Der er masser er vanvid og absurditeter i den tyske filminstruktør Werner Herzogs film. Masser af indædte mænd, der går amok i højtråben eller dvæler i en koger, og masser af dertilhørende tyske, efter-synkroniserede skuespillere der skaber sig - anført af det vaskeægte galningeikon Klaus Kinski.Sammen med Herzogs udsøgte blik for landskabsbilleder og naturscenerier er det her den røde tråd umiddelbart må siges at skulle findes i det udpluk af tyskerens filmproduktion, jeg selv har fået smag for - nemlig spillefilmene "Aguirre, Der Zorn Gottes" (1972), "Gåden om Kaspar Hauser" (1974), "Nosferatu - Phantom Der Nacht" (1979), "Fitzcarraldo" (1982), "Grizzly Man" (2005) og "Rescue Dawn" (2006) og de to dokumentarfilm "Burden of Dreams" (1982, instr: Les Blank) og "My Best Fiend" (1999). Og bag de skingre grimasser og udmagrede sjæle - og for så vidt de sublimt komponerede billeder - har Herzog så nedstemplet sit auteur-præg.
Efter al sandsynlighed er det intet under, at Herzogs film er præget af yderliggående og ekstreme situationer i så vidt omfang som de er. Som ung hadede han efter eget udsagn skolen og følte sig i stedet draget af majestætiske landskaber, drømme og alsens lyrik. Allerede som 18-årig foretog han en farefuld rejse gennem Sudan, hvor han tilbragte månedvis under kummerlige, rottebefængte forhold på grund af alvorlig sygdom - hvilket blot var én ud af mange rejser hvor Herzog bragte sit liv i fare. Det er ikke svært at tænke sig, at de vitterligt ekstreme arbejdsforhold under filmene "Aguirre, Der Zorn Gottes" og "Fitzcarraldo" - hvor han og filmholdet ofte arbejdede med livet i skødet - og de mange vanvittige idealister, der dominerer Herzogs film snildt kan spejles i tematiske paralleller til mandens eget liv.
Dette sandsynliggøres kun yderligere på baggrund af Herzogs sidste optræden i den uafrystelige dokumentarfilm, "Burden of Dreams", der både dokumenterer instruktørens relative vanvid fra sidelinjen under indspilningen af netop "Fitzcarraldo" og samtidig er en interview-samling af Herzog, der letter sit hjerte med jævne mellemrum gennem den umenneskeligt lange proces. Store dele af filmen er udelukkende 'breathing poetry' fra den såvel prisværdigt som skræmmende målrettede instruktør - og når Herzog til sidst bekender sin tvetydige byrde af drømme og længsler sættes alt i relief..."It's not only my dreams. It's my believe, that my dreams are yours as well, and the only distinction between me and you is that I can articulate them. And that is what poetry or painting or literature or filmmaking is all about. It's as simple as that.
And I make films because I have not leaned anything else and I know I can do it to a surtain degree, and it is my duty, because this might be the innerchronicle of what we are. And we have to articulate ourselfs otherwise we would be cows in fields."
- Werner Herzog, 1982
Bag Grev Draculas blodtørstige mundtøj, Kaspar Hausers autistiske outsider-gen og Aguirres skærebrænder-øjne samt de resterende hovedkarakterer fra den del af Herzogs filmproduktion jeg altså selv indtil videre har været så velsignet at kunne oplevet, gemmer sig et virvar af drømme og uopfyldte længsler, der giver bemærkelsesværdig genskind i Herzogs egen ildsjæl - i hvert fald at dømme ud fra de vanvittige og profetiske mønstre i Herzogs væsen der tegnes i "Burden of Dreams". Alle tyskerens film tynges ganske vist en smule af fejl og mangler, men de emmer så kraftfuld af hjerteblod at det kan mærkes langt ind.
http://www.youtube.com/watch?v=-PAsYkrEwjM
Ingen kommentarer:
Send en kommentar