Jeg opdagede det første gang på Roskilde Festival for over 10 år siden, hvor en lejr havde printet Nicolas Cages ansigt ud og lavet det til masker. Derefter havde de indhegnet lejren med trådnet som jokens punchline. Nicolas Cage – in a cage.
Siden er skuespillerens lidt tilfældige indfald af manisk diktion og galskab blevet afsøgt og indfanget i en række film, fra Werner Herzogs ‘Bad Lieutenant’ (som jeg dog aldrig har set) til Panos Cosmatos' ‘Mandy’. I sidstnævnte sniffer Cage et bjerg af kokain og kæmper med motorsave, vasker hænder i vodka og skriger af fuld hals, mens han i nærmest alle scener ligner en mytologisk galning.
‘Mandy’ katapulterede tilsyneladende Nicolas Cage direkte op blandt nørdehimlens klareste stjernebilleder, men kort forinden dukkede 'Mom and Dad' op. I modsætning til Cosmatos' atmosfæriske og sært dragende film er den et sjusket, spekulativt og helt igennem krampagtigt forsøg på at spinde guld på Cages tiltrækningskraft.
Jeg blev selv lokket af Soundvenues anmeldelse, der forsikrede, at Cage-manien her nåede nye højder. Derfor sad jeg også lidt skamfuld tilbage, da det hele var slut. For der er intet indre drive i ‘Mom and Dad’, blot en kalkuleret forventning om, at følgerskaren vil belønne den med kultstatus. Til sidst hives en legendarisk skuespiller ind fra højre og får sin egen sørgerlige tur i manegen. Nogle vil se meme- og jokemateriale til de næste mange tråde og møder, men mere end noget andet understreger det filmen som en sjælløs omgang ‘fanservice’.
Nu er det ikke sjovt længere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar