Den kunne næsten lige så godt have heddet ‘Basketball By the Sea’, denne tyktflydende variant af en dressing, der dog alligevel – efter en drøj dagsrejse – finder vej ud af halsen på den bundvendte flaske.
Sammenlignet med lillebror Caseys Oscar-triumf taber det Ben Affleck-forankrede sorgdrama på både scoreboard og stilpoint. Men det forventede jeg egentlig også. Gavin O’Connor har tidligere lavet ‘Warrior’, en film jeg gik fejl af i første omgang (2 stjerner) og senere lærte at elske (5 stjerner), ved gensyn ikke til trods for, men på grund af dens ublu omgang med store, svulstige følelser og tilspidset alt-på-et-bræt-intensitet.
‘The Way Back’ er lidt af det samme, godt nok ikke helt så kraftfuldt, men med et stænk af virkelighedens x-faktor. Ben Afflecks egen deroute med alkohol og afvænning hæver filmen op på et højere niveau end ellers, og i sin fysik og fremtoning er hans præstation ind imellem smerteligt smuk at overvære.
Selvsamme fysik og fremtoning har dog et troværdighedsproblem, når det insisterer på at lægge krop til en tidligere basketballstjerne, men det må være op til den enkelte seer at bearbejder. For mig var det et lidt ærgerligt, egentlig unødvendigt minus, der kunne have været løst med valget af en anden sportsgren.
Forventer man klichéer og forudsigelighed, er man godt polstret og måske bedre i stand til at se, hvordan ‘The Way Back’ faktisk lykkes med at skabe et afrundet menneskeportræt og en skæbnefortælling, man oprigtigt hepper på. Sammenlignet med de store underdog-sportsdramaer blegner Gavin O’Connors bidrag, men filmen fortjener en plads i kategorien for seriøse dramatiske værker, der tager livets kamp alvorligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar