Filmåret 2021 – det bedste og det mindre gode

Årsopsamling, 2021

11. januar 2022

Lidt tanker og ord om filmåret 2021.

Først to faldne flagskibe og en rigtig ærgerlig film.

DUNE
Det kom oprigtigt bag på mig, da jeg for nyligt hørte Denis Villeneuve udtale, at der bag hans længe ventede ‘Dune’-filmatisering ligger en livslang drengedrøm om at sætte levende billeder på Frank Herberts kæmperoman. For snarere end en kreativ kraftudladning skabt af et frisat legebarn virker ‘Dune’ som et retvinklet IKEA-møbel tegnet og samlet af en pragmatisk voksen. Det her er en virkelig gratis påstand uden mulighed for efterprøvning, men skulle den canadiske stjerneinstruktør for alvor have highfivet sit 13-årige selv – og mig for den sags skyld – så skulle han have kastet brugsanvisningen over skulderen og satset noget mere i sit design, sine replikker og sin farvepalet, der er sandet til i ørkenbrun og industrigrå. Det her var en stor film, men en besynderligt lille oplevelse, både i biffen og på HBO.

NO TIME TO DIE
(Spoilers! Læs kun videre, hvis du har set den)
Der er angiveligt ingen tid til at dø, men tydeligvis masser af tid og plads til at dræbe i James Bond-franchisens 25. film, der tenderer det rent ud sagt grådige. Først skrider Spectre – verdens mest sejlivede og komplekse forbrydersyndikat – i svinget til sin egen fuldtallige cocktailfest uden dørmand. Så bliver CIA-legenden Felix Leiter og skurkeikonet Blofeld lige lagt i graven med et par fingerknips. Til sidst er det så Bond selv, der tager billetten i en finale så påklistret, at nogen seriøst skylder en forklaring. Undervejs i den overlange actionfilm savner man frækhed og mere action og et klarere motiv for, at skurken efter en vellykket hævnaktion sadler om og går efter verdensherredømmet via en virkelig underlig plan, der dumper ind fra højre. Af verdens mest forsinkede film at være føles ‘No Time to Die’, som om noget er gået alt, alt for stærkt.

OLD (den rigtig ærgerlige film)
Siden debuten ‘Den sjette sans’ har M. Night Shyamalan taget chancer. Det fortsætter han ufortrødent med at gøre, og derfor bliver jeg nok også at finde ved billetlugen, næste gang han laver en film. Desværre er den chance, han tager i ‘Old’, slet ikke nogen risiko værd. Som sædvanlig er konstruktionen et makabert røgslør, der ved nærsyn dækker over et slående simpelt påfund. Og her er påfundet bare rigtig skidt fundet på. Shyamalan har før kompenseret for et tvivlsomt twist – særligt i den suverænt slidstærke og stemningsfulde ‘Signs’ – men her kan intet redde den småpinlige mangel på timing og den helt kappede jordforbindelse i replikkerne, som specielt Gael García Bernal kæmper en svær kamp for at levere. Værre bliver det kun af en smuk og nærmest poetisk scene i filmens anden halvdel, der teaser den film, ‘Old’ aldrig blev.

Og så de bedste.

(Tæt på listen: ‘Promising Young Woman’, ’Never Rarely Sometimes Always’, ‘Don’t Look Up’, ‘Titane’)

(i tilfældig rækkefølge)

NOMADLAND
Chloe Zhao har gjort det af med det gavmilde lag tandsmør fra sin højtbelagte debut ‘The Rider (som jeg fandt virkelig svær at sluge) og fundet ned til brødet under sin søgende, sværmeriske stil. ‘Nomadland’ er hendes bidrag til amerikanske films store showroom af Oscar-vindere, der stikker en finger i jorden og hjertet, men det fede er, at den både virker stor og lille. Der er en personlig investering – en følelse og et udtryk af noget nærmest hjemmelavet – der modvirker de små antræk til turistbrochure og følefilm og i stedet gør oplevelsen nærværende og sanselig. Her mærker man virkelig vinden suse, campingdøren trække og maven rumle, når en sublim Frances McDormand driver omkring på må og få. Hun er det bankende hjerte i en film, der føles mere levende end de fleste.

