I sine bedste stunder er Darius Marders ’Sound of Metal’ et vidnesbyrd om selve filmkunstens evne til at skabe nye indsigter og kaste livagtigt lys over ellers døde flader og blinde vinkler. Jeg vil i større eller mindre grad tænke på filmen, næste gang jeg ser en person lave tegnsprog eller bære høreapparat. Sådan er det bare. Så intuitivt indtager og optager man denne dobbelte Oscar-vinder.
Men dramaet om den døve trommeslager efterlader mig også med følelsen af et uudnyttet potentiale. Musikkens, støjens og rytmernes tilsyneladende vitale rolle i hovedpersonens liv bliver lidt en parentes i Riz Ahmeds ellers troværdige handicapbearbejdelse, der omvendt lader tidligere tiders heroinmisbrug fylde meget – måske også uforholdsmæssigt meget. En smuk, men kortvarig scene på en legeplads, hvor den metalliske overflade på en rutsjebane bruges som kommunikationsmiddel, giver et sporadisk glimt af en spændende stikvej, som jeg ville ønske, at ‘Sound of Metal’ var gået længere ned af.
Samtidig anlægger Darius Marder og medforfatter Derek Cianfrance en ret kategorisk sondring mellem høreapparatet som blændværk/ulykke og stilheden som sjælefred. Jeg forstår pointen, og den plantes og springer ud som en smuk blomst i filmens sidste, hensættende scene, men turen dertil kunne godt have lagt vejen forbi gråzonernes endeløse græsmarker og i højere grad have lagt op til, at der for 1.000 udfordrede individer findes 1.000 forskellige løsninger.
Som hørehæmmet med døvhed på venstre øre og uafbrudt tinnitus rammer ‘Sound of Metal’ mig et elementært sted, og det skal den vel næsten også. Alligevel havde jeg overskud til at vende og dreje filmen fra en armslængde. Er der gået lidt selvsving i rosen til Mikkel E.G. Nielsen og hans klipning, der ifølge Politikens Kim Skotte besidder “al det gehør og al den rytmesans, der skal til, for at filmen om en musiker også rent faktisk føles musikalsk”? Jeg synes det lidt. Flotte dækbilleder opdeler sekvenserne i overskuelige portioner, og filmen glider sømløst ind og ud af Rubens hoved, men kun sjældent og ganske kort mister man synet af den narrative kurve, som netop den bedste klipning kan sløre.
Sidstnævnte anke er selvfølgelig uløseligt forbundet med Oscar-statuettens gyldne skær, der udstiller smagsdommeriet overalt, hvor det skinner. Men anken fortæller mig også, at smukke og gennemsympatiske ‘Sound of Metal’ ikke gik på opdagelse i min sjæl, selvom døren derind til stod vidt åben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar