Gennemblæst

'Elvis', instr: Baz Luhrman, 2022.

Frihedsbrevet, 14. september 2022.

Der går lige nøjagtig 25 minutter, før en ung Elvis Presley sluger en beroligende pille på bagsædet af en turnerende bil i Baz Luhrmans biografifilm 'Elvis'. Karrierens spæde opstart kræver sin mand, og udmattede, men beslutsomme Presley har fuld fart på. Det samme har filmen.

Kun 10 minutter senere køber han Graceland – den ikoniske rigmandsvilla i Memphis, Tennessee – på en bugnende bund af platinsalg og helt ekstrem succes. Og så, lidt under fem minutter efter sit karrieredefinerende huskøb, bliver det hele for meget for Elvis Presley. Med dukket nakke vrister han sig ud af rigmandsvillaens fangarme, igennem den larmende mængde af fans og paparazzifotografer, der har taget fast plads foran Gracelands gitterport, og springer op i sin sportsvogn. Han skal bruge en timeout fra det rockstjerneliv, der har omsluttet, ja næsten opslugt ham. Og der er gået under en time af den her to timer og 40 minutter lange film.

Normalt er jeg ikke typen, der har et øje på klokken, når jeg ser film, men gennem de første 45 minutter af Baz Luhrmanns stakåndede 'Elvis' måtte jeg flere gange kigge på uret og notere mig et par checkpoints i noget nær vantro.

Selvfølgelig har tonsvis af andre biopics skåret ekstremt lang tid ned til ingen tid via montagen og dens indbyggede sightseeing-teknik, der vel lidt er genrens kendetegn: En behændig uddelegering af opgaver, hvor du, kære seer, rocker lidt med foden til det her fængende track og holder øjnene åbne, mens vi lader koncertoptagelser i skiftende byer glide henover tourbussens tilbagelægning af vidtstrakte landeveje, og avisforsider med lovprisende overskrifter blendes ind mellem billeder af en forsømt hustru, der holder skansen derhjemme.

Musikfilm-montagen har med andre ord været her længe, og det vil den nok fortsætte med at være, så længe Hollywood holder gryden i kog og langer de årlige biopics over disken. Personligt har jeg bare aldrig set den her teknik udført så langstrakt og overgearet og lettere sindssygt som i de første tre kvarter af 'Elvis'. De tre kvarter føles som ren afvikling; som flueben tjekket af i forvisningen om, at vi snart er videre. “Men… hvor skal vi så hen?” spørger man sig selv, mens svaret heller ikke findes i de over 30 film, Elvis Presley indspillede i tiden efter sin hjemkomst fra militærtjeneste i Tyskland. Den del affejer Baz Lurhmann som lidt skæl på skulderen.

Og hvad vil han så, ham Baz, der som sædvanlig har ærmet fuld af filmiske trylletricks og vilde visuelle idéer? Eller rettere: Hvad vil han mest? Ligesom journalister har det med at afkræve politikerne svar på, hvilket af de 15 punkter i finanslovsudspillet, de helst ser gennemført eller nødigst vil undvære, savner man en tvingende kniv for den australske instruktørs strube, når sightseeing-bussen banker derudaf. Det i hvert fald indtil halvvejs gennem 'Elvis', hvor filmen klodser bremsen og lader os stige ud af bussen for at betragte det hele.

Dér finder filmen sit gear.

Med ét står det klart, at det er Las Vegas-Elvis – den fuldt færdigudviklede rockstjerne, der står i sit gyldne bur på The International Hotel og sander til i det samme show dag efter dag, uge efter uge, år efter år – der er filmens nerve, dens hjerte og store aktiv. Først her træder hovedrolleindehaveren Austin Butler for alvor ind på scenen som verdenshistoriens største artist, og i en fuldstændig forrygende passage jammer han overskudsagtigt og mesterligt med bandet, inden Las Vegas-showets premiere brages langt udover scenekanten. Her kan man virkelig mærke bunden i både musikken og de levende billeder. Senere, i en klaustrofobisk brandert, hvor tremmerne i det gyldne bur kan mærkes mod håndfladerne, bryder rockstjernen sammen for åbent tæppe i det selvsamme show, reduceret til en ridse i sin egen plade.

Midt i Las Vegas-segmentet, der fylder godt og vel den sidste tredjedel af 'Elvis', glemte jeg alt om den desværre grinagtigt fejlcastede Tom Hanks, der ligner noget fra 'Casper & Mandrilaftalen' i sin fatsuit-bærende rolle som Elvis’ ækle manager, Tom Parker. Jeg fandt et fokus og et sted at fæstne blikket i scenerne mellem Elvis og hans kone Priscilla, spillet overbevisende af stjernefrøet Olivia DeJonge. Hun sætter sig virkelig igennem og puster noget nærvær ind i Baz Luhrmanns flyvske, flimrende stil.

Flere holdepunkter og nærværende scener – ikke montager, Baz, men scener – kunne have gjort 'Elvis' til en fantastisk film. I stedet ender den som et forhastet og forpustet show, hvor billederne af flyvefærdige Elvis med en kæde om anklen dog alligevel står tilbage og lyser Nevadas ørken op. Med kraven oppe, smør og sved i håret og berømmelsens låste blik i øjnene er det de billeder af manden, myten og fænomenet Elvis Presley, man tager med sig videre.