PLEASURE
En kvinde står overskrævs i et badekar og barberer sig mellem benene, sårbart og ret usexet. Hun skynder sig, for der er noget, hun skal nå. Det er scene nummer to og den helt logiske åbning på ‘Pleasure’, svenske Ninja Thybergs illusionsløse film om den amerikanske pornoindustri. Det her er ikke bare en alvorssnak med et pornoficeret drenge/mandesind, men et kvælertag på de mekanismer og impulser, der fylder pornoproducenternes lommer dag efter dag, år efter år. Når Thyberg vender linsen mod svedige, forvredne mandeansigter og stirrende kameraer i håndholdte POV-shots, nærmer det sig ren skræmmepædagogik, men hold fast hvor det trænger igennem. I centrum står en frygtløs præstation fra debutanten Sofia Kappel, der lægger krop til særligt to af den slags scener, man aldrig glemmer igen. Som film er ‘Plesure’ skarpt og ind imellem lidt uskønt skåret, men som skildring af et frastødende og sært fascinerende miljø gør den noget vigtigt for verden. Her kan man virkelig snakke om en uafviselig film.

THE NEST
Der er ingen vold og ingen våben, ja faktisk slet ingen udtalt trussel i ‘The Nest’ (der har fået den danske titel ‘Life of Deception’ og kan findes på Viaplay eller Yousee under netop den titel). Alligevel står hele filmen og dirrer af højspænding. Jude Laws karisma kan igen-igen sælge sand i Sahara, og her går han i ét med rollen som åleglat forretningsmand, der lokker sin familie med til den engelske countryside for at bo i et stort tomt hus. Instruktøren Sean Durkins forrige film, den stilfærdigt rystende ‘Martha Marcy May Malena’, ligger 10 år tilbage, men Durkins greb om filmmediet er stadig friskt og spændstigt og trykker alle de rigtige steder. Med ‘The Nest’ har han skabt en af årets skarpest klippede og smukkest filmede film, en kølig ægteskabsgyser fuld af perfekt tempererede replikker og giftige enkeltscener, der får det til at stramme i maven.

THE POWER OF THE DOG
Der er et navn – Bronco Henry – der giver genlyd i tankerne længe efter, at ‘The Power of the Dog’ er slut. Det er svært at forklare hvorfor, men det gør det. Og så er der en karakter, Phil Burbank – spillet uforglemmeligt af en karriere-peakende Benedict Cumberbatch – der træder frem fra hestestallens skygger som et af de mest fascinerende og sammensatte mennesker i nyere tids filmhistorie. Resten af Jane Campions film vil gøre sig bedre som en oplevelse uden for skriftligt referat, fordi langt det meste sker rundt i kanterne og nede i sprækkerne af ‘The Power of the Dog’. Ikke én scene går til spilde i Campions erfarne hænder, men hendes tidssvarende drama føles hverken taktisk eller udspekuleret eller for opsat på at gennemtrumfe en agenda. Måske den bedste alternative western siden ‘There Will Be Blood’.

FLUGT
Vi har set billederne, hørt tallene, læst overskrifterne. Netop derfor er ‘Flugt’ så forbandet vigtig. Den handler om at lytte og føle. Den handler om empati. Blev det ved vigtigheden, var ‘Flugt’ forbeholdt folkeskoleklasser og tv-sendeflader, men også fremtidige filmskabere og dokumentarister bør tage ved lære af Jonas Poher Rasmussens visuelt slående og instinktivt medrivende film. Man forstår, hvorfor en betaget filmverden har lagt sig for fødderne af ‘Flugt’, og jeg håber alt det bedste for Amin og hans kæreste, hvorend de så er.

Andre 2021-film set i 2021: The Way Back, Zack Snyder’s Justice League, Wonder Woman 1984, Love and Monsters, Sound of Metal, Raya and the Last Dragon, Luca, Possessor, Cruella, A Quiet Place II, Schumacker, The Green Knight, Free Guy, The Suicide Squad, Malignant, Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings, The Empty Man, Den blå orkidé, Red Notice, Gunda, De uskyldige, The Hand of God, Gritt.

Skal nævnes:

BO BURNHAM: INSIDE (på Netflix)
'FaceTime With My Mom'. 'White Woman's Instagram'. 'Welcome to the Internet'. 'All Eyes on Me'. Ringer de her titler en klokke, får de dig forhåbentlig til at smile en smule og mindes en aften foran fjerneren udover det sædvanlige. Siger de dig ingenting, skal du gå ind på Netflix og skrive ‘Inside’ og klikke på ham den lidt ynkelige mand i bar mave og underhylere, der slår tiden ihjel under corona-lockdown. Og så skal du saftsuseme opleve, hvordan en krøllet hjerne kan blive sat fri af at være spærret inde. For eftertiden vil Bo Burnhams film/comedyspecial/sketchshow stå som et af de mest originale vidnesbyrd fra coronaens tidslomme, men som en kreativ omgang sjov og ballade er ‘Inside’ også bare helt i særklasse.