Filmen med verdens sejeste titel er en uafrystelig oplevelse, der graver sig ned i snitfladen mellem sjusk og perfektionisme.
Sam Peckinpahs ‘Straw Dogs’ og ‘The Wild Bunch’ har tidligere rykket mig rundt (og de skal genses nu), men ‘Bring Me the Head of Alfredo Garcia’ hev bukserne af mig. Der er et par scener og sekvenser her, der overgår fatteevnen, og de omfatter titlens hoved. Fem minutter inde i filmen får en ung kvinde brækket armen med et knæk, og man rykker chokeret frem i sædet. Peckinpahs verden er hård og gold, en infernalsk arena hvor det vanvittige plot udspiller sig.
Warren Oates spiller, som gjaldt det livet. Han er fuldstændig opslugende at kigge på og har en fantastisk kemi med Isela Vega. Deres intime scener er filmens bankende – og senere blødende – hjerte, der gør ‘Bring Me the Head of Alfredo Garcia’ til andet og mere end en sammenbidt opvisning i undergang. Selvom den så sandelig også er det.
Det her er også en film, hvor Peckinpahs brutalitet får en slags narrativ dimension. Om man kan lide det eller ej må være smag, men der klippes tæer og hugges hæle for at få pengene til at passe. Måske manuskriptet er skrevet over et par svedne nætter med klarsyn og utålmodighed og et par whiskeys indenbords. Det virker sådan. Skurkene kan intet kan ramme, og en solo-gunslinger kan på bedste Ole Thestrup-vis “flå en 8-10 stykker i ét træk”. Lydsiden er også teknisk mangelfuld. Men Peckinpah bærer fejlene uden på tøjet på en måde, så det ikke ligner fejl, men snarere føles som en organisk del af værket. Og måske egentlig er det.
Skal man fremhæve en genrefilm, der bruger sit karikerede format til at grave dybt i den menneskelige sjæl, er 'Bring Me the Head of Alfredo Garcia' et oplagt valg. Når den er bedst, har den de ikoniske kvaliteter, der karakteriserer et ægte mesterværk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar