Skrevet af Rasmus Lundberg
Efter blot at have set to film af den sydkoreanske auteur, Kim Ki-duk, er det helt tydeligt, at denne mand kan noget særligt. Den første af hans film jeg så, 'Forår, sommer, efterår, vinter... og forår', fortalte med dybest tænkelige ro og mag historien om en munk og hans lærling, der sammen gennemlever livets faser på et slags flydende kloster. Her var der tale om en intet mindre end enestående film, fuld af jordnær tiltro til filmmediets skønhed og livets gådefulde natur. Det samme kan i høj grad siges om 'Tomme Huse' - en film der bryder lydmuren næsten uden at sige et ord.
Tiden står stille
Her præsenteres vi for en enlig ung mand, der flytter ind i folks hjem mens de er væk. Han stjæler ikke. Han roder ikke. Han behandler tværtimod det fremmede hjem som sit eget. Herfra tager 'Tomme Huse' afsæt til en historie af de sjældent originale og uforudsigelige. Den historie fortæller Kim Ki-duk lige så tavst og indadvendt som man måtte forvente efter hans stille, poetiske formidlinger i 'Forår, sommer, efterår, vinter... og forår', men også mere besjælet end man overhoved kunne forestille sig. Han fortæller den med umådelig stor kærlighed til sine to bærende hovedpersoner, der begge forholder sig tavse gennem hele filmen, og med en tålmodighed som stod tiden stille.
Vigtigst af alt har Kim Ki-duk virkelig en historie værd at fortælle - også selvom overleveringen udefra kan virke svært tilgængelig. F. eks byder filmen på en scene hvor kvinden Sun-wha - en af filmens to hovedpersoner - målrettet opsøger en smuk japansk bolig, der tidligere har optrådt i filmen. Uden for huset står husets ejer, en midaldrende mand, og vander blomster, men ham vandrer Sun-wha såmænd blot forbi. Da manden spørger hende hvad hun dog laver svarer Sun-wha ikke - hun lægger i stedet en pude omhyggeligt til rette og falder trygt i søvn på en sofa inden for husets åbne skydedør. Manden kigger forbløffet, og da hans kone forundret spørger hvad kvinden egentlig har gang siger han stille: 'Lad hende bare sove'.
Hvilken interesse kvinden Sun-wha har i at sove trygt i det fremmede hjem giver selvfølgelig mening i den sammenhæng, vi præsenteres for. Den vil jeg ikke afsløre her. Det er på besynderlig vis en af filmens mest rørende momenter, der har fortjent at blive oplevet som en af mange, poetiske briser i Kim Ki-duks stille univers.
Et mirakel
For øjeblikket er filmverden på den anden ende over Christopher Nolans 'Inception', der leger med realitetsbegreber og fysikkens love på en trecifret millionregning. Den begejstring er ikke ufortjent; tværtimod er 'Inception' en af de mest svimlende veludførte og drønspændende actionfilm i årevis. Anderledes dragende er det derimod at opdage en film som 'Tomme Huse', en film der lige som Nolans tilsidesætter virkelighedens grænser, men opnår helt andre bevægende mål. Selvfølgelig er 'Tomme Huse' i al sin ordløse reflekteren ikke en film af kaliber til at vælte verden bagover, men den er simpelthen et lille, ydmygt mirakel i sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar