Ved pandemiens udbrud fandt jeg 'JFK' frem fra en kasse i kælderen og fik den genopfrisket som en af de bedste amerikanske film fra 90'erne. Nu, hvor det hele nærmer sig enden (bank under bordet), skete det samme med Michael Manns 'The Insider'; en film jeg altid har respekteret, men aldrig elsket – før nu.
Manns status som virtuos gider man næsten ikke stadfæste, fordi den er så indiskutabel. Alligevel virker 'The Insider' decideret overvældende, når man – som jeg – har været væk fra hans film og stil i et godt stykke tid. Medforfattet af sværvægteren Eric Roth ('Forrest Gump') har Mann skabt et genredefinerende thrillerdrama, der er farvet som blåkøligt skærmlys og temperet som varmblodig skønlitteratur, og som ydmygt træder helt op på podiet blandt nyeres tids traditionstro og dog innovative amerikanske film.
Følelsen af nyskabelse er måske primært benovelsen over, at 'The Insider' virker som tre-fire film, der flettes som ubesværede fingre. Det er en film om whistleblowerens personlige pris. Om stormagternes kynisme i den vestlige verden, jagten på retfærdighed og mediernes rolle i den jagt. Og så er den i høj grad også en film om dynamikken mellem to mænd – en dynamik, der med en enkel replikudveskling eller tilspidset scene i ny og næ sætter strøm til hele affæren og mangedobler summen af delene.
Visuelt må man af med hatten for Dante Spinotti. Den måde han glider, nogle gange vælter ind i en scene og inden man ved af det har fundet en naturlig vej ud. Som en klog mand engang skrev, så “snakker vi ikke ufokuserede dogme-billeder, men fuldstændig gennemtænkt og virkningsfuld kameraføring.” Manuskriptet er lige så knivskarpt og forbilledligt inden for sin genre. Mann og Roths timing og til- og fravalg af ord får det pludselig til at gå op for én, hvorfor Aaron Sorkin og David Finchers ordstrømme indimellem kan trætte. Når ‘The Insider’ virkelig åbner munden, slår det også fuldkommen gnister, for eksempel i en scene, hvor en gasblå Bruce McGill skælder ud i et retslokale. På 30 sekunder kanaliseres en energi, der matcher og måske endda overgår topmålingerne fra Paddy Chayefsky legendariske ‘Network’-manuskript.
Og så er der skuespillerne, den vigtigste brik i en film med så stor menneskelig medfølelse og nysgerrighed. Der er ingen grund til at gå paraderækken igennem. Det hele er voldsomt godt. Blændende godt. Jeg læste en velrenommeret anmeldelse på Letterboxd, der mente, at filmen bliver mere konventionel efter scenen, hvor Wigan vælger at gå til bekendelse. Men det er ikke rigtigt. Fra det øjeblik begynder tematikkerne og karaktererne tværtimod at knopskyde og udvikle sig i retninger møntet på både graverjournalistisk praksis, storpolitik og mere kompleks psykologi. Og lige pludselig viser Michael Mann, at ingen kan filme en svingdør i slowmotion som ham, og så er 2,5 time fløjet forbi.
Jeg skal have tjekket, om ‘Heat’ stadig er min Michael Mann-favorit.
Visuelt må man af med hatten for Dante Spinotti. Den måde han glider, nogle gange vælter ind i en scene og inden man ved af det har fundet en naturlig vej ud. Som en klog mand engang skrev, så “snakker vi ikke ufokuserede dogme-billeder, men fuldstændig gennemtænkt og virkningsfuld kameraføring.” Manuskriptet er lige så knivskarpt og forbilledligt inden for sin genre. Mann og Roths timing og til- og fravalg af ord får det pludselig til at gå op for én, hvorfor Aaron Sorkin og David Finchers ordstrømme indimellem kan trætte. Når ‘The Insider’ virkelig åbner munden, slår det også fuldkommen gnister, for eksempel i en scene, hvor en gasblå Bruce McGill skælder ud i et retslokale. På 30 sekunder kanaliseres en energi, der matcher og måske endda overgår topmålingerne fra Paddy Chayefsky legendariske ‘Network’-manuskript.
Og så er der skuespillerne, den vigtigste brik i en film med så stor menneskelig medfølelse og nysgerrighed. Der er ingen grund til at gå paraderækken igennem. Det hele er voldsomt godt. Blændende godt. Jeg læste en velrenommeret anmeldelse på Letterboxd, der mente, at filmen bliver mere konventionel efter scenen, hvor Wigan vælger at gå til bekendelse. Men det er ikke rigtigt. Fra det øjeblik begynder tematikkerne og karaktererne tværtimod at knopskyde og udvikle sig i retninger møntet på både graverjournalistisk praksis, storpolitik og mere kompleks psykologi. Og lige pludselig viser Michael Mann, at ingen kan filme en svingdør i slowmotion som ham, og så er 2,5 time fløjet forbi.
Jeg skal have tjekket, om ‘Heat’ stadig er min Michael Mann-favorit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar