiddelbart tilfældigt læsset en film.
Selv fandt jeg det symptomatisk, at gåture primært blev til løbeture i anden halvdel af 'Licorice Pizza', hvor kroppe i fuldt firspring og vindblæst hår flittigt bliver brugt som ordløst montageguf – i kontrast til startens magiske spadseretur. De løber og løber, de her unge mennesker, og det er et smukt billede på deres sitrende blanding af velvære og rastløshed på den første løbetur, men ved tur nummer fire og fem fik jeg nok.
Der er scener i ‘Licorice Pizza’, hvor klipperytme, musikvalg og ansigterne på lærredet rammer det opstemte sweet spot, som måske er hele værkets ideal (Hoffman der ligger på en vandseng med sin sovende veninde og overvejer at røre hendes bryster er sin egen lille masterclass). Havde den været en halv time kortere og haft det halve af ingredienserne på sin højtbelagte pizza, kunne den have været et mesterværk. Så god er bunden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar